Fortolkning af artikel 4, litra b), nr. i), i forordning nr. 330/2010 om vertikale aftaler: Betingelsen om parallel pålæggelse ved eneforhandling

Beevers Kaas BV anlagde sag mod Albert Heijn België NV m.fl. vedrørende overtrædelse af en eksklusiv distributionsaftale for Beemster-ost i Belgien og Luxembourg. Beevers Kaas var eneforhandler og mente, at Albert Heijn-selskaberne havde medvirket til en overtrædelse ved at videresælge osten i Belgien, selvom de vidste, at Cono (producenten) og Beevers Kaas var bundet af en eneforhandlingsaftale.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om betingelsen om parallel pålæggelse i artikel 4, litra b), nr. i), i forordning nr. 330/2010 var opfyldt, og om Cono med bindende virkning kunne forbyde Albert Heijn-selskaberne at sælge aktivt ind i det eksklusivt tildelte område. Spørgsmålet var, om det var tilstrækkeligt, at de øvrige købere ikke foretog aktivt salg, eller om der krævedes et udtrykkeligt samtykke fra alle købere.

Albert Heijn-selskaberne argumenterede for, at Beevers Kaas skulle bevise, at Cono's strategi om ikke at sælge aktivt i Belgien var meddelt og accepteret af alle forhandlere. Beevers Kaas mente, at et stiltiende samtykke kunne udledes af, at ingen andre forhandlere solgte varer købt af Cono i Belgien.

Domstolen skulle fortolke artikel 4, litra b), nr. i), i forordning nr. 330/2010 om gruppefritagelse for vertikale aftaler og samordnet praksis.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 4, litra b), nr. i), i forordning nr. 330/2010 skal fortolkes således, at den blotte konstatering af, at en leverandørs andre købere ikke foretager aktivt salg ind i et eksklusivområde, ikke er tilstrækkelig til at bevise en aftale om forbud mod aktivt salg mellem leverandøren og disse andre købere. Undtagelsen i bestemmelsen gælder kun for den periode, hvor det er bevist, at der er samtykke fra leverandørens købere til ikke at foretage aktivt salg i det eksklusivt tildelte område.

Domstolen præciserede, at bevis for en sådan aftale kan føres gennem objektive og samstemmende indicier, der viser, at leverandøren har opfordret sine købere til ikke at sælge aktivt i det pågældende område, og at køberne har accepteret denne opfordring. Det er den nationale domstols opgave at vurdere, om disse betingelser er opfyldt i den konkrete sag.

Retlige Principper

• Begrebet "aftale" i artikel 101 TEUF: Domstolen bekræftede, at en aftale kræver en fælles vilje mellem parterne til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde. Dette kan udledes af parternes adfærd, selv uden en formel aftale.
• Parallel pålæggelse: Domstolen fremhævede, at tildeling af territorial eksklusivitet til en køber indebærer en parallel forpligtelse for leverandøren til at beskytte køberen mod aktivt salg fra andre købere.
• Bevisbyrde: Den part, der påberåber sig undtagelsen i artikel 4, litra b), nr. i), i forordning nr. 330/2010, har bevisbyrden for, at betingelserne for undtagelsen er opfyldt.
• Effektivitetsprincippet: Bevis for overtrædelse af konkurrencereglerne kan føres gennem indicier, forudsat at de er objektive og samstemmende.
• Processuel autonomi: Medlemsstaterne fastsætter regler for bevisbedømmelse, men disse regler må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder efter EU-retten.