Sag om indførelse af nyt lønsystem og systemtillæg – Væsentlig vilkårsændring?

Sagen omhandlede, hvorvidt indførelsen af et nyt kollektivt lønsystem, Uniløn 2000, der indeholdt et systemtillæg, som i en periode stillede sagsøgers løn i bero, havde karakter af en væsentlig vilkårsændring, der krævede varsling i overensstemmelse med Funktionærloven § 2.

Sagsøgers påstand og argumenter

Sagsøger, NR, nedlagde påstand om, at Nordea A/S skulle anerkende, at indførelsen af systemtillægget krævede varsel i henhold til Funktionærloven § 2, og at et sådant varsel ikke var givet. NR argumenterede, at systemtillægget forringede hans ansættelsesvilkår, da hans bruttoløn ikke længere blev overenskomstreguleret, hvilket reelt medførte en nedsættelse af reallønnen. Han mente, at stigninger i funktionslønnen blev finansieret af ham selv via systemtillægget. Han gjorde gældende, at enhver lønnedgang er en væsentlig vilkårsændring, der kræver varsling med funktionærens opsigelsesvarsel, jf. Funktionærloven § 21. Endvidere mente han, at pensionsindbetalingerne de facto blev forringet, hvilket også burde have været varslet.

Sagsøgtes påstand og argumenter

Nordea A/S nedlagde påstand om frifindelse. De gjorde gældende, at NR var ansat i henhold til Bankoverenskomsten, og at ændringer som følge af en kollektiv overenskomst ikke kræver individuel varsling. De anførte, at der ikke var tale om en lønnedsættelse, men en midlertidig fastlåsning af lønnen, hvor NR via forhandling havde mulighed for at øge sin løn, så systemtillægget gradvist ville elimineres. Nordea bestred, at systemtillægget forringede NRs pensionsforhold, da pensionsordningerne fortsat var på uforandrede vilkår. De hævdede, at der var givet omfattende information om det nye lønsystem forud for indførelsen, og at dette opfyldte kravene til varsling, hvis det overhovedet var påkrævet.

Sø- og Handelsretten frifandt Nordea A/S.

Retten lagde til grund, at NR var ansat i henhold til en kollektiv aftale, og at ændringer i kollektive aftaler, der forhandles mellem organisationerne, binder medlemmerne. Dog må kollektive aftaler for funktionærer ikke stride mod Funktionærloven § 21, og en ældre individuel aftale kan ikke ændres ved kollektiv aftale uden varsling.

Retten fandt, at NR havde en individuel aftale i form af utilregnelighedsklausulen i vedtægternes § 10, stk. 1, som beskyttede mod afskedigelse, men ikke indeholdt et løfte om en bestemt pension eller lønudvikling. NRs forventninger til generelle lønstigninger udspringer af en kollektiv aftale, som kun er gældende i overenskomstperioden.

Retten konkluderede, at indførelsen af systemtillægget ikke indebar en lønnedsættelse for NR, men alene at hans løn blev sat i bero i en periode. Dette blev ikke anset for en væsentlig vilkårsændring, der krævede varsling i henhold til Funktionærloven § 2.

Vedrørende pension fandt retten, at pensionssatserne var uændrede, og at eventuelle forringelser af pensionsindbetalingerne alene var en afledt virkning af de ændrede lønvilkår. NR havde ikke krav på en stigning i pensionsindbetalingerne, og retten fandt derfor ikke, at der i relation til pension var tale om en væsentlig vilkårsændring, der krævede varsling.

NR blev pålagt at betale 23.000 kr. i sagsomkostninger til Nordea A/S.