Højesteret: Afspilning af videoafhøring af mindreårig i grundlovsforhør – Velfærdsvurdering ved potentiel udvisning af forælder

Sagen omhandler en påkæring af Østre Landsrets kendelse vedrørende afspilning af en videoafhøring af et barn, F, i et grundlovsforhør mod hendes far, S, der var sigtet for seksuelle overgreb.

Sagens Baggrund

S er far til F (født 2008) og A (født 2011), begge statsborgere i Myanmar. F har opholdt sig i Danmark i over ni år og har siden september 2019 været anbragt uden for hjemmet. I marts 2020 fik F en midlertidig opholdstilladelse i medfør af Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, begrundet i hendes anbringelse uden for hjemmet.

I september 2020 modtog politiet en anmeldelse om mistanke om seksuelle overgreb begået af S mod F. Efter farens samtykke blev begge døtre videoafhørt af politiet på Børnehuset. Farens forsvarsadvokat og børnenes bistandsadvokat overværede afhøringerne. F blev vejledt om indholdet af Retsplejeloven § 171 inden afhøringen.

Sigtelser

S blev fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for:

• Forhold 1: Voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med eget barn under 12 år, jf. Straffeloven § 216, stk. 2, § 225 og § 210, stk. 3, jf. stk. 1. Dette skulle være sket adskillige gange fra 2015 til 2019.
• Forhold 2: Voldtægt ved samleje med eget barn under 12 år, jf. Straffeloven § 216, stk. 1, nr. 1, og § 216, stk. 2, samt § 210, stk. 1. Dette skulle også være sket adskillige gange fra 2015 til 2019.

Proces og Tidligere Afgørelser

Anklagemyndigheden ønskede at afspille videoafhøringerne i grundlovsforhøret, hvilket forsvareren og bistandsadvokaten protesterede mod. Byretten i Roskilde tillod afspilningen den 25. september 2020. Byretten fandt, at der ikke var grundlag for at fritage børnene fra at afgive forklaring i medfør af Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1, da deres opholdsgrundlag ikke afhang af farens, og begrænset samvær ikke medførte tab af velfærd. Byretten vurderede, at børnenes forklaringer var af afgørende betydning for sagens udfald, og at sagens alvorlige karakter berettigede et pålæg om at afgive forklaring, jf. Retsplejeloven § 171, stk. 3.

Kendelsen blev kæret til Østre Landsret, som den 2. oktober 2020 stadfæstede byrettens afgørelse. Landsretten tiltrådte, at bistandsadvokaten kunne påberåbe sig vidnefritagelsesgrunde på barnets vegne, men fandt, at der ikke var grundlag for at fritage F fra at afgive forklaring. Landsretten bemærkede, at F ikke var vejledt om Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1, men fandt, at den manglende vejledning ikke var til hinder for afspilningen.

Parternes Anbringender for Højesteret

F's bistandsadvokat anførte, at F's opholdstilladelse var betinget af anbringelsen, og at en udvisning af faren kunne medføre tab af F's opholdsgrundlag eller forhindre effektiv kontakt med faren, hvilket ville udgøre tab af velfærd, jf. Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1. Den manglende vejledning om denne bestemmelse burde forhindre afspilning af videoafhøringen. Afspilningen blev også anset for at være i strid med FN's Børnekonvention artikel 3, stk. 1, om barnets tarv.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og anførte, at der var givet behørig vejledning, og at manglende vejledning om Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1, ikke var en fejl. Afspilningen var af afgørende betydning for sagens udfald og berettiget af sagens grovhed og samfundsmæssige interesse, jf. Retsplejeloven § 171, stk. 3. Anklagemyndigheden bestred, at der var risiko for tab af velfærd for F, da hendes opholdstilladelse var selvstændig, og en udvisning af faren ikke nødvendigvis ville påvirke hendes ophold eller muligheden for kontakt.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse, hvilket tillod afspilning af videoafhøringen af datteren F under grundlovsforhøret. Højesteret lagde til grund, at F forud for afhøringen var blevet vejledt om sin ret til ikke at afgive forklaring som barn af sigtede, jf. Retsplejeloven § 171, stk. 1.

Retten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at afspilning af videoafhøringen ville udsætte F for tab af velfærd, jf. Retsplejeloven § 171, stk. 2, nr. 1. Dette blev begrundet med, at udlændingemyndighederne ved en eventuel udvisning af faren ville skulle tage hensyn til F's personlige forhold og Danmarks internationale forpligtelser, herunder at faren var fundet skyldig i alvorlige overgreb mod hende. Desuden ville en udvisning af faren ikke udelukke samvær eller anden kontakt.

Det blev derfor ikke anset for en fejl, at F ikke var blevet vejledt specifikt om denne bestemmelse. Højesteret tiltrådte desuden, at betingelserne for at meddele F vidnepålæg efter Retsplejeloven § 171, stk. 3, var opfyldt, idet sagens alvorlige karakter og forklaringens afgørende betydning for sagens udfald blev fremhævet.