Natur- og Miljøklagenævnets afvisning af klage over Frederiksberg Kommunes afslag på ændret anvendelse af lejlighed

En ejer af en lejlighed på Frederiksberg ansøgte kommunen om at ændre lejlighedens anvendelse fra erhverv til beboelse. Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 26 fra april 1981, som fastlægger anvendelsen til boligformål og ikke indeholder bestemmelser om parkerings- eller opholdsarealer. Kommuneplan 2010 indeholder dog generelle rammebestemmelser for disse forhold.

Kommunens afslag og klagevejledning

Frederiksberg Kommune meddelte afslag på ansøgningen den 10. juni 2013. Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte ikke opfyldte kravene i bygningsreglementets kapitel 2.4.1 om parkeringsarealer og kapitel 2.4.2 om opholdsarealer. Kommunen oplyste, at lokalplanen ikke indeholdt bestemmelser herom, men henviste til kommuneplanens generelle rammebestemmelser.

Kommunen vejledte fejlagtigt om klageadgang til både Statsforvaltningen (vedrørende byggeloven) og Natur- og Miljøklagenævnet (vedrørende planloven).

Klageforløb

Ejendommens ejer klagede den 27. juni 2013 til Natur- og Miljøklagenævnet via Frederiksberg Kommune. Samtidig blev en enslydende klage sendt til Statsforvaltningen. Statsforvaltningen afviste dog klagen den 9. juli 2013 med henvisning til kommunens klagevejledning om, at sagen kunne indbringes for Natur- og Miljøklagenævnet. Klager anførte, at lejligheden ifølge Lokalplan nr. 26 kunne anvendes til boligformål, og at kommunen burde meddele dispensation fra krav om friarealer og acceptere den eksisterende parkeringsplads.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) afviste at realitetsbehandle klagen, da kommunens afgørelse ikke var truffet efter planloven, men derimod efter byggelovgivningen (bygningsreglementet). NMK's kompetence er begrænset til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser truffet efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4.

Vurdering af lokalplan og kommuneplan

NMK bemærkede, at Lokalplan nr. 26 fastlægger lejlighedens anvendelse til boligformål og ikke indeholder bestemmelser om parkerings- eller opholdsarealer. Dette betyder, at den ansøgte anvendelse er umiddelbart tilladt efter lokalplanen og dermed efter planloven, jf. Planloven § 18. En sådan disposition kræver derfor ikke dispensation fra lokalplanen.

I modsætning til lokalplaner er bestemmelser i en kommuneplan ikke umiddelbart bindende over for borgere, men skal primært danne grundlag for lokalplanlægningen, som ikke må stride mod kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1.

Kommunens hjemmel og afvisning af klage

Kommunen har mulighed for at modsætte sig forhold i strid med kommuneplanen under visse betingelser, jf. Planloven § 12. Dog kan kommunen ikke nedlægge forbud efter Planloven § 12, stk. 3, når et område er omfattet af en lokalplan, hvilket var tilfældet her med Lokalplan nr. 26. Kommunen havde da heller ikke anvendt denne bestemmelse som hjemmel for sit afslag, men alene henvist til bygningsreglementet.

På baggrund heraf konkluderede Natur- og Miljøklagenævnet, at Frederiksberg Kommune ikke havde truffet en afgørelse efter planloven. Klagen blev derfor afvist fra realitetsbehandling. Natur- og Miljøklagenævnet sendte kopi af afgørelsen til rette klagemyndighed (Statsforvaltningen). Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.