Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til sommerhus i Silkeborg Kommune ændret til afslag

Sagen omhandler en klage over Silkeborg Kommunes landzonetilladelse af 3. februar 2014 til udskiftning af et sommerhus på ejendommen matr.nr. [...1], Linå By, Linå, beliggende [adresse1] i Svejbæk, Silkeborg. Klagen blev indgivet af Danmarks Naturfredningsforenings afdeling Silkeborg til Natur- og Miljøklagenævnet. Afgørelsen træffes efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1.

Ejendommens beliggenhed og status

Ejendommen er beliggende i landzonen, cirka 250 meter nord for landsbyen Svejbæk, og dækker et areal på 6.033 m². På grunden findes et fritidshus på 58 m² opført i 1984, en overdækning på 6 m² og en carport på 20 m². Ejendommen ligger i det åbne land på skrænterne i Gudenådalen, i udkanten af Linå Vesterskov, og er en del af en uplanlagt sommerhusklynge bestående af fem stuehuse. Der er ingen fredskovspligt på ejendommen.

Området er i kommuneplanen udpeget som et "landskabeligt interesseområde", hvilket indebærer, at landskabelige værdier skal tillægges særlig stor vægt ved byggeri og anlæg. Ikke-landbrugsmæssigt byggeri skal så vidt muligt undgås, og væsentlige negative ændringer af landskabsoplevelsen skal forhindres, jf. kommuneplanens retningslinje N11.

Ansøgningens indhold

Ansøgningen drejede sig om landzonetilladelse til at opføre et nyt fritidshus på 125 m² boligareal, suppleret med 8 m² overdækning og 30 m² udhus/carport. Det eksisterende byggeri skulle nedrives. Ansøger fremhævede, at den nye bebyggelse ville fremstå diskret på grund af tæt bevoksning, og at den ville få samme placering som det eksisterende sommerhus. Den ønskede størrelse blev begrundet med ændrede anvendelsesmønstre for sommerhuse, større rumbehov og øgede isoleringskrav. Ansøger henviste desuden til kommunens redegørelse for sommerhusstørrelser, som angiver, at der i sommerhusklynger kan forventes tilladelse til udvidelser, der er sammenfaldende med størrelserne på øvrige sommerhuse i klyngen. De omkringliggende sommerhuse varierede i størrelse fra 51 til 88 m².

Kommunens oprindelige afgørelse

Silkeborg Kommune meddelte landzonetilladelse til det ansøgte projekt. Kommunen lagde vægt på, at det ansøgte sommerhus ikke afveg væsentligt i det samlede bygningsmæssige areal fra de øvrige sommerhuse i området. Som vilkår blev det stillet, at beplantningen ud mod vej og naboer skulle fastholdes.

Klagens hovedpunkter

Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité påklagede kommunens afgørelse og anførte, at den var i strid med Planloven § 35, kommunens administrationsgrundlag for sommerhusstørrelser i det åbne land og kommuneplanen for 2013-2025. Klager vurderede, at afgørelsen var i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, da 125 m² lå langt over den normalt tilladte størrelse for sommerhusudvidelser, og der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en så stor udvidelse. Det blev også fremhævet, at ejendommens placering på skrænterne ned til Gudenåen i et skovområde uden fredskovspligt kunne medføre, at bebyggelsen blev meget synlig ved fældning eller stormfald, hvilket ville forringe landskabet. Klager anbefalede en størrelse på 86-88 m² og advarede mod, at en afvigelse fra hidtidig praksis ville danne præcedens.

Ansøgers yderligere bemærkninger

Ansøger gjorde indsigelse mod klagens rettidighed, men kommunen bekræftede, at klagen var modtaget inden for fristen. Ansøger bemærkede desuden, at der i området var meddelt tilladelse til helårsophold, hvilket ifølge kommuneplanen kun kan ske, hvis området har karakter af sommerhusområde eller bymæssig bebyggelse. Ansøger anmodede Natur- og Miljøklagenævnet om at tage stilling til, hvilken vurdering af området der burde lægges til grund for afgørelsen.

Natur- og Miljøklagenævnet ændrede Silkeborg Kommunes landzonetilladelse af 3. februar 2014 til et afslag.

Klagefristens overholdelse

Nævnet konstaterede, at klagefristen på fire uger, som fastsat i Planloven § 60, stk. 1, var overholdt. Afgørelsen blev offentligt bekendtgjort den 5. februar 2014, og klagen blev indgivet den 4. marts 2014, hvilket var inden fristens udløb den 5. marts 2014.

Nævnets generelle bemærkninger om landzoneadministration

Nævnet fremhævede, at udgangspunktet efter planloven er, at sommerhuse skal ligge i udlagte sommerhusområder, og at nye sommerhuse som hovedregel ikke tillades opført i landzone. Begrebet "sommerhusklynge" er ikke et anerkendt begreb i planlovens forstand. Den tilladte størrelse og udformning af et sommerhus afhænger af de landskabelige forhold og den ansøgtes påvirkning heraf, især i særligt værdifulde områder, hvor praksis kan være restriktiv. Den konkrete vurdering sker på baggrund af planlægningsmæssige og landskabelige overvejelser samt en afvejning af hensynene i landzonebestemmelserne, herunder princippet om at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land, jf. Planloven § 35, stk. 1.

Nævnets konkrete vurdering og afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke grundlag for at meddele tilladelse til opførelse af et sommerhus på 125 m² boligareal, 8 m² udhæng og 30 m² carport. Nævnet lagde vægt på, at den ansøgte størrelse ligger væsentligt ud over, hvad der normalt tillades efter nævnets praksis for udvidelse af sommerhuse, især da ejendommen ligger i landzone og ikke i et udlagt sommerhusområde. Desuden er ejendommen beliggende inden for et i kommuneplanen udpeget landskabeligt interesseområde, på skrænterne ned mod Gudenåen og i udkanten af skoven. Nævnet inddrog også overvejelser om afgørelsens betydning for fremtidige lignende sager. Ansøgers begrundelser for den ønskede størrelse kunne ikke tilsidesætte de konkrete landskabelige og planlægningsmæssige hensyn. Argumenter vedrørende helårshuses størrelse i landzonen blev ikke tillagt betydning, da sagen omhandlede et fritidshus.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen efter planloven skal være anlagt inden seks måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.