Sø- og Handelsretten: Sag om ansvar for transportskade på lakseørredrogn under luftfragt – Anvendelse af luftfartsloven vs. CMR-loven

Sagen omhandlede ansvaret for en transportskade på et parti lakseørredrogn, der opstod under et færdselsuheld i Tyskland den 2. december 2000. Transporten skulle gå fra producenten Beltfish A/S i Danmark til en køber i Japan.

Parter og deres påstande

Transportforløb og skadens opståen

Transporten af lakseørredrognen, der vejede 8.976 kg, var aftalt som en luftbefordring fra Billund Lufthavn til Narita Lufthavn i Japan. Mahé udstedte et air waybill, der angav ruten "JL (JAL) FRA NRT" og en påkrævet temperatur på "+3 AND +5 DEGREES CELC.". Den indledende vejtransport fra Billund til Frankfurt blev udført af Eigil Thygesen Transport under aftale med Haugsted, som igen havde aftale med JAL.

Uheldet skete den 2. december 2000 i Tyskland, hvor chaufføren af vejtransporten blev distraheret og kørte i rabatten. Dette medførte, at lasten forskød sig 1,5 meter fremad, og emballagen blev beskadiget med synlige skader og fugt. Godset blev efterfølgende sendt tilbage til Beltfish i Danmark for inspektion og genindfrysning.

Skadens omfang og vurdering

Ved inspektion den 4.-5. december 2000 blev der konstateret tilsmudsede og delvist iturevne kartoner, samt lækkende spande. Temperaturen i rognen var ved besigtigelsen -0,8°C og +2,3°C, selvom den oprindeligt var frosset (-18°C) og skulle tø op til ca. 0°C ved ankomst i Japan. Skaden blev vurderet til 75% af varens værdi i Japan, baseret på en rapport fra surveyor T. Suzuki. Mitsui, som vareforsikrer, havde udbetalt erstatning til køberen og subrogerede i kravet.

Parternes argumenter om lovvalg og forældelse

Et centralt spørgsmål var, om ansvaret skulle bedømmes efter CMRloven eller Luftfartsloven.

• Mitsui gjorde gældende, at transporten var kontraheret som en luftbefordring, og at Luftfartsloven § 108 derfor var gældende. De henviste til, at air waybill'en angav en 2-årig forældelsesfrist, jf. Luftfartsloven § 118.
• Mahé bestred Luftfartslovens anvendelse på vejtransporten og mente, at CMRloven § 1 var gældende, hvilket ville medføre forældelse af kravet efter CMRloven § 41.
• JAL påstod frifindelse og bestred ansvar for ulykken.
• Haugsted gjorde gældende, at aftalen mellem Haugsted og JAL om vejtransport fra Billund til Frankfurt var omfattet af CMRloven § 1, stk. 1, og at JAL's krav mod Haugsted derfor var forældet i medfør af CMRloven § 41. Klausulen "Haugsted Aircargo Trucking dækker luftfragt iht Warzaw den Haag konventionen" blev af Haugsted fortolket som en kulancemæssig dækning op til Luftfartslovens ansvarsbegrænsning (17 SDR/kg), ikke som en generel vedtagelse af Luftfartsloven.

Retten fandt, at Mitsui var berettiget til at gøre krav gældende over for Mahé.

Rettens vurdering af lovvalg og ansvar

Retten fastslog, at Mahés ansvar over for Mitsui skulle bedømmes efter Luftfartsloven (lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985). Dette skyldtes, at transporten i sin helhed var kontraheret som en luftbefordring fra Billund Lufthavn til Narita Lufthavn, hvilket fremgik klart af booking-bekræftelsen og luftfragtbrevet. Den indledende vejtransport fra Billund til Frankfurt blev anset for en del af den samlede luftbefordring.

Mahés ansvar kunne videreføres mod Japan Airlines i overensstemmelse med Luftfartsloven.

Derimod fandt retten, at Japan Airlines' krav mod Haugsted skulle bedømmes efter CMRloven, ikke Luftfartsloven. Klausulen om "Warsaw den Haag konventionen" i aftalen mellem JAL og Haugsted blev fortolket som et tilsagn fra Haugsted om at dække op til Luftfartslovens ansvarsbegrænsningsbeløb, men ikke som en generel vedtagelse af Luftfartslovens anvendelighed.

Skadens årsag og omfang

Skaden indtraf, mens godset var i Eigil Thygesen Transports varetægt, og det blev ikke godtgjort, at færdselsuheldet ikke kunne have været undgået, jf. Luftfartsloven § 109 og CMRloven § 24. Retten lagde vægt på, at godset var let fordærveligt, og at færdselsuheldet samt den efterfølgende opbevaring og genindfrysning havde medført en betydelig værdiforringelse. Retten tilsluttede sig skadesprocenten på 75%, som anslået af surveyor T. Suzuki.

Afgørelse

Sagen er anket den 1. april 2005 til Højesteret f.s.v. adcit. 1) (j.nr. 120/05).Sagen er anket den 15. april 2005 til Højesteret f.s.v. sagsøgte (j.nr. 138/05)Sagerne er sluttet i Højesteret den 23. april 2008.