Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til opførelse af halmlade

Norddjurs Kommune gav den 22. marts 2017 landzonetilladelse til opførelse af en åben halmlade på en landbrugsejendom. En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet, primært med henvisning til bygningens placering nær klagerens skov og inden for skovbyggelinjen.

Ejendommens og områdets karakteristika

Ejendommen, beliggende i landzone, er en landbrugsejendom med et samlet areal på ca. 124,3 ha. Den ligger i et område udpeget som bevaringsværdigt landskab (Georgsminde Issø) og særligt værdifuldt landbrugsjord i kommuneplan 2017 for Norddjurs Kommune. Den vestlige del af ejendommen ligger inden for skovbyggelinjen, men den ansøgte halmlade er placeret udenfor.

Ansøgningens indhold

Ansøgningen omhandlede opførelse af en 990 m² stor, 10 m høj halmlade til opbevaring af halm på en bygningsløs matrikel. Laden skulle erstatte to udbrændte halmlader på en anden ejendom. Ansøgeren oplyste, at laden var til eget brug i en planteavlslandbrugsdrift, der omfatter ca. 365 ha landbrugsjord, hvoraf 307 ha drives med afgrøder, der producerer halm. Den ansøgte lade ville sammen med en eksisterende lade rumme den samlede egenproduktion af halm.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Kommunen meddelte landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at opførelsen ikke ville stride mod landskabelige hensyn, og at et eksisterende plantebælte ville skærme laden. Kommunen fandt desuden, at placeringen var den bedste i forhold til beredskabsfaglige afstandskrav til naboskel, vejmidte og beboelser, og at forbuddet mod bebyggelse inden for skovbyggelinjen ikke gjaldt, når der var givet landzonetilladelse.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen havde anvendt et forældet kort, og at bygningen lå inden for skovbyggelinjen. Klageren fremhævede også, at halmladen opføres i et særligt bevaringsværdigt landskab og udgør en brandfare tæt på klagerens skov og et område beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.

Planklagenævnet ophævede Norddjurs Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var ugyldig på grund af en væsentlig retlig mangel.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1. Nævnet bemærkede, at det ikke har kompetence til at behandle afgørelser efter naturbeskyttelsesloven, herunder spørgsmål om skovbyggelinjen.

Erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger

Efter Planlovens § 36, stk. 1 kræver byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af den pågældende landbrugsejendom, ikke landzonetilladelse. Dog kræves tilladelse for beliggenhed og udformning af bygninger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. Planlovens § 36, stk. 2. Praksis tilsiger, at bebyggelse på en landbrugsejendom så vidt muligt skal holdes samlet, og fritliggende placering kræver særlig begrundelse, især med hensyn til landskabelige forhold og alternative placeringsmuligheder. Tilforpagtede jorder kan indgå i vurderingen af erhvervsmæssig nødvendighed, hvis der er tale om traditionelle langvarige forpagtningsforhold (typisk over 3-5 år).

Nævnets vurdering og afgørelse

Planklagenævnet konstaterede, at kommunen ikke i sin afgørelse havde vurderet, om den ansøgte halmlade var erhvervsmæssigt nødvendig for driften af den pågældende landbrugsejendom, som defineret i Planlovens § 36, stk. 1 før lovændringen den 15. juni 2017. Nævnet understregede, at ejendomsbegrebet i denne sammenhæng skal forstås som den matrikulært afgrænsede ejendom. Kommunen havde blot henvist til ansøgerens oplysninger om, at halmladen var til brug for den samlede landbrugsdrift, uden at foretage en konkret vurdering af opbevaringskapaciteten i forhold til driften på den specifikke ejendom. Denne manglende vurdering udgjorde en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig.

Planklagenævnet ophævede derfor Norddjurs Kommunes afgørelse af 22. marts 2017 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet bemærkede, at den nye behandling skal ske i overensstemmelse med den ændrede formulering af Planlovens § 36, stk. 1, der nu også omfatter erhvervsmæssig nødvendighed for en landbrugsbedrift. Kommunen skal desuden afklare eventuel tvivl om skovbyggelinjen, da hensynet til skoven og dens økologiske funktioner skal indgå i vurderingen, hvis bygningen placeres inden for denne.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.