Afslag på landzonetilladelse til hundepension i Esbjerg Kommune

Sagen omhandler Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om at stadfæste Esbjerg Kommunes afslag på landzonetilladelse til etablering af en hundepension samt opførelse af en ca. 210 m² bygning med ca. 125 m² overdækket løbegård på en ejendom i landzone. Ejendommen er registreret som et fritliggende énfamilieshus og er ikke en landbrugsejendom.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Ansøger klagede over kommunens afslag og anførte, at kommunen ikke konkret havde vurderet de støjreducerende foranstaltninger, der ville blive udført. Disse omfattede placering af bygningen parallelt med eksisterende beboelse, hundegårde vendt ind mod beboelsen for at lede støj op over huset og en hal, samt begrænsede åbningstider for ind- og udlevering af hunde (to timer dagligt) og lukning af hundene indendørs mellem kl. 22 og 07.

Klager var desuden uforstående over for, at indsigelser fra naboer, der boede længere væk end 200 meter, kunne påvirke landzonetilladelsen, især da kommunen havde meddelt dispensation fra afstandskravet i Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. § 5, stk. 2. Klager henviste til en anden hundepension i området med tættere naboforhold som et sammenligningsgrundlag.

Sagens baggrund og kommunens vurdering

Den ansøgte bygning på 210 m² med en 125 m² overdækket løbegård skulle indeholde 24 bokse til hunde/katte, sygerum, teknikrum, foderrum, toilet og kontor/butik. Løbegården var inddelt i individuelle båse, der alle vendte ind mod det eksisterende hus. Den forventede gennemsnitsbelægning var 10-12 hunde og 2 katte, stigende til 20-25 hunde og 5-10 katte i ferieperioder.

Ejendommen ligger inden for kommuneplanens rammedel 24-030-160, som fastlægger området til landbrugsformål. Området er desuden en del af et større uforstyrret landskab (LKO 561.08 Darum-Gørding Landbrugsflade). Kommunen vurderede, at udbygningen ville virke dominerende og ændre ejendommens struktur til en erhvervsejendom, hvilket ville ændre oplevelsen af det lokale miljø og stride mod retningslinje LA.14 om at friholde større uforstyrrede landskaber for større anlæg.

Kommunen havde i juni 2012 foretaget nabohøring, hvor fire omboende (alle over 200 meter væk) udtrykte bekymring for støj. Kommunens afslag var begrundet i en konkret helhedsvurdering, der lagde vægt på områdets landskabelige forhold, den forholdsvis tætte bebyggelse og forventede væsentlige gener for naboejendommene. Kommunen fremhævede, at projektet udgjorde en ikke uvæsentlig påvirkning af det åbne land og ikke var absolut væsentligt for ejendommens status som énfamilieshus.

Dispensation fra afstandskrav

Esbjerg Kommune havde den 15. november 2012 meddelt dispensation fra afstandskravet på 200 meter i Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. § 5, stk. 2, da afstanden til nærmeste nabo var ca. 150 meter. Dispensationen var betinget af flere vilkår, herunder:

• Luftning af hunde måtte ikke foregå mellem kl. 22.00 og 07.00.
• Der skulle etableres en støjvold eller støjmur ud mod omgivende beboelse, hvis udformning og placering skulle godkendes af Natur og Vandmiljø.
• Gødning og afløb skulle opsamles og bortskaffes.
• Ejendommen skulle renholdes for at undgå gener fra fluer og lugt.

Kommunen vurderede, at hundepensionen med de fastsatte vilkår kunne placeres som ansøgt uden væsentlig forurening eller gener. Dispensationen blev påklaget af omboende, men Natur- og Miljøklagenævnet afviste at behandle klagen, da hundepensionen ikke var omfattet af definitionen af et husdyrbrug i Lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug.

Sammenligning med anden hundepension

Vedrørende klagers henvisning til en anden hundepension i området, oplyste kommunen, at der ikke drives hundepension på den adresse. Derimod er ejendommen [adresse3] registreret som hundepension. Denne ejendom, en landbrugsejendom med 11,5 ha jord, fik landzonetilladelse i 2001 og en udvidelse i 2004. Afstanden til nærmeste nabo fra hundepensionens bygninger på [adresse3] er mellem 300 og 350 meter.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afslag på landzonetilladelse til etablering af hundepensionen. Afgørelsen blev truffet efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at selvom hundepensioner naturligt hører hjemme i landzone, skal der ved afgørelsen tages hensyn til planlægningsmæssige og landskabelige forhold samt eventuelle urimelige gener for naboer og præcedensvirkning.

Nævnet bemærkede, at kommunens dispensation fra afstandskravet i Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. § 5, stk. 2 var betinget af etablering af en støjvold eller støjmur. Denne støjvold/-mur var imidlertid ikke en del af den ansøgning om landzonetilladelse, som kommunen havde behandlet, og kommunen havde derfor ikke taget stilling til den efter Planloven § 35, stk. 1. Nævnet fastslog, at en støjvold af den forudsatte størrelse ville kræve en særskilt landzonetilladelse, da den ville være et dominerende element i landskabet.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ville have en ikke uvæsentlig påvirkning af det åbne land. Dette skyldtes, at det samlede projekt, inklusive den nødvendige støjvold/-mur, ville virke dominerende i det flade landskab omkring ejendommen. Præcedensvirkningen af en tilladelse blev også tillagt vægt.

Lighedsgrundsætningen

Med hensyn til klagers henvisning til en anden hundepension i området, fandt nævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Dette skyldtes, at afstanden til nærmeste nabo ved den sammenlignede ejendom var 300-350 meter, hvilket var væsentligt længere end de ca. 150 meter i den aktuelle sag.

På baggrund af disse overvejelser stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet Esbjerg Kommunes afgørelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62.