Dispensation fra byplanvedtægt til opførelse af dobbeltcarport

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage fra en nabo vedrørende Furesø Kommunes afgørelse af 13. januar 2015. Afgørelsen gav dispensation til opførelse af en dobbeltcarport med tilhørende skur på ejendommen matr.nr. [...1], [adresse1] 2, 3500 Værløse. Klagen omhandlede primært spørgsmålet om, hvorvidt den meddelte dispensation var lovlig, da den tillod en placering af carporten blot 0,6 meter fra vejskel, hvilket var en markant afvigelse fra byplanvedtægtens krav om en minimumsafstand på 5 meter. Klageren argumenterede for, at dette ikke udgjorde en "mindre afvigelse" fra byplanvedtægten.

Områdets byplanvedtægt og tidligere praksis

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt 8 "Værløse" fra 1972. Byplanvedtægtens § 5.3.1 fastsætter, at garager eller carporte ikke må opføres nærmere den fastsatte byggelinje langs vejen end 5 meter. Klageren henviste til, at Grundejerforeningen i 2005 havde søgt om en generel ændring af byplanvedtægten for at tillade carporte tættere på vejskel, men dette blev afvist af Furesø Kommune med henvisning til, at det ville ændre områdets karakter. Kommunen havde tidligere kun meddelt få dispensationer til afstande på 2,2 eller 4 meter fra vejskel.

Kommunens begrundelse og vilkår

Furesø Kommune begrundede dispensationen med, at ejendommen er en hjørnegrund med terrænfald, hvilket vanskeliggjorde placering af en dobbeltcarport andre steder. Kommunen oplyste, at de behandler sager om dispensationer konkret og at den aktuelle dispensation ikke var udtryk for en ændring af praksis. Kommunen fastsatte vilkår om, at carporten skulle opføres som en let konstruktion uden sidebeklædning, og at ændringer krævede kommunens tilladelse.

Klagerens indsigelser

Klageren fastholdt, at overskridelsen af byggelinjen var i strid med byplanvedtægten og ikke udgjorde en mindre betydelig fravigelse. Klageren anførte desuden, at carporten, trods den lette konstruktion, var en stor bygning med rejst tag, der ville ændre områdets karakter. Klageren udtrykte bekymring for, at kommunens afgørelse kunne skabe præcedens for andre grundejere i området.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet understregede, at det kun kan efterprøve retlige spørgsmål, ikke kommunens skønsmæssige vurdering af, om en dispensation er hensigtsmæssig.

Hjemmel til dispensation

Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 11, som omhandler mindre betydende lempelser, skal ses i lyset af Planlovens § 19, stk. 1 og Planlovens § 19, stk. 2. Disse paragraffer tillader kommunen at dispensere fra en lokalplan/byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan. Nævnet fandt, at byplanvedtægtens anvendelsesbestemmelser i § 2 ikke gjorde Furesø Kommunes dispensation fra vedtægtens bebyggelsesregulerende bestemmelser i § 5.3.1 stridende med planens principper. Kommunen havde således hjemmel til at dispensere.

Saglighed og tidligere praksis

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, herunder ejendommens status som hjørnegrund og terrænfald, og at der ikke var inddraget usaglige hensyn. Det forhold, at kommunen tidligere kun havde dispenseret til mindre overskridelser af byggelinjen, kunne ikke føre til en ophævelse af dispensationen. Kommunens afgørelse om at dispensere til en placering 0,6 meter fra vejskel var en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kunne efterprøve.

Afgørelse

På baggrund heraf kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Furesø Kommunes afgørelse af 13. januar 2015. Furesø Kommunes afgørelse står således ved magt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.