Afslag på genoptagelse af sag om landzonetilladelse til indretning af udhus som anneks

Planklagenævnet modtog en anmodning om genoptagelse af en tidligere afgørelse fra 28. april 2017. Den oprindelige afgørelse ændrede Norddjurs Kommunes lovliggørende landzonetilladelse til at indrette et udhus/voliere på cirka 57 m2 til anneks på en ejendom i Norddjurs Kommune til et afslag. Nævnet traf afgørelsen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1 (landzone).

Planklagenævnets oprindelige vurdering

Planklagenævnet vurderede i sin afgørelse af 28. april 2017, at en tilladelse til det ansøgte ville være i strid med planlovens formål om at undgå spredt og uplanlagt boligbebyggelse i det åbne land. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om indretning til boligformål i en selvstændig bygning, og at det ikke var sandsynliggjort, at bygningen ikke ville fremstå som en selvstændig boligenhed. Bygningens placering lavere i terræn end enfamiliehuset blev anset for at betyde, at der var tale om et udhus uden tilknytning til ejendommens primære bebyggelse. Ejendommen ligger i et område med væsentlige landskabelige interesser, hvilket også af hensyn til præcedensvirkning blev tillagt vægt.

Anmodning om genoptagelse

Ejendommens ejer anmodede den 12. juni 2017 om genoptagelse af sagen. Anmodningen var primært begrundet i nævnets fortolkning af lovgivningen og påstanden om, at afgørelsen var truffet på grundlag af urigtige oplysninger. Ansøger anførte blandt andet:

• Bygningens faktiske størrelse er 47 m2, ikke 57 m2, og der har aldrig været overdækket terrasse.
• Norddjurs Kommune havde foretaget en grundig vurdering og givet lovliggørende landzonetilladelse.
• Anholt er et vanskeligt stillet landdistrikt, hvor der kan lægges særlig vægt på udvikling, jf. Planlovens § 35, stk. 1, andet afsnit (landdistriktsbestemmelsen).
• Der er ikke køkken i bygningen, og det er et vilkår for kommunens tilladelse, at der ikke må etableres fast køkken.
• Bygningen blev anvendt til udhus/voliere i perioden 2006-2014 og bruges nu til overnatning af ansøgers familie, ikke udlejning.
• Ejendommens samlede boligareal er 256 m2, hvilket er inden for administrativ praksis på op til 300 m2.
• Planklagenævnet har anlagt en for streng fortolkning af praksis ved at tillægge terrænforskelle afgørende betydning. Bygningen ligger 18,5 m fra hovedbygningen, er tegnet af samme arkitekt og udført i samme materialer, hvilket skaber æstetisk sammenhæng og tilknytning.
• Ejendommen ligger i et område med helårsbeboelse, ikke i det åbne land med spredt bebyggelse.
• Naboer anvender skurvogne og campingvogne til sommerbeboelse.
• Planklagenævnet har ikke nævnt Østre Landsrets dom af 30. juni 2005.
• Klager er ikke part i forvaltningslovens forstand.

Klagers bemærkninger

Klager bemærkede, at nævnets afgørelse måtte indbringes for domstolene, hvis den ønskedes anket eller genoptaget. Klager anførte desuden, at der næppe var hjemmel til genoptagelse på det anførte grundlag, og at det var ejendommens belastning med endnu en bolig, der var tillagt betydning i nævnets afgørelse, ikke uvæsentlige kvadratmeter. Klager anførte også, at sagen havde verseret i årevis, og at der måtte tages hensyn til klager.

Planklagenævnet afviste at genoptage sagen.

Kriterier for genoptagelse

Planklagenævnet har pligt til at vurdere en anmodning om genoptagelse, hvis den indeholder nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for et andet resultat. Genoptagelse kan også ske ved væsentlige sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold, f.eks. hvis domstolene har underkendt nævnets fortolkning eller praksis.

Nævnets vurdering af anmodningen

Nævnet vurderede, at ansøgerens anmodning ikke indeholdt nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at det ville have ændret udfaldet af den oprindelige afgørelse. Ligeledes fandt nævnet, at der ikke forelå væsentlige ændringer i det retlige grundlag eller sagsbehandlingsfejl, der kunne begrunde en genoptagelse.

Specifikke bemærkninger

• Landdistriktsbestemmelsen: Nævnet bemærkede, at landdistriktsbestemmelsen ikke fandt anvendelse i denne sag, da kommunen ikke havde inddraget den i sin oprindelige vurdering. Det blev også nævnt, at bestemmelsen i Planlovens § 35, stk. 1, andet afsnit, blev ophævet den 15. juni 2017.
• Klagers partsstatus: Nævnet oplyste, at der ikke nødvendigvis er sammenfald mellem partsstatus efter forvaltningsretten og klageberettigelse efter planloven. At klager ifølge Østre Landsret ikke var part efter forvaltningsloven, betød således ikke, at klager ikke kunne være klageberettiget efter planloven.
• Tilsyn med camping- og skurvogne: Vedrørende ansøgerens anførelse om naboernes camping- og skurvogne bemærkede Planklagenævnet, at Norddjurs Kommune er tilsynsmyndighed, jf. Planlovens § 51.

Konklusion

På baggrund heraf afviste Planklagenævnet at genoptage sagen. Den oprindelige afgørelse af 28. april 2017, der ændrede Norddjurs Kommunes tilladelse til et afslag, står således ved magt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.