Landzonetilladelse til enfamiliehus og midlertidig beboelsespavillon i Fårup - Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse

Sagen omhandler en klage over Aarhus Kommunes afgørelse af 17. februar 2015, der meddelte landzonetilladelse til opførelse af et enfamiliehus og et midlertidigt beboelseshus på en landbrugsejendom i Fårup, beliggende i landzone uden for kommuneplanens afgrænsning af Fårup By. Ejendommen, der er på ca. 3,3 ha, ligger ca. 520 m nord for Mundelstrup og knap 1 km øst for Sabro.

Ansøgningens indhold og forhistorie

Ansøgningen vedrørte opførelse af et enfamiliehus på 232 m² med indbygget garage samt opstilling af en beboelsespavillon på ca. 100 m² med redskabsrum. Pavillonen var tiltænkt som midlertidig beboelse i op til et år, indtil enfamiliehuset var færdigbygget, og var allerede opført. Den ønskede byggegrund på 1.081 m² skulle udgøre en selvstændig ejendom, hvor resten af den oprindelige matrikel ville blive overført til en anden landbrugsejendom. Tidligere, den 22. januar 2015, havde Aarhus Kommune meddelt afslag på en lignende ansøgning om et enfamiliehus på en større del af ejendommen, med henvisning til at forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål bør begrænses.

Kommunens begrundelse for tilladelse

Aarhus Kommune begrundede sin tilladelse med, at opførelsen af enfamiliehuset udgjorde en naturlig 'huludfyldning' i den eksisterende sammenhængende boligrække langs Fårupvej. For pavillonens vedkommende lagde kommunen vægt på dens midlertidige karakter. Kommunen oplyste desuden, at grundarealet tidligere havde været en del af en have og fremstod som en selvstændig grund, afgrænset af et højt beplantningsbælte mod markerne.

Klagen fra naboer

To naboer påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet. Deres hovedargumenter var:

• Præcedensvirkning: Frygt for, at tilladelsen ville skabe præcedens for yderligere udstykninger langs Fårupvej, hvilket ville true landsbymiljøet og de åbne marker.
• Byggestil: Indsigelse mod de ansøgte byggematerialer (fibercement og træbeklædning), da de afveg fra landsbyens traditionelle byggestil med tegl og pudsede facader.
• Huludfyldning: Bestridelse af kommunens 'huludfyldnings'-argument, da der var alternative byggegrunde i nærområdet, der var planlagt til beboelse.
• Pavillonens anvendelse og sikkerhed: Bekymring for brandspredning fra pavillonen, samt at dele af den, der var angivet som redskabsrum, blev anvendt til kontor og køkken. Desuden blev der stillet spørgsmålstegn ved elinstallationernes lovlighed.

Aarhus Kommune fastholdt sin vurdering og afviste præcedensvirkning, idet de mente, at den ansøgte grund var unik i sin afgrænsning. Kommunen bemærkede også, at byggestilen i området allerede var varieret. Ansøgeren oplyste, at pavillonens installationer var udført af autoriserede fagfolk.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 35, stk. 1, og ændrede Aarhus Kommunes landzonetilladelse til et afslag.

Nævnets vurdering af landzonebestemmelserne

Nævnet understregede, at formålet med landzonebestemmelserne er at modvirke byspredning og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Ny bebyggelse i landzone bør som udgangspunkt ske i eksisterende landsbyer, og egentlig byudvikling skal henvises til byzonearealer. Praksis er restriktiv for fritliggende boliger i det åbne land og tæt på byzone for at sikre en klar grænse mellem by og land. Nyt boligbyggeri i landsbyer bør baseres på planlægning, ofte lokalplanlægning.

Begrebet 'huludfyldning'

Nævnet præciserede, at begrebet 'huludfyldning' har et meget begrænset anvendelsesområde i praksis. Det forudsætter, at ejendommen og den ansøgte placering af huset er omkranset af eksisterende bebyggelse i kort afstand.

Konkret vurdering og afgørelse

Et flertal af nævnets medlemmer fandt, at der ikke var tale om 'huludfyldning' i den forstand, som nævnets praksis foreskriver, selvom der lå andre bebyggelser i nærheden. Dette skyldtes, at ejendommen ikke var omkranset af bebyggelse på alle sider. Flertallet lagde vægt på, at ejendommen lå umiddelbart uden for landsbyafgrænsningen for Fårup By, og at der var planlagte boligområder i en afstand af 500 m til 1,3 km. Nævnet fremhævede, at Aarhus Kommune med kommuneplanens afgrænsning af Fårup By allerede havde taget stilling til, hvor nye boliger ønskes placeret. Hvis kommunen ønskede nye boliger uden for denne afgrænsning, skulle der planlægges herfor. Endvidere blev der lagt vægt på den uønskede præcedensvirkning, en tilladelse ville kunne få i lignende sager i nærområdet og andre steder.

Et mindretal af nævnets medlemmer stemte for at stadfæste Aarhus Kommunes landzonetilladelse. I overensstemmelse med flertallets vurdering blev Aarhus Kommunes afgørelse ændret til et afslag, og kommunen blev pålagt at fastsætte en frist for fjernelse af pavillonen.