Afgørelse om afslag på dispensation til udvidelse af kolonihavehus i Hvidovre

Sagen omhandler en klage over Hvidovre Kommunes afslag på dispensation til at bibeholde et udvidet kolonihavehus på en ejendom i Hvidovre. Ejendommen er omfattet af Lokalplan 129 fra 2007, som fastsætter, at kolonihavehuse ikke må overstige 57 m², inklusive udestuer og lignende. Det ansøgte kolonihavehus havde et areal på ca. 80 m².

Kommunen begrundede afslaget med, at en udbygning af bygninger på de små parceller ville ændre områdets karakter væsentligt. Klager gjorde gældende, at der i andre sager var meddelt dispensationer, og henviste til BBR-registreringer, der angiveligt viste, at flere ejendomme i området overskred de tilladte arealer, herunder en ejendom på [adresse2] med et areal på 80 m² opført i 2011. Klager mente, at kommunen stiltiende havde accepteret overskridelser af grænsen for beboelse og derfor var forpligtet til at dispensere.

Kommunen oplyste, at der ikke var godkendt nye kolonihavehuse større end 57 m² i henhold til lokalplanen. Vedrørende ejendommen på [adresse2] præciserede kommunen, at der var meddelt afslag på dispensation. Kommunen fremhævede desuden, at BBR-registreringer alene afspejler faktiske forhold og ikke er en garanti for lovligt byggeri. Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om kommunen havde hjemmel til at meddele afslag, og om der var sket usaglig forskelsbehandling.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hvidovre Kommunes afslag på dispensation. Nævnet vurderede sagen ud fra planlovens bestemmelser om dispensation og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.

Dispensation fra lokalplan

Efter Planloven § 19, stk. 1 kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, herunder fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer. Kommunens afgørelse er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kan efterprøve, men afgørelsen skal være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Lighedsgrundsætningen

Lighedsgrundsætningen indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at kommunen ikke må udøve usaglig forskelsbehandling. Klager havde henvist til, at ejendommen på [adresse2] var bygget større end tilladt. Kommunen havde dog oplyst, at der var meddelt afslag på dispensation til dette byggeri, og at der generelt ikke var meddelt dispensation fra lokalplanens § 5.1. Nævnet lagde til grund, at BBR-registreringer ikke er udtryk for lovligt byggeri.

Konklusion

På baggrund af kommunens oplysninger fandt Natur- og Miljøklagenævnet ikke, at der var tale om sammenlignelige sager. Kommunens afslag i den aktuelle sag blev derfor ikke anset for at være udtryk for usaglig forskelsbehandling af klager. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.