Sampensions ophævelse af ydelsesgaranti: Krav om individuelt samtykke

Sampension havde oprindeligt udstedt en ydelsesgaranti til en række af sine kunder, hvilket indebar en garanteret minimum pensionsudbetaling ved en bestemt gennemsnitlig årlig forrentning. Som følge af et nyt EU-direktivforslag (Solvens II-direktivet) omhandlende nye kapitalkrav for forsikringsselskaber, indgik Sampension aftale med arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer (overenskomstparterne) i 2010 om at ophæve ydelsesgarantierne fra 1. januar 2011. Dette gjaldt både for allerede foretagne og fremtidige indbetalinger, og ydelsesgarantien blev erstattet med en ikke-bindende hensigtserklæring.

Finanstilsynets vurdering

Finanstilsynet vurderede i november 2010, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Sampension havde handlet i strid med reglerne om god skik ved at afskaffe ydelsesgarantien gennem en aftale med overenskomstparterne. Finanstilsynet tog dog ikke stilling til, om Sampension civilretligt var frigjort fra sine forpligtelser over for kunderne.

Forbrugerombudsmandens undersøgelse

Forbrugerombudsmanden tog sagen op i maj 2011 for at klarlægge de aftaleretlige forhold vedrørende ophævelsen af ydelsesgarantien. Forbrugerombudsmanden fandt, at ophævelsen af ydelsesgarantien med tilbagevirkende kraft var en væsentlig aftaleændring, der krævede enten samtykke fra kunden eller udtrykkelig hjemmel i aftalegrundlaget. Dette skyldtes, at ophævelsen blev sidestillet med fratagelse af en erhvervet formuerettighed, hvilket krævede et særligt klart hjemmelsgrundlag, som ikke forelå.

Forbrugerombudsmandens vurdering af tredjemandsaftaler og overenskomstparters kompetence

Forbrugerombudsmanden vurderede, at Sampension ikke havde hjemmel i de ulovbestemte regler om tredjemandsaftaler til at ophæve ydelsesgarantien, da pensionsindbetalingerne hidrørte fra kunderne selv og ikke fra løftemodtager (overenskomstparterne) eller løftegiver (Sampension). Desuden fandt Forbrugerombudsmanden, at overenskomstparternes forhandlingsret ikke gav dem kompetence til at ophæve ydelsesgarantien med tilbagevirkende kraft, da dette greb ind i kundernes allerede erhvervede formuerettigheder. Der var heller ikke et sagligt grundlag for at ændre pensionsordningen på daværende tidspunkt, set i lyset af usikkerhederne omkring Solvens II-direktivet. Forbrugerombudsmanden fandt også, at overenskomstparterne var i en interessekonflikt, da de var aktionærer i Sampension eller 100 % ejet af Sampension, hvilket gav dem en økonomisk interesse i ophævelsen af ydelsesgarantierne.

Usikkerhed omkring grundlaget for afskaffelsen

Endelig fandt Forbrugerombudsmanden, at Sampensions grundlag for at afskaffe ydelsesgarantien var behæftet med betydelig usikkerhed, da beslutningen blev truffet på et tidspunkt, hvor Solvens II-direktivet kun var et forslag, og på basis af et beregningsgrundlag med væsentlige usikkerhedsmomenter. Forbrugerombudsmanden konkluderede, at Sampensions ophævelse af ydelsesgarantierne med tilbagevirkende kraft var ugyldig, og at Sampension skulle have indhentet individuelt samtykke fra kunderne.

Afgørelse

Forbrugerombudsmanden og Sampension indgik en aftale, der tilgodeså Sampensions kunder både individuelt og kollektivt som et alternativ til en langvarig retssag. Parterne aftalte, at Sampension overførte et beløb svarende til 5 % af kundens depot pr. 1. maj 2013 som individuelle særlige bonushensættelser for kunderne. Aftalen gav endvidere kunderne mulighed for at fraskrive sig den individuelle særlige bonushensættelse mod i stedet at blive stillet som om, at ydelsesgarantien ikke var afskaffet pr. 1. januar 2011 for så vidt angår indbetalinger foretaget forud for dette tidspunkt. Det var samtidig en del af aftalen, at Sampension indtil den 2. august 2013 helt eller delvist kunne træde tilbage fra aftalen. Havde Sampension trådt tilbage fra aftalen, bortfaldt samtidig Forbrugerombudsmandens fraskrivelse af at føre en retssag mod Sampension.