Dispensation fra vejbyggelinje i Vallensbæk Kommune

Sagen omhandler Vallensbæk Kommunes afgørelse om at meddele dispensation fra Byplanvedtægt nr. 14, Tillæg 1, § 3, til opførelse af et enfamiliehus på matr.nr. [...1], [adresse1] 13. Dispensationen tillod en overskridelse af vejbyggelinjen med 2,1 meter.

Baggrund for dispensationen

Oprindeligt blev der meddelt byggetilladelse den 11. september 2013 uden behov for dispensation. Denne tilladelse blev dog efterfølgende trukket tilbage, da skellet mellem ejendommen og naboejendommen [adresse1] 11 blev ændret som følge af, at naboen havde vundet hævd over en del af grunden. Den ændrede skelplacering nødvendiggjorde en flytning af det planlagte hus 2,1 meter mod syd, hvilket medførte en overskridelse af den 15 meter brede vejbyggelinje, der er fastsat i Byplanvedtægt nr. 14, Tillæg 1, § 3.

Vejbyggelinjen blev oprindeligt indført for at imødekomme et pålæg fra Københavns Amts Vejmyndighed om at planlægge for en reduktion af sideveje til [adresse2]. Vallensbæk Kommune har dog siden overtagelsen af vejmyndigheden ikke længere et ønske om at lukke sidevejene, og arealet til den pågældende vej ([adresse3]) er i Kommuneplan 2009 og 2013 planlagt som privat haveareal i byzone. Kommunen vurderede derfor, at byggeønsket var i overensstemmelse med kommuneplanen.

Kommunens vurdering

Vallensbæk Kommune vurderede, at en overskridelse af vejbyggelinjen med 2,1 meter var af underordnet betydning, da ejendommens anvendelse ikke ændres. Kommunen mente, at byplanvedtægtens struktur kunne opretholdes, da byggeriet ikke ville ligge i vejen for [adresse3], hvis vejen alligevel ønskes etableret. Desuden lå byggeriets sydvendte facade bag flugten af de øvrige forreste ejendomme, hvilket afspejlede det sædvanlige for området. Ejendommen er undtaget søbeskyttelseslinjen og ikke omfattet af strandbeskyttelseslinjen.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

En nabo og Grundejerforeningen [...] påklagede kommunens afgørelse og fremførte flere argumenter:

• Dispensationens gyldighed: Klagerne anførte, at kommunen tidligere havde meddelt afslag på dispensation af lignende årsager (husets dominans, nærhed til strandområdet og rekreative arealer, samt at området er lavtliggende). De bestred kommunens ændrede holdning og anførte, at dispensationen var meddelt på et fejlagtigt grundlag, da kommunen havde henvist til potentiel ekspropriation, hvis dispensationen ikke blev givet.
• Strid med byggelovens regler: Klagerne gjorde gældende, at det planlagte byggeri ville være i strid med Bygningsreglementet, idet en nødvendig opfyldning af grunden til kote 2 ville medføre overskridelse af det skrå højdegrænseplan.
• Manglende iagttagelse af planlovens bestemmelser: Klagerne mente, at kommunen ikke havde udarbejdet en redegørelse for byggeriets visuelle påvirkning af kystområdet og de natur- og friluftsmæssige interesser, som krævet efter Planlovens § 16, stk. 3. De anførte også, at kommunen ikke aktivt arbejdede for at opfylde kommuneplanen og dens tillæg, som pålagt i henhold til Planlovens § 12.

Kommunens svar på klagen

Vallensbæk Kommune fastholdt sin afgørelse og svarede på klagepunkterne:

• Dispensation: Kommunen gentog, at overskridelsen af vejbyggelinjen var af underordnet betydning og ikke ændrede ejendommens anvendelse eller planens struktur.
• Bygningsreglementet: Kommunen oplyste, at sagen alene drejede sig om husets placering i forhold til byplanvedtægten, og at der ikke var ansøgt om dispensation fra Bygningsreglementets bestemmelser.
• Planlovens bestemmelser: Kommunen havde iagttaget reglerne ved at sende ansøgningen i partshøring med tegningsmateriale. De anførte, at Planlovens § 16, stk. 3 kun gælder for lokalplaner og ikke for enkeltdispensationer. Kommunen havde desuden forholdt sig til relevant lovgivning om naturbeskyttelse.
• Ekspropriation: Kommunen forklarede, at en ændring af kommuneplanen fra bolig til rekreativt område kunne udløse erstatningskrav efter Planlovens § 48.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven.

Nævnets kompetence

Nævnet bemærkede, at det ikke havde kompetence til at behandle klagernes anbringender vedrørende fortolkning af byggelovens regler, da dette henhører under Statsforvaltningens område. Nævnet kunne heller ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af, om en dispensation var rimelig eller hensigtsmæssig.

Dispensation fra byplanvedtægt

Det følger af Planlovens § 18, at bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt er bindende for borgerne. En kommune kan dispensere fra en lokalplan eller byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens anvendelsesbestemmelse i § 2 ikke gjorde Vallensbæk Kommunes dispensation fra bestemmelsen om vejbyggelinjen i Byplanvedtægt nr. 14, Tillæg 1, § 3, i strid med planens principper. Kommunen havde således den fornødne hjemmel til at meddele dispensationen.

Kommuneplanens betydning

Vedrørende klagernes henvisning til kommunens Klimatilpasningsplan og kommunens pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse, oplyste nævnet, at bestemmelser i en kommuneplan – i modsætning til lokalplaner og byplanvedtægter – ikke er umiddelbart bindende over for borgere/bygherrer. Kommuneplanen skal som udgangspunkt alene danne grundlag for lokalplanlægningen, som ikke må være i strid med kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. På den baggrund var Vallensbæk Kommune ikke forhindret af klimatilpasningsplanen i relation til ansøgningen om dispensation fra vejbyggelinjen.

Krav om redegørelse

Til klagernes anbringende om, at kommunen ikke havde udarbejdet en redegørelse for byggeriets visuelle påvirkning og natur- og friluftsmæssige interesser, oplyste nævnet, at kravet i Planlovens § 16, stk. 3 alene gælder for lokalplaner og lokalplanforslag, og således ikke for enkeltdispensationer.

Konklusion

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Vallensbæk Kommunes afgørelse af 28. marts 2014 om dispensation. Vallensbæk Kommunes afgørelse står dermed ved magt.