Afgørelse om Fredericia Kommunes afslag på dispensation til skiltning

Sagen omhandler en klage over Fredericia Kommunes afslag på dispensation til opsætning af et skilt på en ejendom omfattet af Lokalplan nr. 214. Klagen blev oprindeligt indgivet for sent til Natur- og Miljøklagenævnet (NMK), men efter klager henviste til en tidligere e-mail til kommunen, som klager mente var en klage, genoptog nævnet sagen til realitetsbehandling.

Lokalplanens bestemmelser

Den omhandlede ejendom er dækket af Lokalplan nr. 214 fra 2002 for "Erhverv mellem [adresse1] og [adresse2]". Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for skiltning:

• § 8.3: Skiltning skal godkendes af Byrådet i hvert enkelt tilfælde og udføres som facadeskiltning og/eller henvisningsskiltning.
• § 8.6: Der må placeres ét pylonskilt pr. virksomhed ud mod [adresse1], højst 1,5 m bredt og 6 m højt, placeret på egen grund inden for 2 m fra vejskel.

Ansøgning og kommunens første afslag

Klager ansøgte den 4. april 2013 om dispensation fra kommunens skilte- og facadevejledning til opsætning af et gavleskilt. Klager anførte, at der var tilsvarende skiltning andre steder. Kommunen afviste ansøgningen den 5. april 2013 med henvisning til Lokalplan nr. 214, § 8.6, idet det ansøgte skilt (3,80 m bredt) blev betragtet som et reklameskilt og ikke et henvisningsskilt. Kommunen forholdt sig ikke til spørgsmålet om tilsvarende skiltning.

Natur- og Miljøklagenævnets første afgørelse

Klager påklagede kommunens afgørelse, idet det blev anført, at kommunen var bekendt med et lignende reklameskilt på [adresse1]. Natur- og Miljøklagenævnet traf den 2. august 2013 afgørelse om at ophæve kommunens afgørelse og hjemvise sagen til fornyet behandling. Dette skyldtes, at kommunen ikke havde forholdt sig til klagers spørgsmål om lighedsgrundsætningen.

Kommunens fornyede behandling og afslag

Fredericia Kommune behandlede sagen på ny og meddelte den 11. september 2013 igen afslag på dispensation. Kommunen anførte, at man ikke havde praksis for at tillade skiltning, der ikke vedrørte egen virksomhed. Vedrørende lighedsgrundsætningen oplyste kommunen, at det af klager omtalte reklameskilt på [adresse1] var fjernet. Kommunen nævnte også informationstavler og busskure med reklamer, men anførte, at disse var placeret på vejareal og ikke krævede dispensation fra gældende lokalplaner.

Klagerens argumenter

I klagen af 6. november 2013 til Natur- og Miljøklagenævnet fastholdt klager, at kommunen havde ændret praksis uden offentliggørelse og fortsat handlede i strid med både nævnets tidligere afgørelse og lighedsgrundsætningen. Kommunen afviste at have ændret praksis og præciserede, at de andre reklameplaceringer var på kommunalt vejareal og ikke krævede dispensation.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) skulle i denne sag tage stilling til, om Fredericia Kommune havde hjemmel i planloven til at meddele afslag på dispensation til opsætning af et skilt. Nævnet behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4.

Lokalplanens bindende virkning og dispensation

NMK præciserede, at nævnets tidligere hjemvisning af sagen ikke betød, at kommunen ikke kunne meddele afslag efter en fornyet vurdering. Det følger af Planloven § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter dispensation fra kommunen efter Planloven § 19, stk. 1. Det ansøgte skilt var i strid med Lokalplan nr. 214, § 8.6, og krævede derfor dispensation.

Lighedsgrundsætningen

Det er som udgangspunkt op til kommunens skønsmæssige afgørelse at meddele dispensation, og denne afgørelse kan ikke påklages til NMK. Kommunen skal dog overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen. Lighedsgrundsætningen indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke må finde sted.

Sammenlignelighed af forhold

NMK vurderede, at de af klager henviste kommunale skilte og busskure ikke var placeret inden for Lokalplan nr. 214's område. Da disse ejendomme var omfattet af andre lokalplaner og dermed et andet retsgrundlag, fandt nævnet, at forholdene ikke var sammenlignelige med den aktuelle sag. Derfor var kommunens afslag ikke udtryk for usaglig forskelsbehandling. Vedrørende det reklameskilt, klager henviste til på [adresse1], bemærkede nævnet, at dette var fjernet, og der var derfor ikke grundlag for yderligere undersøgelse.

Konklusion

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Fredericia Kommunes afgørelse af 11. september 2013.