Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til opdeling af ejendom i Høje-Taastrup Kommune

Ejeren af en ejendom i Reerslev by, Høje-Taastrup Kommune, klagede over kommunens afslag på dispensation til at opdele ejendommen i to boliger. Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 6.13 Reerslev landsby, vedtaget i 1989.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens formål er at bevare landsbymiljøet i Reerslev, herunder fastlægge bestemmelser for ny- og ombygninger, anvendelse af ejendomme og bevaringsbestemmelser for en række bygninger. Klagers ejendom er specifikt udpeget som særlig bevaringsværdig i lokalplanens § 7.

Lokalplanen fastsætter i § 3, stk. 6, at der kun må indrettes én bolig på den enkelte ejendom. Desuden fremgår det af § 4, stk. 1, at ejendomme inden for lokalplanens område ikke kan udstykkes yderligere.

Klagerens argumenter

Klager gjorde gældende, at ejendommen tidligere havde været opdelt i to boliger, og at den var det, da lokalplanen blev vedtaget i 1989. Det blev fremført, at den tidligere ejer i 2003 fik tilladelse til at sammenlægge de to boliger til én. Klager mente, at kommunens afgørelse i 2003 var en fejl, da ejendommen er bevaringsværdig, og at der i 2005 og 2009 var søgt om at tilbageføre huset til et dobbelthus, hvilket dog blev afslået i 2009.

Kommunens begrundelse for afslag

Høje-Taastrup Kommune begrundede afslaget af 1. august 2013 med, at en dispensation til opdeling i to boliger ville medføre en fortætning i landsbyen, hvilket er i strid med lokalplanens intentioner om at fastholde de eksisterende bebyggelsesforhold. Kommunen oplyste desuden, at efter tilladelsen i 2003 er anvendelsen som enfamiliehus den lovlige anvendelse. Kommunen præciserede også, at det ikke var den nuværende ejer, der søgte i 2005, men en advokat på vegne af potentielle købere, og at denne anmodning aldrig blev forelagt Plan- og Miljøudvalget.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven.

Nævnets vurdering af lokalplanens binding

Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planlovens § 18. Dette indebærer, at dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver kommunal dispensation.

Lokalplanens § 3, stk. 6, foreskriver, at der kun må indrettes én bolig pr. ejendom, og § 4, stk. 1, forbyder yderligere udstykning. En opdeling af ejendommen til to boliger ville derfor ikke være umiddelbart tilladt og ville kræve dispensation.

Kommunens skønsmæssige afgørelse

Nævnet bemærkede, at en kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. I denne sag havde Høje-Taastrup Kommune valgt ikke at dispensere fra lokalplanens bestemmelser om antal boliger og udstykning.

Natur- og Miljøklagenævnet understregede, at kommunens beslutning om at give eller ikke give dispensation er en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke har kompetence til at efterprøve.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Høje-Taastrup Kommunes afslag på dispensation til at opdele ejendommen i to boliger. Nævnets afgørelse er endelig.