Afgørelse om Sønderborg Kommunes påbud om fjernelse af skilt

Sagen omhandler et påbud fra Sønderborg Kommune om fjernelse af et skilt, der er opsat på en ejendom. Klagen blev indgivet af et skiltefirma på vegne af skiltets ejer, som havde lejet plads til skiltet på ejendommen. Klager gjorde gældende, at påbuddet var rettet mod den forkerte part, at skiltet ikke var i strid med lokalplanen, og at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.

Sagens forløb og kommunens påbud

Sønderborg Kommune meddelte den 8. november 2013 et påbud til klager, et dødsbo og en blomsterforretning om at fjerne et opsat skilt. Klager påklagede dette påbud den 22. november 2013 til Natur- og Miljøklagenævnet. Klager anførte, at de alene var rådgiver for skiltets ejer, og at påbuddet burde have været stilet til ejeren.

Kommunen videresendte klagen den 19. december 2013 og oplyste, at sagen ville blive genstartet, da dødsboet ikke havde modtaget det oprindelige påbud. Herefter meddelte kommunen et nyt påbud den 19. december 2013, stilet til dødsboet med kopi til skiltefirmaet og blomsterforretningen.

Efter yderligere korrespondance og oplysninger fra klager om, at skiltets ejer havde lejet pladsen på ejendommen, varslede kommunen et nyt påbud den 3. februar 2014. Dette førte til det seneste påbud af 27. februar 2014, som var stilet til indehaveren af en frisørsalon, som kommunen fejlagtigt antog var ejer af ejendommen. Kopi af påbuddet blev sendt til ejendommens ejere, blomsterforretningen og klager.

Lokalplan og klagers indvendinger

Den omhandlede ejendom er omfattet af Lokalplan nr. 0-0112 for skilte og facader. Lokalplanens § 8.15 fastsætter, at lysskilte med gennemskinnelig baggrund almindeligvis ikke må anvendes, og at kun tekst og logo må være indvendigt belyst, uden løbende eller blinkende effekter.

Klager fastholdt, at skiltet ikke var i strid med lokalplanen, og at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen. Kommunen fastholdt sin vurdering af, at skiltet var i strid med lokalplanen, og at der ikke var handlet i strid med lighedsgrundsætningen. Ejendommens ejere støttede klagers påstand om brud på lighedsgrundsætningen.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at efterprøve retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet fokuserede på gyldigheden af det senest meddelte påbud af 27. februar 2014.

Kommunens tilsynsforpligtelse og påbud til rette adressat

Nævnet bemærkede, at kommunen efter Planlovens § 51, stk. 1, har pligt til at påse overholdelsen af planloven og lokalplaner. Hvis et forhold er ulovligt, skal kommunen foranledige det lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning, jf. Planlovens § 51, stk. 5. Pligten til at berigtige et ulovligt forhold påhviler ejendommens ejer, og i tilfælde af ulovlig brug også brugeren, jf. Planlovens § 63, stk. 1. Det er afgørende, at et påbud stiles til de rette personer eller firmaer, især da overtrædelse af et påbud er strafbelagt efter Planlovens § 64, stk. 1, nr. 4.

Mangler ved påbuddets adressering

Nævnet fandt, at påbuddet af 27. februar 2014 var stilet til indehaveren af en frisørsalon, som ikke var ejendommens ejer, og som ikke fremgik af sagen at have nogen forbindelse til det opsatte skilt. Selvom påbuddet i kopi var sendt til ejendommens ejere og skiltefirmaet (klager), var skiltefirmaet kun rådgiver, og blomsterforretningen, der også modtog en kopi, havde ingen klar forbindelse til skiltet.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet konkluderede, at påbuddet led af så væsentlige retlige mangler med hensyn til, hvem det var stilet til, at det allerede af den grund måtte ophæves som ugyldigt. Nævnet ophævede derfor Sønderborg Kommunes påbud af 27. februar 2014.

Nævnet anbefalede, at hvis Sønderborg Kommune fortsat ønsker at kræve skiltet fjernet, skal kommunen indhente nærmere oplysninger om den person eller det firma, der har lejet opstillingspladsen og opsat skiltet som ejer af dette. Kommunen skal i den forbindelse også vurdere, om den relevante lokalplanbestemmelse opfylder kravet om klarhed og præcision, så den kan håndhæves som en bindende lokalplanbestemmelse, jf. Planlovens § 18.