Klage over lovliggørelse af fransk altan i strid med lokalplan

Sagen omhandler en klage indgivet af advokatfirmaet [virksomhed1] på vegne af husejerforeningen i Strandvejskvarteret over Københavns Kommunes afgørelse af 25. januar 2013. Afgørelsen vedrørte lovliggørelse af en fransk altan, der var isat i tagetagen på gårdsiden af ejendommen beliggende [adresse3].

Klagerens anbringender

Klager gjorde gældende, at kommunens tilladelse til etablering af altanen var i strid med lokalplanens formål og indhold. Det blev fremhævet, at altanen gennembrød tagfoden og gesimsen, hvilket markant forandrede bebyggelsens arkitektoniske helhedsvirkning. Klager argumenterede for, at lokalplanens § 6, stk. 2, 5. afsnit, skulle læses i sammenhæng med lokalplanens formål i § 1 samt § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og stk. 2, 1. afsnit, hvorved den isatte franske altan var ulovlig. Endvidere bestred klager kommunens fortolkning af lokalplanens § 6, stk. 2, 1. afsnit, som en force majeure-bestemmelse.

Lokalplan nr. 221

Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 221, "[adresse1]", bekendtgjort den 16. juni 1993. Lokalplanens formål er at opretholde området som boligområde og sikre bevaring af den eksisterende byggeforeningsbebyggelse med dens kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter. Det fremgår af lokalplanens:

• § 1 (Formål): At sikre bevaring af bebyggelsens arkitektoniske helhedsvirkning og bygningsdetaljer.
• § 5, stk. 1 (Bebyggelsens omfang og placering): Eksisterende byggeforeningshuse må ikke ændres uden Magistratens særlige tilladelse, jf. dog § 6.
• § 6, stk. 1 (Bebyggelsens ydre fremtræden): Ændringer skal være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter og kræver Magistratens tilladelse, medmindre ændringerne iagttager bestemmelserne i stk. 2-5.
• § 6, stk. 2 (Ydermure mod gade- og gårdside): Indeholder specifikke bestemmelser om bevaring af murværk, fagdelinger, vinduer og døre. Det fremgår også, at "Mod gårdsiden kan opsættes franske altaner - samt på huse opført med trappetårn opholdsaltaner i flugt med trappetårnene under forudsætning af, at bredden på de eksisterende murhuller og kviste bevares."

Sagsforløb og kommunens udtalelse

Ejendommens ejer havde isat den franske altan i tagetagen uden forudgående ansøgning. Københavns Kommune meddelte den 25. januar 2013 lovliggørelse af altanen med henvisning til lokalplanens § 6, stk. 2, idet kommunen skønnede, at ændringerne var udført som beskrevet i lokalplanen. Kommunen udtalte dog senere, den 26. september 2013, at de ville have meddelt afslag, hvis ansøgningen var indgivet før etableringen, med hjemmel i lokalplanens § 5, stk. 1 og § 6, stk. 1, da gennembrydning af gesimsen medfører skæmmende løsninger for afvanding. Kommunen var i tvivl om, hvorvidt der var hjemmel til at nægte altanen, da lokalplanens § 6, stk. 2, kunne fortolkes som en tilladelse, og følte sig derfor nødsaget til at godkende den. Kommunen anførte desuden, at § 6, stk. 2, var indført med henblik på reetablering efter force majeure-skader.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet bemærkede, at det er et retligt spørgsmål, hvorvidt opsætning af en fransk altan i tagetagen mod gårdsiden er umiddelbart tilladt i medfør af lokalplanens bestemmelser.

Lokalplanens bindende karakter og dispensationsmuligheder

Nævnet henviste til Planloven § 18, der fastslår, at lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne. Dispositioner, der er i overensstemmelse med lokalplanen, er umiddelbart tilladt, mens dispositioner, der ikke er i overensstemmelse, kræver dispensation. En lokalplanbestemmelse skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves. Nævnet henviste også til Planloven § 19, stk. 1 og Planloven § 19, stk. 2 vedrørende kommunens mulighed for at dispensere fra en lokalplan, forudsat at dispensationen ikke er i strid med planens principper.

Kommunens uklare vurdering

Nævnet konstaterede, at Københavns Kommunes udtalelser af 25. januar 2013 og 26. september 2013 fremstod uklare med hensyn til, hvorvidt kommunen mente, at altanen var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, eller om den krævede dispensation. Kommunen havde i sin afgørelse af 25. januar 2013 godkendt altanen med henvisning til lokalplanens § 6, stk. 2, men udtalte senere, at den ville have meddelt afslag, hvis ansøgningen var indgivet forud for etableringen.

Nævnets vejledning og afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet vejledte kommunen om, at hvis en disposition er umiddelbart tilladt i medfør af lokalplanens § 6, stk. 2, kræver den ikke dispensation, og kommunen skal i så fald ikke foretage en skønsmæssig vurdering. Hvis dispositionen derimod ikke er umiddelbart tilladt, skal kommunen vurdere, om den er i strid med lokalplanens principper, jf. Planloven § 19, og herefter overveje, om der skal meddeles dispensation.

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede Københavns Kommunes afgørelse af 25. januar 2013 og hjemviste sagen til fornyet behandling i Københavns Kommune.