Stadfæstelse af afslag på dispensation vedrørende beplantning i sommerhusområde

Sagen omhandler en klage over Hjørring Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation og et varsel om påbud vedrørende beplantning på en sommerhusejendom. Klagen blev indgivet den 14. november 2012.

Klager gjorde gældende, at beplantningen ikke var artsfremmed, ikke havde karakter af hegning, og ikke var placeret i skel, og dermed ikke stred mod lokalplanens § 8, stk. 2. Desuden anførte klager, at kommunen havde sagsbehandlet i strid med lighedsgrundsætningen, da lignende beplantning fandtes på andre ejendomme i området. Klager mente også, at beplantningen var etableret af den tidligere ejer før den endelige vedtagelse af lokalplan nr. 714.1 i 2004, og at der var indtrådt forældelse eller retsfortabende passivitet, da kommunen havde kendt til beplantningen i ca. 8,5 år. Endelig fremhævede klager, at beplantningen var nødvendig for at undgå betydelige indbliksgener fra en naboejendom.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 714.1 Sommerhusområdet ved Vesterklit, vedtaget i 2004. Lokalplanens formål er at sikre områdets anvendelse til sommerhusformål, bevare landskabelige kvaliteter og sikre, at ny bebyggelse tilpasser sig naturområdet. Lokalplanens § 8, stk. 2, fastsætter, at sommerhusparceller ikke må beplantes med artsfremmed vegetation, at beplantning kun må etableres i umiddelbar tilknytning til bebyggelsen (højst 6 meter herfra), og at beplantningen ikke må få karakter af hegning.

Kommunen modtog en henvendelse i sensommeren 2011 om terrænregulering og beplantning på ejendommen. Kommunen vurderede, at beplantningen ikke var artsfremmed, men at den overskred 6-metersgrænsen fra bebyggelsen og havde karakter af hegning. Kommunen varslede påbud om at fjerne beplantningen eller søge dispensation. Klager ansøgte om dispensation, men kommunen meddelte afslag den 22. oktober 2012. Afslaget blev begrundet med, at beplantningen ikke passede ind i klitlandskabet, og at lokalplanens hensigt var at sikre det åbne klitlandskab. Kommunen havde ikke tidligere meddelt dispensationer af denne art.

I supplerende oplysninger af 27. februar 2013 oplyste kommunen, at beplantningen ifølge luftfotos var etableret mellem 2006 og 2008, altså efter lokalplanens vedtagelse i november 2004. Kommunen havde ikke haft kendskab til beplantningen før maj 2012 og havde ikke ført regelmæssigt tilsyn. Kommunen anerkendte, at der fandtes anden beplantning i området, men vurderede, at disse enten var etableret før lokalplanen eller var opstået naturligt. Kommunen oplyste, at den ville behandle konkrete henvendelser om ulovlig beplantning.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, herunder spørgsmål om hjemmel til afslag på dispensation, myndighedspassivitet og lighedsgrundsætningen.

Etableringstidspunkt og Lokalplanens Håndhævelse

Nævnet tilsluttede sig kommunens vurdering baseret på luftfotos, at beplantningen var etableret mellem 2006 og 2008, og dermed efter lokalplanens vedtagelse i 2004. Beplantningen kunne derfor ikke betragtes som eksisterende lovlig beplantning. Nævnet bemærkede, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planlovens § 18, hvilket betyder, at afvigelser kræver dispensation.

Fortolkning af Lokalplanens § 8, stk. 2

Nævnet vurderede, at bestemmelsen i lokalplanens § 8, stk. 2, om, at beplantning ikke må være artsfremmed, ikke var tilstrækkelig klar og præcis, da den ikke specificerede, hvilke plantearter der var omfattet. Denne del af bestemmelsen kunne derfor ikke håndhæves. Det var dog fortsat gældende, at beplantning ikke måtte etableres mere end 6 meter fra bebyggelsen og ikke måtte have karakter af hegning.

Dispensation og Lighedsgrundsætningen

Kommunen kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke strider mod planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Nævnet fastslog, at kommunens afslag på dispensation var en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kunne efterprøve, men den skulle være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.

Nævnet fandt ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Kommunen havde oplyst, at der ikke tidligere var meddelt dispensationer fra lokalplanens § 8, stk. 2, og at andre beplantninger i området enten var fra før lokalplanens vedtagelse eller var opstået naturligt. Kommunen havde desuden tilkendegivet, at den ville følge op på konkrete henvendelser om ulovlig beplantning.

Myndighedspassivitet og Indrettelseshensyn

Nævnet behandlede spørgsmålet om myndighedspassivitet. Efter Planlovens § 51, stk. 1 og Planlovens § 51, stk. 5 påser kommunalbestyrelsen overholdelsen af planloven og skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre de er af underordnet betydning. Tilsynspligten indtræder, når kommunen får kendskab til et muligt ulovligt forhold. Nævnet konstaterede, at kommunen blev bekendt med forholdet den 26. maj 2012 og herefter handlede rettidigt frem mod afgørelsen den 22. oktober 2012. Der var derfor ikke indtrådt myndighedspassivitet.

For så vidt angår indrettelseshensyn, bemærkede nævnet, at der typisk skal gå 18-20 år, før kommunens mulighed for at kræve lovliggørelse begrænses. Nævnet fandt ikke, at der var indtrådt en sådan begrænsning i denne sag.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hjørring Kommunes afgørelse af 22. oktober 2012 om afslag på dispensation fra § 8, stk. 2 i lokalplan nr. 714.1 Sommerhusområdet ved Vesterklit. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 17 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1.