Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om ugyldig lokalplanbestemmelse vedrørende krav om fjernelse af bygninger ved driftsophør

En virksomhedsindehaver klagede til Natur- og Miljøklagenævnet over en bestemmelse i Herning Kommunes Lokalplan nr. 09.BL18.1, specifikt lokalplanens § 2.3. Klagen blev indgivet den 24. april 2013, efter at lokalplanen var endeligt vedtaget den 29. januar 2013 og offentligt bekendtgjort den 20. marts 2013. Klageren blev individuelt underrettet den 26. marts 2013 med en klagefrist, der af kommunen var formuleret misvisende. Natur- og Miljøklagenævnet vurderede derfor klagen som rettidigt indgivet, da kommunen havde bibragt klageren en fejlagtig opfattelse af klagefristens udløb.

Lokalplanens indhold og formål

Lokalplanen var udarbejdet for at muliggøre en udvidelse af den eksisterende virksomhed, Virksomhed1 A/S, på et landzoneareal på ca. 38.000 m². Lokalplanen fastsatte anvendelsen til erhvervsformål (§ 3) og indeholdt bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering (§ 7). Det blev også fastsat, at lokalplanområdet skulle forblive i landzone (§ 2.2).

Den omstridte bestemmelse

Den centrale bestemmelse, § 2.3, fastsatte, at lokalplanen erstattede nødvendige landzonetilladelser i henhold til Planloven § 35, stk. 1, på betingelse af, at følgende blev tinglyst på ejendommen:

• "Ophører brugen af virksomheden med tilhørende bygninger, skal de fjernes af ejeren inden ét år efter driften er opført. Arealerne skal af ejerne retableres til landbrugsmæssig drift. Dette skal ske uden udgift for det offentlige."

Klagerens og kommunens synspunkter

Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at stille et generelt krav om fjernelse af bygninger, især ikke for bygninger etableret før lokalplanen. Klageren mente, at et sådant krav kun kunne stilles for præcist angivne, nye bygninger og anlæg. Desuden argumenterede klageren for, at kravet omhandlede en bestemt ejerkreds, hvilket en lokalplan ikke kan regulere.

Kommunen svarede, at en lokalplan kun har retsvirkning for fremtidige dispositioner, og at den eksisterende virksomhed derfor som udgangspunkt kunne fortsætte. Kommunen mente også, at et salg af virksomheden ikke var en planmæssigt relevant disposition, og at et ejerskifte ville være uden betydning for virksomhedens fortsatte anvendelse.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter planloven. Det retlige spørgsmål i denne sag var, om Herning Kommune havde hjemmel til at fastsætte bestemmelsen i lokalplanens § 2.3 om lokalplanens bonusvirkning.

Hjemmel for bonusbestemmelser

Nævnet bemærkede, at Planloven § 15, stk. 4 giver mulighed for, at en lokalplan i landzone kan erstatte landzonetilladelser efter Planloven § 35, stk. 1, som er nødvendige for planens virkeliggørelse. Der kan knyttes betingelser til sådanne bonusbestemmelser. Ifølge lovens motiver kan betingelserne dog kun fastsættes i samme omfang, som de ville kunne fastsættes i forbindelse med en landzonetilladelse.

Nævnets vurdering af den omstridte bestemmelse

Natur- og Miljøklagenævnet vurderede, at den betingelse, Herning Kommune havde fastsat i lokalplanens § 2.3 – at alle bygninger skulle fjernes, hvis virksomhedens brug ophørte – ikke ville kunne stilles i forbindelse med en landzonetilladelse til en udvidelse af en eksisterende virksomhed. En landzonetilladelse ville kun kunne stille krav om fjernelse af den nye bebyggelse, der var omfattet af tilladelsen. Nævnet noterede, at Herning Kommune i sin udtalelse om klagen syntes at være af samme opfattelse.

Afgørelse

Da Herning Kommune ikke havde hjemmel i planloven til at fastsætte betingelsen i lokalplanens § 2.3, og da denne betingelse måtte antages at have været afgørende for kommunens beslutning om at fastsætte en bonusbestemmelse, ophævede Natur- og Miljøklagenævnet bestemmelsen i § 2.3 i sin helhed som værende ugyldig.

Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.