Sag om mangelfuld instruktørydelse i forbindelse med spillefilmen "Krummerne – så er det jul igen"

Sagen omhandlede en tvist mellem filminstruktøren Morten Lorentzen, repræsenteret af Lorentzen anno 2005 ApS (sagsøger), og filmproducenten Regner Grasten Rettigheder A/S (sagsøgte) vedrørende en instruktøraftale for spillefilmen "Krummerne – så er det jul igen". Kernen i sagen var, hvorvidt Morten Lorentzen havde leveret en mangelfuld ydelse som instruktør, hvilket ville berettige Regner Grasten Rettigheder A/S til at reducere hans gage og undlade at udbetale forskudsvis royalty.

Aftalegrundlag og tvistens opståen

Ifølge instruktøraftalen af 22. november 2005 havde Morten Lorentzen det "overordnede kunstneriske ansvar for Filmen" (Instruktøraftalen pkt. 5). Aftalen fastslog desuden, at der ikke måtte ændres i filmen uden forudgående aftale med instruktøren (Instruktøraftalen pkt. 8). Morten Lorentzen skulle modtage en gage på 350.000 kr. og en minimumsgaranti på 100.000 kr. i royalty ved aflevering af A-kopi (Instruktøraftalen pkt. 3, pkt. 10).

Parterne var enige om, at filmen skulle have en mørkere grundtone, inspireret af ældre Walt Disney-film. Under filmens "colorgrading" (farvejustering) fastholdt Morten Lorentzen og filmfotograf Henrik Jongdahl den mørke stil, på trods af at graderen, Dan Konzior, advarede om, at detaljer ville gå tabt. Regner Grasten Rettigheder A/S udtrykte utilfredshed med A-kopien, som de fandt for mørk, og distributøren United International Pictures (UIP) meddelte, at filmen i den foreliggende form ikke kunne distribueres til biograferne.

Regner Grasten Rettigheder A/S foranledigede herefter en omgrading af filmen uden Morten Lorentzens samtykke og undlod at udbetale den resterende gage og royalty. Morten Lorentzen afviste producentens ret til at ændre filmen og krævede fuld betaling.

Parternes argumenter

Lorentzen anno 2005 ApS argumenterede for, at Morten Lorentzen som instruktør havde det kunstneriske ansvar, og at hans kreative valg ikke kunne betegnes som "forkerte" i faglig forstand. Det blev fremhævet, at producenten ikke havde ret til at reducere honoraret på grund af utilfredshed med det kunstneriske resultat, og at producentens egenhændige ændringer af filmen var i strid med instruktøraftalen og Ophavsretsloven § 56 og § 58. Det blev også anført, at der ikke var væsentlig forskel på den oprindelige og den omgradede version af filmen, og at der ikke var grundlag for at reducere instruktørens honorar.

Regner Grasten Rettigheder A/S påstod, at Morten Lorentzen havde misligholdt instruktøraftalen ved at aflevere en film, der var for mørk og uegnet til biografvisning, på trods af advarsler. De mente, at instruktøren havde foretaget et "forkert kunstnerisk valg", og at producenten var nødsaget til at foretage ændringer for at overholde sine kontraktlige forpligtelser over for distributøren. De anførte, at filmen ikke kunne generere indtægter i den leverede form, og at der var væsentlig forskel på den oprindelige og den omgradede kopi. Producenten havde afholdt betydelige ekstraomkostninger til omgrading og fremvisningsudstyr.

Sø- og Handelsretten fandt, at der ikke var godtgjort grundlag for at betegne de kunstneriske og kreative valg, som Morten Lorentzen foretog som filminstruktør, som forkerte. Rettens vurdering var, at Morten Lorentzens instruktørarbejde ikke kunne antages at have været af en standard, der kunne give grundlag for en reduktion i det honorar og den royalty, som tilkom ham i henhold til instruktøraftalen.

Retten tog derfor Lorentzen anno 2005 ApS' påstand til følge. Regner Grasten Rettigheder A/S blev dømt til at betale det fulde beløb, der var krævet, samt sagsomkostninger.

Rettens afgørelse

Regner Grasten Rettigheder A/S blev pålagt at betale Lorentzen anno 2005 ApS 187.500 kr. med rente 1,25 % pr. måned fra den 10. juli 2006, til betaling sker. Derudover blev Regner Grasten Rettigheder A/S dømt til at betale sagsomkostninger på 35.044,04 kr., heraf 4.800 kr. i retsafgift, 2.244,04 kr. til udgifter til ekstrakt m.m. og 28.000 kr. i advokatomkostninger.

Sagen er anket til Højesteret (HR 140/07) den 30. marts 2007.Sagen er afgjort af Højesteret den 21. juni 2010.