Klage over afslag på igangsætning af lokalplanlægning for sommerhusbebyggelse

Sagen omhandler en klage over Odder Kommunes afslag på en anmodning om igangsætning af lokalplanlægning, der skulle muliggøre opførelse af et sommerhus på ejendommen [adresse1]. Ejendommen er matr.nr. [...1] Rude By, Saksild.

Sagens Forhistorie

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) havde tidligere, den 9. januar 2015, truffet afgørelse i klagesager vedrørende Odder Kommunes vedtagelse af lokalplan 3029 og et afslag på dispensation fra samme lokalplan. Nævnet afviste at realitetsbehandle klagen over vedtagelsen af lokalplan 3029, da klagefristen var overskredet. Dog havde nævnet den 7. oktober 2014 givet medhold i en anden klage over lokalplanens punkt 11.1 om vedligeholdelse af fællesveje. I sagen om afslag på dispensation fandt nævnet, at det ville stride mod principperne i lokalplan 3029 at dispensere til byggeri i et ikke-udlagt område, og kommunens afgørelse blev stadfæstet. Odder Kommune afslog den 28. januar 2015 den aktuelle anmodning om igangsætning af lokalplanlægning til afløsning af en del af lokalplan 3029.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Ejeren af ejendommen klagede den 17. februar 2015 over kommunens afslag. Klagen fremhævede flere punkter:

• Kommunen havde ved udarbejdelsen af lokalplan 3029 set bort fra klagers byggeret, som var meddelt i en udtalelse af 7. februar 2011, der ifølge klager burde sidestilles med en begunstigende forvaltningsakt.
• Kommunen havde accepteret en udstykning af ejendommen i februar 2012.
• Der var opkrævet ejendomsskat baseret på en byggeret på ejendommen.
• Klager ville lide et væsentligt økonomisk tab som følge af afslaget.
• Kommunen havde begået sagsbehandlingsfejl ved ikke at være opmærksom på, at en del af grunden var undtaget fra strandbeskyttelseslinjen.
• Kommunen havde ikke forberedt vedtagelsen af lokalplan 3029 tilstrækkeligt.
• Klager var uenig i ordlyden af lokalplanens § 9.11 om rådighedsservitutter.

Kommunens Begrundelse

Odder Kommune begrundede afslaget med, at intentionen bag både den tidligere lokalplan 3008 og den nugældende lokalplan 3029 var at friholde ejendommen for sommerhusbebyggelse. Kommunen anførte, at etablering af sommerhus på ejendommen forudsætter en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Selvom ejendommen ligger inden for et rammeområde udlagt til sommerhusbebyggelse i Kommuneplan 2013-2025, fremgår det af lokalplan 3029, at ejendommen ikke må bebygges. Kommunen mente ikke at være forpligtet til at gennemføre en ny planlægning, da den nuværende udnyttelse er i overensstemmelse med det gældende plangrundlag. Kommunen henviste til, at kommunalbestyrelsen ikke er forpligtet til at fremlægge præcis det lokalplanforslag, som en bygherre ønsker, jf. Planloven § 13, stk. 3.

Klager fastholdt, at kommunens påstand om intentionen med lokalplan 3008 var mod bedre vidende og i strid med kommunens egen administrative afgørelse af 7. februar 2011. Klager påpegede desuden væsentlige sagsbehandlingsfejl i forbindelse med vedtagelsen af lokalplan 3029, herunder manglende indarbejdelse af den meddelte byggeret og manglende information til klager om de væsentlige konsekvenser af lokalplanen.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet mulighed for at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, herunder om afgørelsen er i overensstemmelse med Planloven § 13, stk. 1, Planloven § 13, stk. 2 og Planloven § 13, stk. 3.

Nævnets Vurdering af Planlovens § 13

Nævnet gennemgik bestemmelserne i Planloven § 13, stk. 1, Planloven § 13, stk. 2 og Planloven § 13, stk. 3. Det fremgår af Planloven § 13, stk. 2, at en lokalplan skal tilvejebringes, når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. Planloven § 13, stk. 3 pålægger kommunen at udarbejde et forslag til lokalplan, hvis et byggearbejde er i overensstemmelse med kommuneplanen.

Nævnet henviste til praksis, herunder NKO 447 og den kommenterede planlov, som fastslår, at Planloven § 13, stk. 3 ikke giver bygherren sikkerhed for, at et lokalplanforslag bliver endeligt vedtaget, eller at planen får det ønskede indhold. Det er også anført i praksis, at hvis en ejendom allerede er omfattet af en lokalplan, der er i overensstemmelse med kommuneplanen, kan bygherren ikke rejse krav efter Planloven § 13, stk. 3.

Konklusion

Da ejendommen [adresse1] er omfattet af lokalplan 3029, som udlægger området til sommerhusområde i overensstemmelse med kommuneplanrammerne, fandt Natur- og Miljøklagenævnet ikke, at kommunens afgørelse var i strid med Planloven § 13, stk. 3. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Odder Kommunes afslag af 28. januar 2015 om igangsætning af lokalplanlægning. Kommunens afgørelse står således ved magt.

Nævnet bemærkede desuden, at lokalplanlægning som udgangspunkt er en erstatningsfri regulering af ejendomsretten. Spørgsmålet om, hvorvidt den senest vedtagne lokalplans bestemmelser udgør en så indgribende regulering, at det overskrider grænsen for, hvad en ejer skal tåle uden erstatning i henhold til Grundlovens § 73 om ekspropriation, er et spørgsmål, der henhører under domstolene, som også må tage stilling til et eventuelt erstatningskrav. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.