Højesteret ophæver afvisning af anke grundet lovligt forfald

Sagen omhandler en anke fra Tiltalte, der ved Københavns Byret den 14. oktober 2022 blev idømt en tillægsstraf på 8 måneders fængsel for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1 og [Straffeloven § 247, stk. 1], samt lovgivningen om euforiserende stoffer. Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse eller formildelse af straffen.

Forløb i Landsretten

Ankesagen var berammet til hovedforhandling i Østre Landsret den 4. juni 2024. Det havde ikke været muligt at forkynde indkaldelsen for Tiltalte, som ifølge politiet befandt sig i Pakistan. Anklagemyndigheden påstod anken afvist i henhold til Retsplejeloven § 920, stk. 3, da Tiltalte ikke havde oplyst sin adresse i Pakistan, og forkyndelse derfor ikke var mulig.

Tiltaltes forsvarer oplyste, at han havde informeret Tiltalte om retsmødet, og fremlagde en sms-besked, der viste Tiltaltes ønske om at deltage. En flybillet fra Pakistan til Danmark med ankomst den 1. juni 2024 blev også fremlagt. Den 3. juni 2024 oplyste forsvareren dog, at Tiltalte var blevet syg og forhindret i at møde. Som dokumentation fremlagdes to lægeerklæringer:

• Pakistansk lægeerklæring (31. maj 2024): Angav mavesmerter og opkast, anbefalede tre dages hvile og væskeindtag.
• Dansk lægeattest (3. juni 2024): Baseret på den pakistanske erklæring, angav kvalme, diarré og opkastninger, og skønnede Tiltalte forhindret i at møde i to uger.

Landsretten afviste Tiltaltes anke i medfør af Retsplejeloven § 920, stk. 2. Landsretten fandt, at den danske lægeattest ikke kunne tillægges særskilt betydning, da den alene baserede sig på oplysninger fra en anden læge. Den pakistanske erklæring blev heller ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for lovligt forfald, da anbefalingerne ikke umiddelbart udelukkede rejse og deltagelse i retsmødet, og der manglede dokumentation for opfølgende undersøgelser.

Anbringender for Højesteret

Tiltalte anførte, at de fremlagte lægeerklæringer, hver for sig eller samlet, dokumenterede lovligt forfald. Han argumenterede for, at sygdommen og den anbefalede hvile gjorde fremmøde umuligt, især medregnet rejsetid. Han fremlagde desuden supplerende lægelige oplysninger fra Pakistan dateret den 3. juni 2024, der underbyggede, at han fortsat var syg.

Anklagemyndigheden påstod landsrettens kendelse stadfæstet. De anførte, at Tiltalte ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at sygdommen forhindrede ham i at møde. De påpegede, at den pakistanske lægeerklæring anbefalede hvile til og med den 2. juni, hvilket ville have tilladt rejse den 3. juni. Den danske lægeattest var udelukkende baseret på den pakistanske erklæring og manglede nærmere begrundelse for den lange fraværsperiode. Anklagemyndigheden fremhævede desuden, at de supplerende oplysninger ikke var forelagt landsretten før retsmødet.

Højesterets Afgørelse

Højesteret ophævede landsrettens kendelse om afvisning af anken og hjemviste sagen til realitetsbehandling i landsretten. Retten fandt, at Tiltalte havde godtgjort lovligt forfald ved retsmødet den 4. juni 2024, hvilket var i strid med landsrettens afgørelse om afvisning af anken i medfør af Retsplejeloven § 920, stk. 2.

• Landsrettens kendelse ophæves.
• Sagen hjemvises til landsretten for realitetsbehandling.
• Statskassen skal betale kæresagens omkostninger.