Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om lovliggørelse af detailhandel med cykler

Sagen omhandler en klage fra ejeren af ejendommen [adresse1] over Helsingør Kommunes påbud af 17. december 2012 om lovliggørelse af detailhandel med cykler på ejendommen. Klagen blev indgivet den 10. januar 2013 til Natur- og Miljøklagenævnet, som behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4.

Klagers argumenter

Klager gjorde gældende, at:

• Bygningen siden 1970 lovligt har været anvendt til forskellige former for detailhandel, herunder salg af automobiler, cykler, knallerter og reservedele til private.
• Vedtagne lokalplaner ikke kan ændre den lovlige brug, og derfor er den nuværende brug ikke ulovlig.
• Kommunen ikke har dokumenteret det påståede ulovlige forhold.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 1.73 for "Erhvervsområde ved [adresse2], [adresse3], [adresse4]", vedtaget den 17. juni 2002. Lokalplanens § 3, stk. 4, fastsætter, at enhed 4 og 5 må anvendes til produktions- og værkstedsvirksomhed, herunder lager, service showroom og forretningsvirksomhed. Detailsalg må kun ske af virksomhedens egne produkter og naturligt tilbehør hertil og skal have et begrænset omfang (maks. 10 % af bygningsarealet og maks. 50 m2). Der må ikke etableres detailhandel (salg til private), dog med undtagelse af detailsalg af biler, motorcykler, campingvogne, både og udstyr hertil, tømmer og større bygningsmaterialer.

Sagsforløb og kommunens ageren

Ejendommen har historisk set haft byggetilladelser til autohus (1970), lastvognsværksted (1977), sprøjtemalingsanlæg (1988) og udvidelse af vognlagersektion (1990). I 2000 opretholdt det daværende Naturklagenævn kommunens afslag på dispensation til etablering af køkkenbutik og møbelforretning, idet det stred mod byplanvedtægtens anvendelsesbestemmelser.

I 2010 meddelte Helsingør Kommune dispensation til etablering af værksted, centrallager, showroom og detailhandel for en "Punkt 1"-virksomhed, begrundet i en tidligere tilladelse til tæppehandel i samme ejendom.

Den aktuelle sag startede i maj 2011, da en omboende henvendte sig til kommunen om detailsalg af cykler. Kommunen anmodede i august 2011 klager om bemærkninger og meddelte i juni 2012, at indretning og anvendelse til detailhandel med cykler var i strid med lokalplanens § 3, stk. 4. Klager fik frist til at søge administrativ lovliggørelse. Da ingen ansøgning blev modtaget, udstedte kommunen påbud om fysisk lovliggørelse den 17. december 2012.

Klagers yderligere anførsler og historisk brug

Klager anførte, at kommunen havde udvist passivitet, idet der forløb over et år fra kommunens kendskab til forholdet (maj 2011) til udstedelse af påbuddet (december 2012). Klager henviste til en tidligere nævnsafgørelse om myndighedspassivitet og fastholdt, at kommunen havde bevisbyrden for det ulovlige forhold. Klager fremlagde en erklæring fra en tidligere ansat, der bekræftede, at der siden ca. 1973 har været solgt cykler og reservedele til private fra ejendommen, og at det var sædvanligt for bilforhandlere at handle med cykler og knallerter. Klager mente, at den langvarige brug betød, at kommunen ikke længere kunne forbyde den fortsatte lovlige brug.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål om, hvorvidt kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Nævnet bemærkede, at kommunalbestyrelsen har pligt til at påse overholdelsen af planloven og lokalplaner, jf. Planloven § 51, stk. 1, og skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre de har underordnet betydning, jf. Planloven § 51, stk. 5. Pligten til at berigtige et ulovligt forhold påhviler ejeren eller brugeren, jf. Planloven § 63, stk. 1.

Vurdering af passivitet

Selvom planloven ikke fastsætter frister for lovliggørelsessager, kan retten til at kræve lovliggørelse fortabes på grund af passivitet. Ved vurderingen lægges vægt på den forløbne tid, om ejeren har haft grund til at tro, at kommunens tavshed var en accept, og om det er kommunens ansvar, at kravet ikke blev rejst tidligere.

Nævnet konstaterede, at kommunen blev bekendt med detailhandlen med cykler i maj 2011, rettede henvendelse i august 2011 og meddelte, at forholdet var i strid med lokalplanen i juni 2012. Den periode på ca. 10 måneder mellem den første henvendelse og kommunens afgørelse blev af Natur- og Miljøklagenævnet anset for at være udtryk for en sådan passivitet, at kommunen havde fortabt retten til at kræve ophør med detailsalg af cykler.

Afgørelse

På baggrund af kommunens passivitet fandt nævnet ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt detailsalg med cykler på ejendommen var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Natur- og Miljøklagenævnet ophævede herefter Helsingør Kommunes påbud af 17. december 2012. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.