Sag om overtrædelse af god skik ved anvendelse af forkert grundlagsrente i pensionsordning

Sagen omhandlede en tvist mellem Forbrugerombudsmanden, som repræsentant for Bente Landgreen, og Danica Pension, Livsforsikringsaktieselskab. Kernen i sagen var, hvorvidt Danica Pension havde handlet i strid med god skik ved at anvende en grundlagsrente på 2,5 % til beregning af Bente Landgreens erhvervsevnetabsdækning, når de udleverede dokumenter angav, at beregningen skulle baseres på Finanstilsynets maksimale grundlagsrente for livsforsikringer, som på daværende tidspunkt var 1,5 %.

Sagens Baggrund

Bente Landgreen indtrådte i 2001 i en firmapensionsordning hos Danica Pension via sin arbejdsgiver, DAKO. Danicas oprindelige tilbud til DAKO angav en grundlagsrente på 2,5 % for erhvervsevnetabsdækningen. Imidlertid indeholdt de dækningsoversigter og almindelige forsikringsbetingelser, som Bente Landgreen modtog, en formulering om, at præmien blev fastsat på grundlag af "den af Finanstilsynet fastsatte maksimale grundlagsrente for livsforsikringer". Denne rente var 1,5 %.

Bente Landgreen blev først opmærksom på den anvendte grundlagsrente på 2,5 % i marts 2011, da hun forespurgte om beregningen af sin ydelse. Hun havde modtaget udbetalinger baseret på 2,5 %-grundlaget siden maj 2004.

Parternes Påstande

Forbrugerombudsmanden (sagsøger):

• Danica Pension tilpligtes at anerkende, at de har handlet i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1, ved at anvende 2,5 % frem for Finanstilsynets maksimale grundlagsrente (1,5 %) som grundlag for regulering af erhvervsevnetabsdækningen.
• Danica Pension tilpligtes at stille Bente Landgreen på samme vilkår, som hvis 1,5 %-grundlagsrenten var anvendt, og betale renter efter Renteloven § 5, stk. 1.
• Forbrugerombudsmanden gjorde gældende, at de udleverede dokumenter udgjorde en bindende aftale, og at Danica som koncipist bar risikoen for uklarheder, jf. Aftaleloven § 38b (selvom denne paragraf ikke er en del af den endelige dom, var den en del af argumentationen).
• Forældelse var ikke indtrådt, da Bente Landgreen først fik kendskab til tabet i marts 2011, og sagen var afbrudt af indbringelse for Ankenævnet for Forsikring, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 2 og § 20, stk. 1.

Danica Pension (sagsøgte):

• Påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og mere subsidiært anerkendelse af forældelse for krav forfaldet før den 19. juni 2011.
• Anførte, at den kollektive aftale med DAKO var baseret på 2,5 %-grundlaget, og at henvisningen til Finanstilsynets maksimale grundlagsrente i de individuelle dokumenter var en fejl. Disse dokumenter udgjorde ikke et bindende løfte, der kunne ændre den oprindelige aftale.
• Hævdede, at Bente Landgreen burde have indset fejlen, og at der ikke var skabt en berettiget forventning om en anden grundlagsrente, jf. Aftaleloven § 32, stk. 1 og § 39, stk. 2.
• Bestred Forbrugerombudsmandens søgsmålskompetence i en aftaleretlig tvist.

Tidligere Afgørelser

Sagen havde tidligere været indbragt for Ankenævnet for Forsikring to gange, som enten ikke gav medhold eller afviste sagen grundet dens kompleksitet. Finanstilsynet afviste også at behandle sagen, da de anså den for en konkret formueretlig tvist.

Sø- og Handelsretten fandt, at Danicas oprindelige tilbud til DAKO var baseret på en grundlagsrente på 2,5 %. Dog lagde retten til grund, at de dokumenter, der blev udleveret til Bente Landgreen (herunder de almindelige forsikringsbetingelser og dækningsoversigten), trådte i stedet for en forsikringspolice og udgjorde en individuel forsikringsaftale.

Retten bemærkede, at disse dokumenter fejlagtigt angav, at præmien blev fastsat på grundlag af Finanstilsynets maksimale grundlagsrente for livsforsikringer (1,5 %). Danica Pension erkendte under sagen, at denne henvisning var en fejl.

Retten fandt, at der forelå en betydelig uoverensstemmelse mellem aftalegrundlaget med Bente Landgreen og de faktiske beregninger og udbetalinger baseret på 2,5 %-grundlaget. Det blev også lagt til grund, at over 3.000 andre kunder havde modtaget tilsvarende fejlagtige dækningsoversigter, og at Danica ikke af egen drift havde rettet op på denne uoverensstemmelse.

Retten konkluderede, at Danica Pension derved havde overtrådt reglerne om god skik, jf. Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1, og forud for denne bestemmelse, reglerne i Markedsføringsloven § 1.

For så vidt angår forældelsesspørgsmålet, fandt retten, at Bente Landgreens anden indbringelse af sagen for Forsikringsankenævnet var fristafbrydende i henhold til Forældelsesloven § 20, stk. 1. Der var derfor ikke indtrådt forældelse af de fremsatte krav.

Afgørelse:

• Danica Pension, Livsforsikringsaktieselskab, tilpligtes at anerkende at have handlet i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1, ved at anvende en grundlagsrente på 2,5 % frem for den af Finanstilsynet fastsatte maksimale grundlagsrente for livsforsikringer som grundlag for regulering af Bente Landgreens kollektive erhvervsevnetabsdækning.
• Danica Pension, Livsforsikringsaktieselskab, tilpligtes at stille Bente Landgreen på samme vilkår, som ville have været gældende, såfremt den af Finanstilsynet fastsatte maksimale grundlagsrente for livsforsikringer var anvendt som grundlagsrente frem for en grundlagsrente på 2,5 % som grundlag for regulering af udbetaling af Bente Landgreens kollektive erhvervsevnetabsdækning. Danica Pension skal endvidere betale renter efter Renteloven § 5, stk. 1 fra forfaldstidspunktet for de for lidt udbetalte beløb.
• Danica Pension, Livsforsikringsaktieselskab, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 100.000 kr. (ekskl. moms) samt retsafgift med 9.080 kr. til Forbrugerombudsmanden. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter Renteloven § 8a.

Dommen er anket til Højesteret (Sag 124/17) den 13. juni 2017 og ændret ved dom af 15. maj 2018.