Landzonetilladelse krævet for regnvandsbassin i forbindelse med cykelstiprojekt

Sagen omhandler Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse vedrørende Norddjurs Kommunes landzonetilladelse til etablering af et regnvandsbassin. Bassinet er en del af Vejdirektoratets projekt om etablering af en cykelsti gennem Ramten. Vejdirektoratet påklagede kommunens afgørelse med den begrundelse, at etableringen af regnvandsbassinet ikke burde kræve landzonetilladelse, da det betragtes som en integreret del af vejanlægget.

Baggrund for sagen

Norddjurs Kommune meddelte den 9. august 2013 Vejdirektoratet tilladelse til udledning af overfladevand fra den nye cykelsti og vejareal i medfør af Miljøbeskyttelsesloven § 28. Kommunen gjorde samtidig opmærksom på, at regnvandsbassinet også krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Vejdirektoratet ansøgte herefter om tilladelsen, men fastholdt sin opfattelse af, at en sådan tilladelse ikke var nødvendig, da bassinet matrikulært ville blive en del af stien (vejarealet).

Vurdering af landzonetilladelseskrav

Norddjurs Kommune indhentede en vurdering fra en ekstern virksomhed, der konkluderede, at selvom etablering af veje og nødvendige jordarbejder normalt ikke kræver landzonetilladelse, så gør et regnvandsbassin det i den normale situation. Spørgsmålet var, om bassinet kunne betragtes som en del af selve vejanlægget. Virksomheden bemærkede, at regnvandsbassinet i den konkrete sag ikke lå på selve vejarealet, men på tredjemands ejendom. Der blev henvist til Vejlovens § 43 om ekspropriation, hvor regnvandsbassiner ikke er specifikt nævnt som tilknyttede anlæg, hvilket talte imod, at de skulle betragtes som en del af vejanlægget. Virksomheden henviste desuden til praksis fra andre kommuner, hvor der var søgt om landzonetilladelse til regnvandsbassiner i forbindelse med vejprojekter.

Vilkår og indsigelser

Norddjurs Kommune sendte et udkast til afgørelse i høring, hvori der var fastsat vilkår for etableringen af bassinet. Vejdirektoratet gjorde indsigelse mod flere af disse vilkår, herunder krav om "bugtede bredder", afstand til naboskel og spredning af opgravet jord. Vejdirektoratet argumenterede for, at vilkårene ville medføre betydelige ændringer i projektet og øgede indgreb i lodsejerens ejendom. Kommunen justerede herefter visse vilkår baseret på Vejdirektoratets bemærkninger. De endelige vilkår for landzonetilladelsen omfattede blandt andet:

• Bassinet skal tilpasses landskabet, så det ser naturligt ud.
• Opgravet jord må ikke bruges til volde, men skal indbygges andetsteds eller bortskaffes lovligt.
• Vandhullets bredder skal være flade med skråninger på 1:5, undtagen lokalt ved ind- og udløb (1:2).
• Ingen etablering af øer, udsætning af fisk/fugle eller fodring i/ved bassinet.
• Eventuel beplantning kun langs nord- og vestbredderne, mindst 10 m fra bassinkanten.
• Vandhullet skal etableres mindst 5 m fra naboskel.
• Kommunen skal orienteres, når bassinet er etableret.

Norddjurs Kommune vurderede, at bassinet ville kunne indpasses naturligt i landskabet og aflede regnvand, samt være til gavn for plante- og dyrelivet. Kommunen fandt det afgørende, at denne type anlæg vurderes efter Planloven § 35 for at sikre krav til udformning, drift og landskabelig tilpasning.

Vejdirektoratets hovedargumenter

Vejdirektoratet fastholdt, at ændret arealanvendelse i landzone for denne type anlæg ikke er relevant i forhold til landzonebestemmelsernes formål, jf. NKO nr. 75. De argumenterede for, at bassinet er en integreret del af vejens tilbehør og ikke et sideanlæg, og at arealet ville blive eksproprieret som vejareal. De påpegede også, at anlæg af bassiner ofte sker som følge af kommunale myndighedskrav i relation til udledning af vejvand, og at de normalt ikke mødes med krav om særskilte landzonetilladelser til bassiner. De anførte, at kommunens ønske om at stille vilkår ikke i sig selv er en begrundelse for, at tilladelse er fornøden.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Norddjurs Kommunes afgørelse af 21. oktober 2013 om landzonetilladelse til etablering af regnvandsbassinet. Nævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 jf. Planloven § 35, stk. 1.

Nævnets begrundelse

Nævnet bemærkede, at bestemmelserne i en udledningstilladelse efter miljøbeskyttelsesloven ikke er fastsat ud fra de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som varetages af planlovens landzonebestemmelser. Vilkårene i en miljøtilladelse regulerer andre forhold og kan derfor ikke træde i stedet for eller overflødiggøre en landzonetilladelse.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt det afgørende, at den myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1, i sager om regnvandsbassiner i forbindelse med vejprojekter foretager en konkret vurdering. Dette er nødvendigt for at sikre, at der for bassinet fastsættes vilkår, der iagttager de hensyn, som skal varetages ved landzonetilladelser til beskyttelse af landskabelige interesser m.m., og for at vilkårene kan håndhæves.

Nævnet afviste Vejdirektoratets argument om, at et krav om landzonetilladelse ville medføre et omfattende antal sager om lovliggørelse, da dette ikke ændrer på kravet om tilladelse i den aktuelle sag.

Afgørelsens konsekvens

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år fra meddelelsen af denne afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 1. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.