Landzonetilladelse til solcelleanlæg ved Haraldskær Renseanlæg ophævet grundet lokalplanpligt

Vejle Kommune afviste klagepunkterne vedrørende matrikelnummer og inhabilitet, idet de oplyste, at selskabet bag renseanlægget var et selvstændigt selskab, og at matrikelnummeret var ændret. Kommunen oplyste desuden, at der var meddelt tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 19 til genanvendelse af overskudsjord, og at der ville blive udarbejdet en beplantningsplan. Klager fastholdt sine indvendinger, herunder at kommunen var eneejer af selskabet, og at jorddeponeringen var ulovlig.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 2 (landzone), samt Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1 (dispensation fra skovbyggelinje).

Afvisning af klage over dispensation fra skovbyggelinje

Nævnet afviste at realitetsbehandle den del af klagen, der vedrørte dispensationen fra skovbyggelinjen. Dette skyldtes, at ejere af omkringliggende ejendomme ikke er klageberettigede i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, da nabohensyn og nabointeresser ikke er beskyttet efter denne lov.

Ophævelse af landzonetilladelse

Nævnet behandlede klagen over landzonetilladelsen, hvor flere af klagerne blev anset for klageberettigede efter planloven. Nævnet bemærkede, at spørgsmålet om korrekt matrikelnummer ikke gjorde afgørelsen ugyldig. Vedrørende inhabilitet fandt nævnet ikke grundlag for at fastslå, at kommunen havde handlet usagligt eller partisk, og kommunens VVM-screening stod ved magt, da den ikke var påklaget rettidigt.

Natur- og Miljøklagenævnet vurderede, at solcelleanlægget er et teknisk anlæg, der skal vurderes på lige fod med andre tekniske anlæg. Nævnet fandt, at anlægget ville ændre det bestående miljø væsentligt på grund af dets størrelse og placering i et område med naturmæssige og landskabelige interesser, uanset kommunens vilkår om beplantning. Der ville ske en væsentlig visuel og oplevelsesmæssig ændring af arealet, som ligger i en lysning i skoven, og det forhold, at der allerede var et renseanlæg, ændrede ikke afgørende herved.

Nævnet konkluderede, at projektets størrelse og placering medførte pligt til at udarbejde en lokalplan i henhold til Planlovens § 13, stk. 2. Da projektet var lokalplanpligtigt, skulle Vejle Kommunes afgørelse om landzonetilladelse ophæves som ugyldig. På denne baggrund fandt nævnet ikke anledning til at behandle klagepunkterne om usaglig forskelsbehandling eller overtrædelse af Planlovens § 12.

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede enstemmigt Vejle Kommunes afgørelse af 24. september 2015 om landzonetilladelse til etablering af solcelleanlægget.

Ansøgers Argumenter

• En placering tættere på bebyggelsen ville kræve fældning af skov, hvilket ville gøre anlægget mere synligt.
• Den valgte placering gav den mest optimale udnyttelse af solcellerne.