Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse og påbud om lovliggørelse vedrørende materialebutik i Hillerød Kommune

Sagen omhandler Hillerød Kommunes afslag på en lovliggørende landzonetilladelse til en materialebutik og et materialeoplag samt efterfølgende påbud om fysisk lovliggørelse på en ejendom i Alsønderup. Ejendommen, der ligger i landzone, anvendes til råstofindvinding og er udpeget som råstofindvindingsområde i Region Hovedstadens Råstofplan 2012.

Klagen og ansøgerens argumenter

Advokat [person1] på vegne af [virksomhed2] påklagede kommunens afgørelser til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen anførte, at kommunens afslag hvilede på et fejlagtigt grundlag, idet visse aktiviteter, såsom tilkørsel af materialer til opblanding med udvundne råstoffer, direkte vedrører råstofindvindingen og derfor ikke kræver landzonetilladelse. Ansøgeren fremhævede, at der alene var ansøgt om en midlertidig landzonetilladelse, og at kommunen burde have inddraget det tidsmæssige aspekt.

Klageren argumenterede desuden, at hensyn til støj og jordforurening reguleres af anden lovgivning, herunder Jordforureningsloven § 52 og Miljøbeskyttelsesloven, og ikke er planlægningsmæssigt relevante for et afslag. Det blev også anført, at hverken Råstofplan 2012, Kommuneplan 2013 eller landskabskarakteranalysen forhindrer den ansøgte aktivitet, så længe råstofindvindingen fortsætter.

Kommunens afgørelser og baggrund

Hillerød Kommune meddelte den 9. marts 2015 afslag på lovliggørende landzonetilladelse til materialebutikken og materialeoplaget. Kommunen fulgte op med påbud om fysisk lovliggørelse den 19. maj 2015 og den 18. januar 2016, der omfattede fjernelse af materialebutikken, diverse oplag og et ulovligt tilkørt muldoplag.

Kommunen oplyste, at den først i sommeren 2014 blev opmærksom på materialebutikken, som ikke var omfattet af råstoftilladelsen fra 2005. Kommunen mente ikke at have udvist passivitet, da den ikke havde udført opsøgende tilsyn, men kun reageret på klager i henhold til råstof- og miljøbeskyttelsesloven. Kommunen lagde vægt på, at en materialebutik hører hjemme i et planlagt erhvervsområde, og at ejendommen efter endt råstofindvinding skal reetableres til rekreativt formål i henhold til Råstofplan 2012, Kommuneplan 2013 og landskabskarakteranalysen.

Sagens oplysninger og høringssvar

Materialebutikken har ifølge ansøgningen eksisteret siden 1999 og håndterer salg af diverse materialer, der både indvindes fra egne grusgrave og tilkøres fra eksterne leverandører. En luftfotoanalyse udført af kommunen for perioden 1993-2014 viste, at aktiviteten på arealet var steget væsentligt siden 1999, og at oplaget ved Møllehøjvej ikke var en del af råstofindvindingen.

I forbindelse med naboorientering modtog kommunen 20 høringssvar, der udtrykte stor utilfredshed med trafikale forhold, støjgener og ødelæggelse af områdets natur. Region Hovedstaden bemærkede i sit høringssvar, at råstofindvinding alene omfatter aktiviteter, der direkte vedrører indvinding og udnyttelse af naturligt forekommende råstoffer. Regionen opfordrede kommunen til at fastsætte vilkår for en eventuel landzonetilladelse, herunder en gyldighedsperiode. Regionen påpegede desuden, at tilførsel af jord/muld kræver dispensation efter Jordforureningsloven § 52, stk. 2, nr. 3.

Kommunen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at afslaget kun vedrørte materialer tilkørt med henblik på videresalg, ikke materialer til opblanding. Kommunen henviste til, at Region Hovedstaden som råstofmyndighed skulle afgøre, hvilke materialer der kunne godkendes til opblanding i henhold til Råstofloven § 7, stk. 2, nr. 1.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1.

Vurdering af tilsyn og lovliggørelse

Nævnet bemærkede, at kommunalbestyrelsen har pligt til at påse overholdelsen af planloven og foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. Planloven § 51, stk. 1, Planloven § 51, stk. 4 og Planloven § 51, stk. 5. Ejeren af en ejendom har pligt til at berigtige et ulovligt forhold, jf. Planloven § 63, stk. 1.

Nævnet vurderede spørgsmålet om myndighedspassivitet. Selvom retten til at kræve lovliggørelse kan fortabes efter en vis tid på grund af passivitet, fandt nævnet ikke, at Hillerød Kommune havde udvist passivitet i denne sag. Nævnet lagde vægt på, at aktiviteten i det pågældende område var intensiveret efter 2005, og at tidligere udtalelser fra myndighederne ikke ændrede dette. Offentlige prislister forpligter ikke kommunen til at undersøge lovligheden af materialebutikken. Derfor havde kommunen ikke fortabt retten til at kræve den ulovlige materialebutik og oplag fysisk lovliggjort.

Mangelfuldt oplyst grundlag

Nævnet fandt, at kommunens vurdering ikke var foretaget på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Der var ikke et tilstrækkeligt præcist overblik over:

• Hvilke materialer der var omfattet af afslaget og påbuddet.
• Hvilke materialer der lovligt måtte tilkøres ejendommen efter råstofloven.
• Omfanget, størrelsen og den afgrænsede placering af materialebutikken og oplaget.
• Sammenhængen i de oplyste mængdeangivelser.

Afgørelse

På baggrund af det mangelfulde oplysningsgrundlag ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Hillerød Kommunes afgørelse af 9. marts 2015 om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til materialebutik og materialeoplag samt de to påbud af 19. maj 2015 og 18. januar 2016 om fysisk lovliggørelse. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet præciserede, at kommunen ved den fornyede behandling i samarbejde med klager og eventuelt Region Hovedstaden skal skabe et præcist overblik over de materialer, der tilkøres butikken alene med henblik på direkte videresalg, samt materialebutikkens omfang, størrelse og afgrænsede placering. Nævnet har med afgørelsen ikke taget stilling til, hvorvidt der kan meddeles en lovliggørende landzonetilladelse til materialebutikken og oplaget.