Stadfæstelse af landzonetilladelse til antennemast i Tebbestrup

Sagen omhandler en klage over Randers Kommunes landzonetilladelse til opstilling af en 36 meter høj antennemast til mobiltelefoni på en ejendom i udkanten af Tebbestrup. Ansøgningen blev indsendt af [virksomhed1] A/S på vegne af [virksomhed2] ApS med det formål at udbygge det mobile netværk i Randers og omegn for at sikre dækning og kapacitet i området.

Ansøgningens indhold og formål

Ansøgningen omfattede en 36 meter høj rørmast med tilhørende sendestation, bestående af tre panelantenner, antenneforstærkere, fordelere og to radiolinks i 32-36 meters højde. Desuden skulle der opstilles to teknikskabe ved mastens fod. Masten var dimensioneret til at kunne rumme udstyr fra flere operatører. Ifølge ansøger var mastens højde nødvendig for at opnå tilstrækkelige sende- og modtageforhold i Tebbestrup, opland, og på motorvej E45.

Nabohøring og indsigelser

I forbindelse med nabohøringen indsendte en række omboende en fælles indsigelse med 28 underskrifter. De primære anbringender var:

• Masten ville forrykke balancen i landsbystrukturen og virke dominerende, især da den placeres på et af landsbyens højeste punkter. Dette blev anset for at være i strid med Kommuneplan 2009, som angiver en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter.
• Henvisning til en tidligere afvist mast ved [adresse3] i 2009, hvor masten blev anset for dominerende og skæmmende. Klagerne mente, at den nye mast ville virke mindst lige så skæmmende.
• Kritik af de vedlagte kortbilag, som blev anset for misvisende.
• Spørgsmålstegn ved behovet for masten og manglende dokumentation for undersøgelse af alternative placeringer (f.eks. høje bygninger, siloer, vindmøller).
• Bekymringer vedrørende sundhedsrisiko fra stråling, isnedfald, lynnedslag og fald i huspriserne.

En anden nabo udtrykte bekymring for forringelse af sin jord og ønskede erstatning.

Randers Kommunes vurdering

Randers Kommune vurderede ansøgningen ud fra kommunens mastepolitik og omgivelserne. Kommunen anførte, at det ikke var muligt at placere masten i tilknytning til landsbyen uden at den ville fremstå dominerende for de nærmeste naboer. Dog blev placeringen ved en erhvervsvirksomhed i udkanten af landsbyen vurderet som mindre skæmmende end en placering i det åbne land. Kommunen fandt ingen egnede høje bygninger eller bygningsværker i området til placering af antenneanlægget.

Kommunen havde sammen med ansøger vurderet forskellige alternative placeringer. De eksisterende mastepositioner øst for motorvejen kunne ikke anvendes, og vindmøller stod for langt væk. To andre alternative placeringer var fundet, men lodsejerne var ikke interesserede. Vedrørende strålingsrisiko henviste kommunen til, at dette er reguleret af anden lovgivning og ikke kan danne grundlag for afgørelser om landzonetilladelser.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagerne påstod kommunens afgørelse ugyldig og subsidiært, at tilladelsen skulle ændres til et afslag. De fremhævede især:

• Utilstrækkelig naboorientering, da kun tre af mindst syv umiddelbare naboer var blevet hørt.
• Væsentlig forringelse af brugsværdien af terrasse- og havearealer for de nærmeste naboer, samt generelt fald i ejendomsværdi.
• Strid med Kommuneplan 2013, der fremhæver landskabets værdi og sårbarhed i Tebbestrup.
• Masten ville fremstå dominerende for hele landsbyen uanset placering.
• Kortmaterialet fra [virksomhed1] var utilstrækkeligt og misvisende.
• Manglende borgerinddragelse i valg af placering.
• Utilstrækkelig dokumentation for behovet for masten og hvorfor andre antennepositioner ikke kunne anvendes. Klager henviste til, at "3" allerede havde fin 4G-dækning i Tebbestrup ifølge deres hjemmeside.
• Spørgsmålstegn ved, hvorfor eksisterende telemaster nær E45 eller ved skydebanen ikke kunne anvendes.
• Klager henviste til screeningsresultater, der angiveligt viste [adresse1] som en lavt prioriteret placering, hvilket kommunen og ansøger dog afviste kendskab til.

Randers Kommune fastholdt, at 14 ejendomme i nærområdet var orienteret, og at placeringen var den bedst egnede. De afviste kendskab til de af klager nævnte målinger.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 35, stk. 1.

Nævnets vurderingsgrundlag

Nævnet lagde vægt på, at opførelse af ny bebyggelse i landzone kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen, jf. Planloven § 35, stk. 1. Afgørelsen træffes på baggrund af planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, samt eventuelle urimelige nabogener og præcedens. Et centralt formål er at sikre, at landskabelige hensyn tilgodeses, og at udviklingen sker i overensstemmelse med planlægningen.

Nævnet bemærkede, at Planloven § 35, stk. 4 kræver naboorientering, medmindre det ansøgte er af underordnet betydning for naboerne, jf. Planloven § 35, stk. 5. Kommunens skøn herom kan kun tilsidesættes, hvis det er åbenbart urimeligt.

Praksis for antennemaster

Nævnets praksis tilsiger, at nye antennemaster så vidt muligt bør placeres i bymæssig bebyggelse for at friholde det åbne land. Placering i værdifulde landskabsområder bør undgås. I det åbne land bør master placeres i tilknytning til eksisterende høje bygningselementer eller integreres i eksisterende bebyggelse. Selvom teknisk muligt, vil sådanne løsninger typisk være dyrere og kræve flere positioner. Der stilles store krav til kommunen for at undersøge alternative placeringsmuligheder og dokumentere mastens nødvendighed. Hensynet til at undgå nabogener må normalt vige for hensynet til landskabet og naturen, men en afvejning mod den samfundsmæssige interesse i mobiltelefondækning er nødvendig.

Nævnets afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke, at Randers Kommunes skøn vedrørende naboorientering var åbenbart urimeligt.

Efter en samlet vurdering kunne nævnet ikke tilsidesætte Randers Kommunes vurdering af, at den ansøgte placering på erhvervsejendommen kunne accepteres. Nævnet fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at der var behov for en antennemast i området, at alternative placeringer var undersøgt, og at der ikke var brugbare strukturer i nærområdet, hvorfra en rimelig dækningsgrad kunne opnås. Den valgte placering blev desuden anset for at være i overensstemmelse med kriteriet om en bynær placering for antennemaster.

På baggrund heraf stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet Randers Kommunes afgørelse af 30. januar 2014 om landzonetilladelse til opstilling af antennemasten.