Klage over afslag på dispensation til ændring af tilstanden på strandeng

Sagen omhandler en klage over Faaborg-Midtfyn Kommunes afgørelse af 10. december 2014, hvor kommunen afslog en ansøgning om dispensation fra lokalplanen for ejendommen [adresse1]. Ansøgningen vedrørte permanent ændring af tilstanden på dele af ejendommen, specifikt opstilling af legeredskaber og udlæg af større sten på et område, der i lokalplanen er udlagt som "strandeng (privat areal)".

Kommunens afgørelse og begrundelse

Faaborg-Midtfyn Kommune vurderede, at de plantede træer på ejendommen var lovlige, da de blev plantet før et § 14-forbud mod ændringer i strandengsområdet blev nedlagt. Derimod blev opstilling af legeredskaber og placering af kampesten anset for at være ændringer af strandengens tilstand, som var sket efter forbuddet, og derfor ikke kunne tillades. Kommunen henviste til lokalplanens §§ 9.3 og 9.4, som regulerer ændringer i strandengsområder. Kommunen understregede, at lokalplanens betegnelse af arealet som strandeng er afgørende, uanset tidligere betragtninger eller opfyldning af arealet.

Klagerens anbringender

Klageren anførte flere punkter i sin klage til Natur- og Miljøklagenævnet:

• Hærværk på træer på ejendommen, som grænser op til grundejerforeningens fællesareal.
• Henvisning til lokalplanens byggefelt og et opholdsareal, hvor et gyngestativ ønskes opsat.
• Kommunen har ikke hjemmel til at gøre sommerhusgrunden til en privat strandeng med offentlig færdselsret, da terrænregulering op til 0,5 m er tilladt i lokalplanen.
• Lokalplanen er fejlbehæftet og indeholder modstridende paragraffer, herunder § 9.4 om trådhegn ved dyrehold og den ugyldige § 10.2.
• Ejendommen er ifølge en dom fra Retten i Svendborg ikke omfattet af strandbeskyttelseslinjen eller Naturbeskyttelseslovens § 3.
• De udlagte sten er marksten, ikke kampesten, og der er intet forbud mod natursten på arealet.

Sagens forhistorie og tidligere afgørelser

Sagen har en længere forhistorie med flere tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet og domstolene:

• 7. november 2007: Naturklagenævnet afviste en klage fra grundejerforeningen, da den ikke indeholdt retlige spørgsmål efter planloven.
• 9. september 2008: Naturklagenævnet opretholdt kommunens § 14-forbud mod terrænreguleringer på ejendommen.
• 4. marts 2010 (Retten i Svendborg) og 29. marts 2010 (Østre Landsret): Domstolene præciserede, at kommunens § 14-forbud ikke kunne omfatte terrænregulering, der allerede var udført, inden forbuddet blev udstedt.
• 20. juli 2010: Naturklagenævnet opretholdt kommunens endelige vedtagelse af lokalplan 2008-10, men ophævede lokalplanens § 10.2 som ugyldig.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven.

Natur- og Miljøklagenævnet har ikke givet medhold i klagen over Faaborg-Midtfyn Kommunes afslag på dispensation til permanent at ændre tilstanden på dele af ejendommen [adresse1] ved opstilling af legeredskaber og udlæg af større sten.

Nævnets kompetence og klagefrist

Nævnet bemærkede, at det kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i en kommunes afgørelse efter planloven, ikke skønsmæssige vurderinger af, om afgørelsen er hensigtsmæssig. Klagerens anbringender vedrørende lokalplanens indhold og dens endelige vedtagelse blev afvist, da klagen på dette punkt var indgivet for sent, jf. Planlovens § 60, stk. 1. Spørgsmål om rækkevidden af kommunens § 14-forbud og områdets status før lokalplanens vedtagelse blev ligeledes afvist fra realitetsbehandling, da disse spørgsmål allerede var endeligt afklaret ved Østre Landsrets dom af 29. marts 2010.

Lokalplanens retsvirkninger og dispensation

Nævnet henviste til Planlovens § 18, som fastslår, at lokalplanbestemmelser er bindende over for borgerne for fremtidige dispositioner. Eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset planens bestemmelser. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Vurdering af de konkrete ændringer

• Træer: Nævnet lagde til grund, at de omhandlede træer blev plantet, før § 14-forbuddet blev nedlagt. Dette betragtes som en eksisterende lovlig arealanvendelse, der ikke er omfattet af lokalplanens bestemmelser på nuværende tidspunkt.
• Kampesten og legeredskaber: Nævnet vurderede, at placeringen af legeredskaber og store sten udgør en ændring i arealanvendelsen i strid med lokalplanens § 9.3. Denne paragraf forbyder ændringer af strandengene ved beplantning, hegning, opstilling af bebyggelse eller legeredskaber m.v. Udlæg af sten af en vis størrelse forudsætter ligeledes dispensation fra denne bestemmelse. Da ændringerne kræver dispensation, og det er op til kommunens skønsmæssige vurdering, om den vil meddele en lovliggørende dispensation, fandt nævnet ikke grundlag for at give medhold i klagen over kommunens afslag.