NESA: Klage over flytteregning og manglende afmelding af el efter virksomhedsoverdragelse

Sagen omhandler et krav på betaling for elforbrug i perioden 7. juni 2002 til 6. juni 2003 på 45.853,16 kr. Klageren drev et solcenter i Stenløse fra april til 11. juni 2002, hvor virksomheden blev overdraget til en ny lejer. Klageren afmeldte ikke sin aftale med energiselskabet NESA i forbindelse med overdragelsen.

Først den 4. februar 2003 meddelte den nye ejer NESA om ejerforholdet og oplyste en målerstand. NESA foretog en aflæsning den 25. februar 2003 og fortsatte med at sende regninger og inkassovarsel til klageren for forbruget frem til denne dato. Den seneste opgørelse for perioden 11. juni 2002 til 25. februar 2003 lød på 27.966,98 kr.

Klagerens påstande

Klageren kræver fritagelse for ethvert betalingskrav fra NESA. Klageren anfører, at hun først modtog en opkrævning over et år efter overdragelsen. Hun mener, det må komme NESA til skade, at selskabet ikke har forfulgt sit krav tidligere, så hun kunne have begrænset sit tab. Klageren hævder desuden, at hun aldrig har modtaget NESAs leveringsbetingelser og derfor ikke kan være forpligtet af dem, herunder bestemmelser om hæftelse og procedure ved ejerskifte.

Indklagedes påstande

NESA kræver betaling og afviser klagerens krav. Selskabet anfører, at en kunde hæfter for forbruget, indtil der er foretaget en korrekt afmelding med slutaflæsning. Da klageren ikke meddelte sin fraflytning, hæfter hun for forbruget, indtil NESA modtog meddelelse herom den 4. februar 2003. NESA henviser til sine almindelige leveringsbetingelser, herunder "Almindelige Betingelser for El-levering gældende fra den 1. juni 2002", pkt. 10.2, som fastslår, at kunden hæfter for betaling, indtil aftaleforholdet ophører, hvilket forudsætter, at en ny kunde er indtrådt, eller at der foreligger en accepteret selvaflæsning.

Ankenævnet kan ikke give klageren medhold i det fremsatte krav over for indklagede, NESA A/S, om reduktion i det fakturerede forbrug. Indklagede skal ikke betale sagsomkostninger, og klagegebyret returneres ikke til klager, jf. Ankenævnets vedtægter § 23, stk. 2.

Nævnets begrundelse

Nævnet lægger til grund, at klageren var tilsluttet indklagede som forsyningspligtkunde. Efter elforsyningsloven er det en forudsætning, at en elforbruger ved at påbegynde et elforbrug stiltiende accepterer en aftale om elforsyning baseret på energiselskabets gældende leveringsbestemmelser.

Selvom klageren drev erhvervsvirksomhed, er nævnet kompetent til at behandle sagen, da den ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 1, stk. 5.

Ankenævnet bemærker, at det havde været i overensstemmelse med god skik, hvis indklagede havde fremsendt leveringsbestemmelserne ved aftalens indgåelse. Den manglende fremsendelse afskærer dog ikke indklagede fra at påberåbe sig bestemmelserne.

Selvom de gældende leveringsbestemmelser ikke udtrykkeligt pålagde kunden en pligt til at framelde sig ved fraflytning, finder nævnet, at klageren er den nærmeste til at bære risikoen for ikke at have afmeldt sig som kunde hos elforsyningsselskabet ved overdragelse af forbrugsstedet. På denne baggrund kan nævnet ikke fritage klageren for betaling af elforbruget i perioden fra fraflytningen den 11. juni 2002 og frem til det registrerede fraflytningstidspunkt den 25. februar 2003.

Afslutningsvis bemærker nævnet, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om klageren kan gøre regres gældende mod køberen af solcentret.