Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om påbud vedrørende forurening under gulv i overfladebehandlingshal

Sagen omhandler Vordingborg Kommunes afgørelse af 22. august 2016 om ikke at meddele påbud vedrørende en jordforurening med nikkel under gulvet i en overfladebehandlingshal på adressen [adresse1]. Ejendommen er beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).

Virksomhedens Historie og Forureningens Oprindelse

Ejendommen blev i 1989 solgt til [virksomhed1], som opførte en produktionshal til fremstilling af elektriske komponenter. Virksomheden udførte overfladebehandling, først med tin og zink (1989-1991), og fra marts 1991 med nikkel og tin, hvor cyanid udgik af processen.

Den 30. december 1994 overtog [virksomhed2] (senere afgørelsesadressaten med CVR-nummer [cvr1]) ejendommen og driften. [virksomhed1] trådte i likvidation dagen efter. Afgørelsesadressaten har siden da gennemgået flere navneændringer ([virksomhed1], [virksomhed3], [virksomhed4], [virksomhed5]) og ejerskifter, men har bevaret samme juridiske identitet (CVR-nummer).

Forureningsundersøgelser

Kommunen har udført regelmæssige miljøtilsyn fra 1989 til 2016 uden at registrere spild eller uheld. I 2000 viste en forureningsundersøgelse foretaget af [virksomhed6] lave overskridelser af Miljøstyrelsens grænseværdier for ren jord for bly, zink og nikkel, men ikke over afskæringskriteriet for jord. Vandprøver viste ingen overskridelser af grundvandskriteriet.

I september/oktober 2015 foretog afgørelsesadressaten en frivillig undersøgelse, der afslørede forurening af jord og grundvand under overfladebehandlingshallen. Yderligere undersøgelser i januar/februar 2016 bekræftede to adskilte nikkelforureninger i jord og grundvand samt overskridelser af jordkvalitetskriteriet for totalkulbrinter og grundvandskriteriet for kulbrinter, bly og cadmium. Ingen af forureningerne var endeligt afgrænset.

Kommunens Afgørelse og Begrundelse

Den 12. maj 2016 videresendte kommunen undersøgelsesrapporten til regionen, som den 10. juni 2016 bemærkede, at forureningen ikke var tilstrækkeligt undersøgt og risikovurderet, og at mulighederne for påbud efter Jordforureningsloven § 41 eller Miljøbeskyttelsesloven § 69 ikke var udtømte.

Kommunen traf den 22. august 2016 afgørelse om at afslutte sagen. Kommunen begrundede dette med, at det var umuligt at fastslå, hvornår forureningen var sket, og hvem der var den ansvarlige forurener, idet de fejlagtigt fokuserede på skiftende ejerkredse frem for den juridiske enhed. Kommunen mente ikke at kunne oplyse sagen til et niveau, hvor det entydigt kunne afgøres, hvornår forureningen var sket, eller hvem der var ansvarlig, og fandt derfor ikke hjemmel til at udstede påbud.

I sine bemærkninger til klagen fastholdt kommunen, at det ikke var muligt at udelukke, at forureningen var ophørt før 1. januar 1992, og at den ansvarlige forurener ikke kunne udpeges på grund af skiftende ejere, selvom CVR-nummeret var det samme i den relevante periode.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet klagen over Vordingborg Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud vedrørende jordforureningen.

Nævnets Indledende Bemærkninger

Nævnet fastslog, at kommunens beslutning om ikke at meddele påbud efter Jordforureningsloven § 40, Jordforureningsloven § 41 eller Miljøbeskyttelsesloven § 69 er en forvaltningsretlig afgørelse, der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til Jordforureningsloven § 77, stk. 1, nr. 1.

Ansvaret for Forureningen

Nævnet bemærkede, at påbud efter Jordforureningsloven § 40 og Jordforureningsloven § 41 skal rettes til forureneren, som defineret i Jordforureningsloven § 41, stk. 3, nr. 1. Kommunen havde fejlagtigt antaget, at det var den juridiske persons ejerkreds, og ikke den juridiske person selv, der var at betragte som forurener.

Miljø- og Fødevareklagenævnet præciserede, at ændringer i et selskabs ejerkreds (overdragelse af aktier/anparter), omdannelse af selskabsform (f.eks. A/S til ApS) eller navneændringer ikke ændrer det retssubjekt (den juridiske person), der driver virksomheden. Den juridiske person forbliver intakt. Nævnet konstaterede, at overfladebehandlingsanlægget har været anvendt af to selskaber: [virksomhed1] (reg.nr. [...]) indtil 30. december 1994, og afgørelsesadressaten ([cvr1]) siden da.

På baggrund heraf fandt nævnet, at kommunen havde lagt en forkert forståelse af Jordforureningsloven § 41, stk. 3, nr. 1 til grund for sin afgørelse.

Øvrige Betingelser for Påbud efter Jordforureningsloven § 40

Til brug for kommunens fornyede behandling af sagen bemærkede nævnet, at Jordforureningsloven § 40 finder anvendelse, hvis en forurening er sket løbende, og en del af denne er sket efter 1. januar 1992, eller hvis forureningen er sket den 1. januar 1992 eller senere. Myndigheden skal godtgøre, at udledningen med overvejende sandsynlighed enten kan være fortsat efter eller er sket den 1. januar 1992. Myndigheden skal således ikke kunne udelukke, at forureningen er ophørt før denne dato.

Endvidere skal påbudshjemlerne i Jordforureningsloven § 40 og Jordforureningsloven § 41 administreres under hensyn til det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Dette indebærer, at der ikke kan meddeles påbud om undersøgelse efter Jordforureningsloven § 40, hvis det på forhånd kan udelukkes, at der kan meddeles påbud om oprensning efter Jordforureningsloven § 41 eller Miljøbeskyttelsesloven § 69.

Miljø- og Fødevareklagenævnets Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Vordingborg Kommunes afgørelse af 22. august 2016 om ikke at meddele påbud i sagen om forurening under gulv i overfladebehandlingshal, og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen.