Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til enfamiliehus

Sagen omhandler en klage over Aarhus Kommunes afslag på landzonetilladelse til opførelse af et enfamiliehus på en ubebygget ejendom i Malling. Ejendommen, der er på 1.182 m², ligger i landzone og grænser op til åbent land samt en naboejendom med eksisterende bolig.

Aarhus Kommunes Afslag

Aarhus Kommune meddelte afslag den 25. juni 2015. Kommunen begrundede afslaget med, at ejendommen er beliggende i et kommuneplanrammeområde (310902JO), der er udpeget som interesseområde for byudvikling efter 2021 (perspektivareal). Indtil da er området fastlagt til jordbrugsformål, og der må kun opføres bebyggelse, der er nødvendig for landbrug, skovbrug og gartnerierhverv, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Kommunen fremhævede, at formålet med landzonebestemmelserne er at modvirke byspredning og sikre, at byudvikling sker i planlagte områder. Desuden blev det anført, at en eventuel byggetilladelse fra ejendommens udstykning i 1954 for længst er bortfaldet, og at der ikke var fundet særlige hensyn, der kunne begrunde en undtagelse.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Ansøger påklagede afgørelsen den 14. juli 2015. Klagen fremhævede ansøgerens personlige tilknytning til området, idet han er barnefødt på vejen og købte ejendommen med henblik på at bebygge den til sit otium. Det blev også anført, at ejendommen oprindeligt blev udstykket i 1954 som en af fire ejendomme, hvoraf to allerede er bebygget. Der er etableret overkørsel og vandstik, og terrænet blev beskrevet som kuperet og uegnet til landbrug, ligesom et byggeri ikke ville være synligt i landskabet.

Aarhus Kommunes Bemærkninger til Klagen

Aarhus Kommune fastholdt sin afgørelse den 1. september 2015. Kommunen anførte, at det ikke er et afgørende hensyn, at der ikke skal ske nyudstykning, og at udstykningen i 1954 ikke giver ret til at bebygge grunden et halvt århundrede senere, især da ansøger først fik adkomst i 1966. Kommunen bemærkede, at den allerede skete byggemodning var beskeden, og at terrænets uegnethed til landbrugsdrift ikke ændrer på afgørelsen. Kommunen afviste desuden, at afgørelsen stred mod lighedsgrundsætningen, da forholdene har ændret sig væsentligt siden 1954 med vedtagelsen af planloven og kommuneplanrammen. Endelig vurderede kommunen, at der ikke var tale om huludfyldning, og at en bebyggelse ville bryde afgrænsningen mod det åbne land. En besigtigelse af ejendommen blev ikke fundet nødvendig.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Aarhus Kommunes afgørelse af 25. juni 2015 om afslag på landzonetilladelse til opførelse af et enfamiliehus.

Nævnet fandt ikke anledning til at besigtige ejendommen, da sagen blev anset for tilstrækkeligt oplyst på baggrund af det fremsendte materiale og luftfotos.

Vurdering af Landzonebestemmelserne

Nævnet henviste til Planlovens § 35, stk. 1, som fastslår, at opførelse af ny bebyggelse i landzone kræver tilladelse fra landzonemyndigheden. Formålet med disse bestemmelser er at modvirke spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land, og helårsboliger bør derfor opføres i områder, der er udlagt hertil i planlægningen. Som hovedregel gives der afslag på ansøgninger om fritliggende boliger i det åbne land og i områder med spredt bebyggelse.

Planlægningsmæssige og Landskabelige Hensyn

Den konkrete afgørelse skal træffes med udgangspunkt i de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, der varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne. Nævnet lagde vægt på lovens almene formål og overvejelser om, hvilken betydning afgørelsen kan få for fremtidige, lignende sager. I den foreliggende sag ligger ejendommen i landzone, grænser op til åbent land og er ikke udlagt til bymæssig bebyggelse i kommuneplanlægningen.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Aarhus Kommunes vurdering af, at en tilladelse ville stride mod de hensyn, der varetages med planlovens landzonebestemmelser. Nævnet lagde vægt på, at en tilladelse potentielt kunne føre til tilsvarende ansøgninger i området. Klagerens argumenter, herunder ejendommens beliggenhed i landskabet, områdets uegnethed til landbrug og klagerens personlige tilknytning til stedet, kunne ikke i sig selv begrunde en landzonetilladelse. Afgørelsen er truffet efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.