Stadfæstelse af landzonetilladelse til udhus i Stevns Kommune

Sagen omhandler en klage over Stevns Kommunes afgørelse af 4. september 2014 om landzonetilladelse til bibeholdelse af et udhus på en landbrugsejendom i Strøby. Ejendommen, der er på ca. 3,4 ha, ligger i landzone og er i kommuneplanen udlagt som særligt naturområde med hovedanvendelse til landbrug og skovbrug.

En nabo klagede til Natur- og Miljøklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen var begrundet i, at udhuset, der oprindeligt blev opført i 1996 som en telthal til halmoplag, i 2011 havde skiftet karakter til et permanent udhus med fast tag. Klager anførte, at bygningen var placeret i skel – muligvis delvist på klagers grund – i strid med byggelovgivningens afstands- og højdekrav. Desuden blev det anført, at tagvand fra bygningen løb ud på klagers matrikel, og at halmopbevaring i bygningen udgjorde en brandfare, der stillede skærpede krav til brandsikring og afstand til skel.

Kommunens sagsbehandling og vurdering

Stevns Kommune havde i 2012 konstateret, at byggeriet krævede en lovliggørende landzonetilladelse, før en egentlig byggesagsbehandling kunne finde sted. Kommunen meddelte landzonetilladelsen med den begrundelse, at man vurderede, at en sådan tilladelse ville være blevet givet, hvis der var ansøgt i 1996. Kommunen havde foretaget naboorientering, hvor reglerne i BR95 om brandforhold og afstand til skel blev oplyst. Kommunen vurderede, at klagers bemærkninger om byggelovsmæssige og privatretlige forhold ikke kunne danne planmæssigt grundlag for at give afslag på landzonetilladelsen eller stille særlige betingelser. Disse forhold ville blive behandlet i forbindelse med den efterfølgende byggesagsbehandling.

Kommunen havde desuden den 20. januar 2014 meddelt dispensation fra skovbyggelinjen til det ansøgte, en afgørelse der ikke blev påklaget.

Klagers supplerende bemærkninger

Klager fastholdt, at der ikke kunne ske retlig lovliggørelse, og at kommunen burde have udstedt et påbud om fysisk lovliggørelse, da der ikke forelå særlige omstændigheder eller værdispildsbetragtninger. Klager mente, at ejeren burde have indset, at forholdet krævede dispensation, da bygningen ændrede karakter fra midlertidig til permanent.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1 (landzone). Nævnet stadfæstede Stevns Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til bibeholdelse af udhuset.

Nævnets vurdering af landzonetilladelsen

Nævnet lagde til grund, at udhuset på 97 m² var opført i 1996 og væsentligt ændret i 2011, og at det var placeret med den ene bygningsside i skel mod naboen. Da udhuset anvendes til private formål, kræver det landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Nævnet bemærkede, at der efter Planloven § 36, stk. 1, nr. 3 ikke kræves tilladelse til erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, og at garager og udhuse på op til 50 m² kan opføres uden tilladelse efter Planloven § 36, stk. 1, nr. 7.

Nævnet vurderede sagen ud fra, hvordan en ansøgning ville være blevet behandlet, hvis den var indgivet før etableringen. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Stevns Kommunes vurdering, da det ansøgte var i overensstemmelse med nævnets praksis for udhuse i størrelsesordenen 50-100 m². I vurderingen indgik omfanget af eksisterende udhusbygninger, grundens størrelse og udhusbygningens placering.

Afgrænsning af nævnets kompetence

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke tage stilling til klagers anbringender om overholdelse af byggelovgivningens regler, herunder afstands- og højdekrav samt tagvand. Disse forhold henhører under Stevns Kommune som myndighed på området, og Statsforvaltningen er klagemyndighed for afgørelser efter byggeloven. Nævnet bemærkede, at en ændret placering af udhuset som følge af byggesagsbehandlingen ville kræve en ny landzonetilladelse.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.