Klage over Lejre Kommunes afgørelse om, at læsider på hestefold ikke kræver landzonetilladelse

Lejre Kommune traf den 27. februar 2017 afgørelse om, at opsætning af læsider på en hestefold på ejendommen [adresse1] ikke krævede landzonetilladelse. Denne afgørelse blev påklaget til Planklagenævnet af en nabo. Ejendommen ligger i landzone.

Ansøgning og kommunens oprindelige vurdering

Ejeren ansøgte den 27. januar 2017 om landzonetilladelse til et læskur på 9 x 4,5 m (40,5 m²) med en højde på 2,5 m, placeret ca. 105 m fra beboelsesbygningerne. Ansøgningen oplyste, at to læsider allerede var opsat, og at ansøgningen vedrørte færdiggørelse med yderligere sider og tag. De opsatte sider var 4,5 m og 6 m lange, og materialerne var træstolper og brugte pandeplader.

Lejre Kommune meddelte den 27. februar 2017, at de allerede opsatte læsider ikke krævede landzonetilladelse, da de ikke blev betragtet som bebyggelse. Kommunen oplyste dog, at yderligere sider og/eller tag ville ændre konstruktionens karakter til bebyggelse og dermed kræve landzone- og byggetilladelse. Kommunen gav efterfølgende afslag på at færdiggøre læskuret den 2. marts 2017.

Klagerens anbringender

En nabo klagede den 3. maj 2017 over kommunens afgørelse. Klageren gjorde gældende, at læsiderne krævede landzonetilladelse, da der var opført tre sider, hvilket udgjorde en bygningslignende fast konstruktion. Klageren anførte, at konstruktionen fremstod som en skæmmende, halvfærdig bygning af halvrustne pandeplader på gamle telefonstolper, placeret på bakkekammens højeste del. Klageren udtrykte også bekymring for en fortsat udflytning af driftsfunktioner til ejendommens vestlige del.

Kommunens fastholdelse af afgørelse

Lejre Kommune fastholdt sin vurdering af, at de opsatte læsider ikke kunne betragtes som bebyggelse i henhold til landzonereglerne. Kommunen anførte, at der udelukkende var opført tre læskærme uden tag, og at læskærme af tilsvarende dimensioner generelt ikke betragtes som bebyggelse.

Planklagenævnet ophæver Lejre Kommunes afgørelse af 27. februar 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens oprindelige afgørelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets vurdering af læsiderne

Planklagenævnet lagde til grund, at der var opført et tresidet læhegn med en højde på 2,5 meter og sider på henholdsvis 6 og 4,5 meter. Nævnet vurderede, at de opsatte læsider i relation til landzonereglerne skal betragtes som bebyggelse og derfor kræver landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1.

Nævnet begrundede sin vurdering med, at læsiderne udgør en fast, blivende konstruktion under hensyn til de anvendte materialer og omfang. Desuden blev størrelsen og proportionerne af konstruktionen tillagt vægt. Planklagenævnet fandt, at det ikke havde betydning, at der ikke var lagt tag på konstruktionen.

Afgørelse og hjemvisning

Planklagenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, om der kan gives landzonetilladelse til de opførte læsider, men har udelukkende fastslået, at der kræves en tilladelse.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.