Klage over dispensation til ændring af indgangsparti i Frederikssund Kommune

Sagen omhandler Frederikssund Kommunes afgørelse af 29. oktober 2014, hvor der blev meddelt en lovliggørende dispensation til ændring af et indgangsparti på en ejendom i Slangerup. Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 33.1 for […], hvis formål er at fastholde den særlige karakter af den eksisterende boligbebyggelse og angive retningslinjer for tilbygninger.

Lokalplanens bestemmelser og den konkrete ændring

Lokalplanens §§ 7.5 og 7.6 fastsætter specifikke krav til ændring af vinduesareal og dør i indgangspartier, herunder materialer og opsætning. Den konkrete ændring bestod i en hoveddør med tilhørende lige brede glaspartier på hver side, udført i sortmalet træ med satin-glas, hvilket ikke var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.

Kommunens begrundelse for dispensation

Frederikssund Kommune konstaterede ved en besigtigelse, at flere vinduer og døre i kvarteret afveg fra lokalplanen, men at bebyggelsens karakteristiske træk (højtsiddende vinduesbånd, blanke gule facademure, uændret døråbning, sortmalet træ) var bevaret. Kommunen lagde vægt på, at den ændrede hoveddør med glaspartier ikke adskilte sig væsentligt fra planens principper og ikke virkede fremmedartet, da lignende afvigelser fandtes andre steder. Desuden var lokalplanens bestemmelser om materialer og farver overholdt.

Klagen fra naboen

En nabo klagede over kommunens afgørelse den 25. november 2014. Klageren anførte, at:

• En tilsvarende sag i 2005 i Slangerup Kommune resulterede i afslag på dispensation, og det var urimeligt at give dispensation i en tilsvarende sag nu.
• Lokalplanen omfatter 120 parceller, men kun beboere på den pågældende stikvej var blevet partshørt, hvilket var utilstrækkeligt.
• Det var ukorrekt at fortsætte med at give dispensationer fra lokalplanen med den begrundelse, at der allerede var mange afvigelser.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet hjemmel til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Dette inkluderer spørgsmål om kommunens hjemmel til at meddele dispensation og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder krav om saglighed.

Nævnet kunne ikke tage stilling til, om andre end klageren skulle have været naboorienteret, men lagde til grund, at klageren selv var blevet naboorienteret. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.

Vurdering af dispensationshjemmel

Det følger af Planloven § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende. Ændringen af indgangspartiet var ikke i overensstemmelse med lokalplanens §§ 7.5 og 7.6 og krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19, stk. 1. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Nævnet vurderede, at planens principper omfatter formålsbestemmelsen, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, men som hovedregel ikke detaljerede bebyggelsesregulerende bestemmelser, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning. Selvom lokalplanens § 1 har til formål at fastholde bebyggelsens særlige karakter, omtaler den ikke specifikke krav til materialevalg, der ville gøre den ansøgte dispensation stridende mod principperne.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at det ikke var i strid med planens principper at dispensere fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser i lokalplanens §§ 7.5 og 7.6. Kommunens beslutning om at meddele dispensation er en skønsmæssig afgørelse, som nævnet ikke kan vurdere rimeligheden eller hensigtsmæssigheden af. Nævnet vurderede, at Frederikssund Kommunes afgørelse var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at der ikke var inddraget usaglige hensyn. Det forhold, at kommunen tidligere havde meddelt afslag i en tilsvarende sag i 2005, kunne ikke føre til en ophævelse af den nuværende dispensation. På baggrund heraf kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Frederikssund Kommunes afgørelse.