Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til bolig på [adresse1]

Sagen omhandler Furesø Kommunes lovliggørende landzonetilladelse af 16. juni 2015 til at bibeholde bygning 3 og anvende den til bolig på ejendommen "[ejendom1]", beliggende på [adresse1]. Ejendommen er en landbrugsejendom på 17,7 ha i landzone, nær byzone, og er udpeget som naturområde i kommuneplanen samt omfattet af fredningen af Stavnsholtkilen.

Baggrund og Forhistorie

I 1996 gav Frederiksborg Amt landzonetilladelse til opførelse af et nyt stuehus (bygning 1) på betingelse af, at bygning 2 og 3 skulle nedrives. Disse vilkår blev tinglyst. Trods dette blev bygning 3 ikke nedrevet, men ombygget. I 2012 gav Furesø Kommune lovliggørende landzonetilladelse til at anvende bygning 2 til bolig, men afslog at bibeholde bygning 3 til bolig og bygning 4 til bolig/kontor.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede den 12. juli 2013 kommunens afslag vedrørende bygning 3, idet nævnet fandt, at bygningen var ulovligt beliggende og skulle fjernes. Nævnet lagde vægt på den tinglyste deklaration om nedrivning. Spørgsmålet om bygning 4 blev hjemvist til kommunen for fornyet vurdering af anvendelse til kontor.

Kommunens Afgørelse i 2015

Furesø Kommune meddelte den 16. juni 2015 landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1 til at bibeholde bygning 3 og anvende den til bolig, samt til at anvende bygning 4 til udhus/garage. Kommunen begrundede tilladelsen med, at der ikke var tale om nybyggeri, og at bevaring af bygning 3 ville fastholde den firlængede landbrugsejendoms kulturhistoriske værdi. Kommunen anførte desuden, at de tinglyste vilkår om nedrivning af bygning 2 og 3 ville blive aflyst.

Klagen til Planklagenævnet

Danmarks Naturfredningsforening, DN Furesø, klagede den 29. juni 2015 over kommunens afgørelse vedrørende bygning 3. Klagen omhandlede specifikt tilladelsen til at bibeholde bygningen og anvende den til bolig, samt aflysningen af den tinglyste deklaration om nedrivning. Klageren henviste til forhistorien og Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse fra 2013, idet der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne ændre den tidligere vurdering. Klageren mente, at manglende håndhævelse af vilkåret ikke berettigede en ny tilladelse. Klagen omfattede ikke tilladelsen til bygning 4.

Kommunen bemærkede i sit svar, at ansøgningen om at placere boligen i bygning 3 var begrundet i et ønske om at undgå værdispild ved nedrivning, og at bevaring af bygning 3 var i tråd med bevaring af ejendommens kulturhistoriske værdi.

Planklagenævnet ændrer Furesø Kommunes afgørelse af 16. juni 2015 til et afslag, hvilket betyder, at kommunens tilladelse til at bibeholde bygning 3 og anvende den til bolig ikke længere gælder. Den del af kommunens afgørelse, der vedrører anvendelse af bygning 4 til udhus/garage, var ikke påklaget og er derfor ikke omfattet af nævnets afgørelse.

Nævnets Kompetence og Prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet bemærker, at det er kommunalbestyrelsen, der påser overholdelsen af planloven og fastsætter frister for lovliggørelse af ulovlige forhold, jf. Planloven § 51, stk. 1, Planloven § 51, stk. 2 og Planloven § 51, stk. 3. Planklagenævnet har ikke kompetence til at fastsætte sådanne frister. Beslutning om aflysning af en deklaration er heller ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke behandles af nævnet.

Vurdering af Landzonebestemmelserne

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Reglerne skal administreres under hensyn til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige interesser. Ansøgninger om lovliggørende tilladelse til allerede etablerede forhold skal som udgangspunkt behandles, som hvis der på forhånd var søgt tilladelse. Praksis er særligt restriktiv for nye boliger i landzone, især tæt på byzone, for at opretholde en klar grænse mellem by og land.

Konkret Vurdering af Sagen

Planklagenævnet fastholder, at bygning 3 fortsat er ulovligt bestående, idet Natur- og Miljøklagenævnet allerede i 2013 traf afgørelse herom. Da der er tale om retlig lovliggørelse af en ulovligt bestående bygning, skal ansøgningen vurderes som en ansøgning om nyopførelse af en bolig. Nævnet finder, at det ansøgte strider mod de hensyn, der skal varetages med planlovens landzonebestemmelser, herunder at forhindre byspredning og sikre en klar grænse mellem by og land. Nævnet har i sin vurdering lagt vægt på ejendommens nærhed til byzone, og at en tilladelse i denne sag kunne skabe præcedens for fremtidige lignende sager om nye boliger i området. Ansøgers og kommunens argumenter om muligheden for at indrette en bolig i en anden eksisterende bygning efter Planloven § 37 eller Planloven § 38 har ikke betydning i denne sammenhæng.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.