Stadfæstelse af midlertidig landzonetilladelse til vognmandsvirksomhed

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Ishøj Kommunes afgørelse om en midlertidig landzonetilladelse til en vognmandsvirksomhed. Kommunen havde givet en tidsbegrænset tilladelse frem til 28. december 2014 med forskellige vilkår, herunder støjgrænser og afskærmning af oplag. Klager ønskede en tidsubegrænset tilladelse eller minimum 10 år.

Baggrund for sagen

• Ejendommen er beliggende i landzone og omfattet af en lokalplan, der udlægger området til boligformål.
• Vognmandsvirksomheden har været drevet fra ejendommen siden 2001.
• Kommunen havde tidligere fejlagtigt anset ejendommen for at være en landbrugsejendom.
• Naboer har klaget over støj- og støvgener.

Klagers argumenter

• Klager har i god tro investeret betydelige beløb i ejendommen.
• Kommunen har stiltiende accepteret virksomheden gennem anvisninger om indretning.
• En tidsbegrænsning vil medføre et betydeligt værdispild.

Kommunens begrundelse

• Lokalplanen udlægger ejendommen til boliger.
• En vognmandsvirksomhed hører som udgangspunkt ikke hjemme i landzonen.
• En tidsbegrænset tilladelse er rimelig under hensyntagen til virksomhedens hidtidige drift.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Ishøj Kommunes afgørelse om at meddele en midlertidig landzonetilladelse til vognmandsvirksomheden. Nævnet lagde vægt på, at en permanent tilladelse ville være i strid med Planlovens § 35, stk. 1 om landzonebestemmelserne og praksis om, at erhvervsvirksomheder som udgangspunkt skal placeres i erhvervsområder.

Nævnets begrundelse

• Beliggenheden er i et område med kulturhistoriske værdier og udlagt til boliger.
• Værdispild og god tro bør ikke føre til en permanent tilladelse i strid med planlovens hovedregel.
• Kommunens midlertidige tilladelse tager behørigt hensyn til ejerens gode tro.
• Ejer kan ikke forvente en yderligere forlængelse af den midlertidige tilladelse.

Nævnet bemærkede, at spørgsmålet om et eventuelt erstatningsansvar for kommunen henhører under domstolene. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Planlovens § 58.