Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til skur i Ikast-Brande Kommune

Ikast-Brande Kommune afslog den 12. maj 2016 en ansøgning om landzonetilladelse til et skur på 23 m2 på en ejendom. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet den 6. juni 2016, og sagen blev overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017. Klager anførte, at skuret anvendes til en gammel traktor og redskaber, som ellers ville stå i det fri.

Ejendommens karakteristika og områdebeskyttelse

Ejendommen er et ubebygget landbrugslod på ca. 3,9 ha uden landbrugspligt, beliggende i landzone. Området er et hedeområde, der er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven § 3. Desuden er området udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde, skovrejsningsområde, et område med økologiske forbindelser, bevaringsværdigt landskab og ligger inden for skovbyggelinjen. Der er ingen registrerede bygninger på ejendommen. Luftfotos viser, at en mindre bygning blev opført mellem 1995 og 1999, og kommunen har oplyst, at det nuværende skur blev opført i 2012 eller 2013. Skuret er placeret på den nordligste del af ejendommen, uden tilknytning til eksisterende bygningsmasse og ca. 420 m syd for nærmeste bebyggelse.

Ansøgningens indhold

Klager ansøgte den 7. januar 2016 om lovliggørende landzonetilladelse til skuret/garagen, der måler 3,5 x 6,5 m (i alt 23 m2). Tre sider er beklædt med sortmalet træ, mens den fjerde side er åben, og taget består af metalplader. Klager oplyste, at man var af den opfattelse, at der ikke skulle søges om tilladelse til skuret, som anvendes til en traktor, redskaber og brænde i forbindelse med produktion af brænde fra stormfældede træer.

Kommunens oprindelige afgørelse

Ikast-Brande Kommune meddelte den 12. maj 2016 afslag på den lovliggørende landzonetilladelse. Kommunen begrundede afslaget med, at skuret ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 3, da ejendommen ikke er en skovbrugsejendom. Kommunen vurderede, at en lovliggørende landzonetilladelse på den ansøgte placering ville fravige sædvanlig retspraksis og kræve en særlig begrundelse, som ikke var til stede i sagen. Kommunen bemærkede desuden, at en lovliggørelse af skuret ville kræve en dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Planklagenævnet stadfæstede Ikast-Brande Kommunes afgørelse af den 12. maj 2016 om afslag på landzonetilladelse. Nævnet har kompetence til at behandle sager om landzonetilladelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1.

Generelle principper for landzonebestemmelser

Landzonebestemmelserne i Planloven § 35, stk. 1, fastslår, at der ikke uden kommunal tilladelse må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ændres anvendelse af eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer i landzone. Hovedformålet er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker i planlagte områder. Administrationen af reglerne tager hensyn til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige forhold samt andre samfundsmæssige interesser. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, medmindre det er nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug eller fiskeri.

Vurdering af undtagelsesbestemmelser

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 3, ikke finder anvendelse. Dette skyldes, at skuret ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som skovbrug, da der ikke drives skovbrug på ejendommen. Nævnet vurderede desuden, at skuret ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 8, da det ikke er opført i tilknytning til et enfamiliehus eller sommerhus. Skuret kræver derfor en landzonetilladelse.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Ikast-Brande Kommunes afslag på lovliggørende landzonetilladelse. Nævnet lagde vægt på, at der ikke drives skovbrug på ejendommen, og at skuret er opført på et bygningsløst landbrugslod i et område med særlige landskabelige og naturmæssige interesser. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende landzonetilladelse i strid med planlovens formål om at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.