Klage over anvendelse af grundlagsrente ved forhøjelse af pensionsindbetalinger

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over, at PFA Pension har anvendt en grundlagsrente på 3 % for forhøjelser af pensionsindbetalingerne, der er foretaget efter den 1. april 1996. Klageren har en pensionsordning i PFA Pension, som blev oprettet i 1990 med en grundlagsrente på 5%.

Sagens omstændigheder:

• Klageren skiftede job den 1. april 1996, hvorefter de månedlige indbetalinger til pensionsordningen blev nedsat.
• PFA Pension sendte et tilbud til klageren den 14. maj 1996 om en forhøjet indbetaling.
• Klageren udfyldte en blanket den 30. maj 1996, hvor han anmodede om et tilbud på en frivillig pensionsordning med dækning ved nedsættelse af erhvervsevne/invalidepension.
• Den 1. juli 1996 underskrev klageren en blanket, hvor han ønskede at udvide sin pensionsordning med et supplerende bidrag på 12,6 % af sin løn.
• PFA Pension udstedte en police den 12. juli 1996, hvoraf det fremgik, at der udover en grundlagsrente på 5 % anvendes en grundlagsrente på 3 % ved ændringer og i bonus fra og med den 1. april 1996.

Parternes argumenter:

• Klageren gør gældende, at PFA Pensions tilbud er juridisk bindende, og at det ikke er lovligt med tilbagevirkende kraft at ændre i det tilbudte til skade for kunden. Klageren mener, at han har ret til at videreføre sine indbetalinger på uændret niveau på sin police med 5 % grundlag.
• PFA Pension gør gældende, at der i 1996 blev indgået en aftale om, at grundlagsrenten udgør 5 % for så vidt angår årlige indbetalinger på 2,40 % af klagerens indkomst og 3 % for den resterende del af indbetalingerne på 12,60 % af indkomsten. Selskabet gør endvidere gældende, at klagerens eventuelle krav er bortfaldet ved passivitet.

Yderligere elementer i sagen:

• Klageren bestrider, at han har ønsket ændringer til tilbuddet, og henviser til Aftaleloven § 1 om, at et tilbud, der accepteres uændret, er bindende for afgiveren af tilbuddet.
• PFA Pension henviser til Aftaleloven § 5 og Aftaleloven § 6, stk. 1, om at et afslag på et tilbud er bindende, og at et svar, der ikke stemmer med tilbuddet, anses som et afslag i forbindelse med et nyt tilbud.
• Klageren anfører, at PFA handler i strid med Aftaleloven § 38 b, da det er umuligt for en almindelig forbruger at forstå indholdet af begrebet tarifudbetalinger.
• Klageren henviser til Aftaleloven § 36 om, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.

Ankenævnet traf afgørelse efter stemmeflertal, hvor klageren ikke fik medhold.

Flertallets afgørelse:

• Selskabet havde den 8/7 1996 modtaget et dokument med titlen ”aftale”, underskrevet af klageren, hvilket udgjorde en uforbeholden accept af selskabets tilbud.
• Aftaledokumentet indeholdt rubrikker, hvor klageren skulle angive sine valg, og klagerens valg lå inden for selskabets muligheder.
• Selskabet var som udgangspunkt ikke berettiget til at ændre forudsætningerne i policen dateret 12/7 1996.
• Aftalen anses for indgået på baggrund af selskabets tilbud af 13/6 1996.
• Tilbuddet angav, at ”Ved ændringer og i bonus skal der senest 1/1 1997 indgå en grundlagsrente på 3 %. I denne beregning og efterfølgende prognoser anvendes alene en grundlagsrente på 5 % indtil 1/1 1997.”
• Udtrykket ”senest 1/1 1997” udelukkede ikke, at selskabet kunne anvende en tidligere dato, eksempelvis 1/4 1996.
• Klageren gjorde først indsigelse efter 16 år mod forudsætningerne i policen fra 1996.
• Selskabet var berettiget til at anvende en grundlagsrente på 3 % for årlige indbetalinger, der oversteg 2,4 % af klagerens indkomst.

Mindretallets afgørelse:

• Enig med flertallet i, at selskabet ved fremsendelse af policen dateret 12/7 1996 ikke var berettiget til at ændre de forudsætninger, der dannede grundlag for aftalen, og er opmærksomme på, at formuleringen af tilbuddet giver selskabet en vis frihed.
• Formuleringen i tilbuddet kunne alene give selskabet ret til at fremsende en police med ændrede forudsætninger, hvis selskabet opfyldte de almindeligt gældende betingelser for at kunne ændre i forsikringsvilkårene ved såkaldt ”passiv accept”.
• Der var tale om en ændring, som var til ugunst for klageren, og som kunne have stor økonomisk betydning for klageren.
• Selskabet havde ikke bevist, at selskabet havde gjort klageren klart opmærksom på den ændring, der var foretaget i forudsætningerne for forsikringsaftalen.
• Selskabet kunne ikke påberåbe sig den forudsætning, der fremgår af policen dateret 12/7 1996, om, at der ud over en grundlagsrente på 5 % anvendes en grundlagsrente på 3 % ved ændringer og i bonus fra og med den 1/4 1996.