Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation til hævet opholdsareal i Ishøj Kommune

Sagen omhandler en klage over Ishøj Kommunes afgørelse af 29. august 2014, hvor kommunen meddelte en lovliggørende dispensation til et hævet opholdsareal på en ejendom i Ishøj.

Baggrund for Sagen

I august 2012 ansøgte ejeren om tilladelse til at etablere et hævet opholdsareal på en eksisterende overdækket terrasse, der skulle omdannes til en uopvarmet udestue. En del af taget skulle anvendes som opholdsareal, omkranset af et rækværk, mens resten af taget skulle bruges til solceller. Ishøj Kommune meddelte i december 2012, at etableringen var umiddelbart tilladt, da det hævede opholdsareal ikke ændrede bygningens etageantal.

Tidligere Afgørelse og Hjemvisning

Denne afgørelse blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet. I en afgørelse af 23. september 2013 (NMK-33-01757) fandt nævnet, at det ikke med sikkerhed kunne afvises, at bebyggelsen med det hævede opholdsareal ville fremstå som en toetagers bygning. Dette ville være i strid med Byplanvedtægt nr. 18, § 4, stk. 2, som kun tillader bygninger med én etage og udnyttet tagetage. Sagen blev derfor hjemvist til Ishøj Kommune for at vurdere, om kommunen ønskede at meddele dispensation til byggeriet.

Kommunens Dispensation og Klage

Ishøj Kommune meddelte den 29. august 2014 en lovliggørende dispensation fra byplanvedtægtens § 4, stk. 2, til det nu etablerede hævede opholdsareal. Kommunen begrundede afgørelsen med, at opholdsarealet i sin udformning og udstrækning ikke fremstår som en toetagers bygning, selvom det teknisk behandles som sådan. Kommunen vurderede desuden, at dispensationen ikke ville ændre karakteren af boligområdet, og at indbliksgenerne ikke ville øges. Omboende klagede den 25. september 2014 over denne afgørelse.

Klagerens Anbringender

Klager gjorde gældende, at dispensationen var i strid med lighedsprincippet, idet tidligere ejere af ejendommen og en anden ejendom i området ([adresse2]) angiveligt var blevet nægtet lignende tilladelser. Desuden anførte klager, at det hævede opholdsareal ville medføre øgede indbliksgener og i øvrigt fremstod som et byggeri i to etager for de omkringboende.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Ishøj Kommunes afgørelse af 29. august 2014 om lovliggørende dispensation til et hævet opholdsareal.

Nævnets Kompetence

Nævnet vurderede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter planloven. Dette omfatter spørgsmål om afgørelsens hjemmel og overensstemmelse med forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen og krav om saglighed. Nævnet har derimod ikke kompetence til at vurdere afgørelsens rimelighed eller hensigtsmæssighed. Klagepunktet om øgede indbliksgener blev afvist, da spørgsmål vedrørende byggelovgivningen henhører under Statsforvaltningen.

Kommunens Dispensationskompetence

Nævnet fastslog, at en kommune kan dispensere fra en lokalplan eller byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en plan omfatter typisk formåls- og anvendelsesbestemmelser samt den planlagte struktur, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen.

I denne sag fandt nævnet, at Byplanvedtægtens § 4, stk. 2, om bygningers etageantal og højde ikke udgjorde en del af planens principper, da der ikke var en specifik henvisning fra en detaljeret formålsbestemmelse, og hverken karakteren eller detaljeringsgraden af bestemmelsen eller byplanvedtægten i øvrigt indikerede dette. Derfor lå det inden for Ishøj Kommunes dispensationskompetence at meddele dispensation fra denne bestemmelse.

Vurdering af Saglighed og Lighedsprincip

Nævnet vurderede, at Ishøj Kommunes afgørelse var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at der ikke var inddraget usaglige hensyn. Vedrørende klagerens anbringende om lighedsprincippet fastslog nævnet, at det forhold, at kommunen tidligere måtte have meddelt afslag til lignende etableringer på denne eller andre ejendomme, ikke kunne føre til, at nævnet ophævede den meddelte dispensation. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.