Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til helårsbeboelse

Ikast-Brande Kommune afslog den 13. oktober 2017 en ansøgning om landzonetilladelse til at ændre et sommerhus på adressen [adresse1], [matrikel1] Skærlund By, Brande, til helårsbeboelse. Ejendommen, der ligger i landzone og er registreret som sommerhus, er desuden udpeget som et særligt værdifuldt landbrugsområde og delvist omfattet af skovbyggelinjen. Ejeren klagede over afgørelsen til Planklagenævnet den 13. november 2017, med henvisning til, at ejendommen tidligere havde status som helårsbolig.

Kommunens afgørelse og klagen

Kommunen traf afgørelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1 og meddelte, at klageren ikke måtte have folkeregisteradresse på ejendommen, da den var registreret som sommerhus i landzone, og dermed ikke omfattet af planlovens regler for pensionisters helårsbeboelse i sommerhuse. Klageren blev påbudt at fraflytte adressen senest den 1. december 2017. Kommunens afgørelse indeholdt ikke en detaljeret begrundelse for de hensyn, der var lagt vægt på, eller en henvisning til det fulde retsgrundlag udover den nævnte paragraf.

Klageren anførte i sin klage, at ejendommen har tilhørt familien siden 1961 og klageren siden 1991, og at den på et ukendt tidspunkt har ændret status fra helårsbolig til sommerhus/fritidshus. Klageren argumenterede for, at der burde meddeles tilladelse til helårsbeboelse, principalt i henhold til Planloven § 35, subsidiært i henhold til Planloven § 37, stk. 1, da en ændret anvendelse ikke ville stride mod planlovens formål.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt sin afgørelse og oplyste, at der ikke var fundet dokumentation for, at sommerhuset tidligere havde været en helårsbolig. Kommunen henviste desuden til Vejledning om planloven fra 2002 vedrørende krav til skovareal for ret til helårsbolig på en ejendom med skov.

Planklagenævnet vurderede sagen og fandt, at Ikast-Brande Kommunes afgørelse var behæftet med væsentlige retlige mangler, primært grundet manglende begrundelse.

Planklagenævnets kompetence og vurdering

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 og andre retlige spørgsmål i forbindelse med planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet opfattede kommunens afgørelse som et afslag på landzonetilladelse, en vurdering af at forholdet ikke var omfattet af Planloven § 36, stk. 1, nr. 18, samt et påbud om fysisk lovliggørelse (fraflytning).

Mangelfuld begrundelse

Nævnet fremhævede, at en skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, der henviser til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 22, Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Kommunen havde ikke angivet de hensyn, der lå til grund for vurderingen af, om ansøgeren havde en umiddelbar ret til helårsbeboelse efter Planloven § 36, stk. 1, nr. 18, ligesom der manglede en begrundelse for afslaget på landzonetilladelse og påbuddet om fraflytning. Disse mangler blev anset for væsentlige retlige mangler, der medførte afgørelsens ugyldighed.

Afgørelse og bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet ophævede Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 13. oktober 2017 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet bemærkede, at kommunen i den nye behandling skal:

• Vurdere, om klageren har en umiddelbar ret til at benytte sommerhuset til helårsbeboelse i henhold til Planloven § 36, stk. 1, nr. 18 og Planloven § 36, stk. 8-11.
• Hvis ikke, vurdere om der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte efter Planloven § 35, stk. 1.
• Varsle et eventuelt påbud om ophør af helårsbeboelse, inden det gives.
• Sikre, at afgørelsen udtrykkeligt angiver de vurderede forhold og overholder kravene til begrundelse i henhold til forvaltningsloven.