Fortolkning af direktiv 2019/944 om uafhængighed for nationale regulerende myndigheder på elektricitetsområdet

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Markkinaoikeus (domstol i handelsretlige sager, Finland) vedrørende fortolkningen af artikel 57, stk. 4 og 5, og artikel 59 i direktiv (EU) 2019/944 om det indre marked for elektricitet.

Sagen er anlagt af Alajärven Sähkö Oy m.fl. og Elenia Verkko Oyj, finske elsystemoperatører, mod Energiavirasto (energiagentur, Finland). Tvisten drejer sig om annullation af Energiavirastos afgørelser, der ændrede metoderne til kontrol af tarifferne for drift af elektricitetssystemet.

Sagsøgerne i hovedsagen gør gældende, at energiagenturet ikke har truffet de anfægtede afgørelser selvstændigt som uafhængig regulerende myndighed i overensstemmelse med kravene i artikel 57 i direktiv 2019/944.

Energiagenturet anfører, at ændringen af kontrolmetoderne indgår i ændringerne af loven om elektricitetsmarkedet og kontrolloven, og at den nationale lovgiver var af den opfattelse, at disse ændringer er i overensstemmelse med EU-rettens krav til den regulerende myndigheds uafhængighed.

Den forelæggende ret skal vurdere, om ændringerne af loven om elektricitetsmarkedet griber ind i den nationale regulerende myndigheds uafhængighed som fastsat i direktiv 2019/944 for så vidt angår fastsættelsen af nettariffer og andre reguleringsopgaver.

Energiagenturet begrundede de omtvistede afgørelser med forarbejderne til lov nr. 730/2021, hvoraf det fremgår, at formålet med ændringerne er at bremse stigningen i priserne på distribution af elektricitet.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 57, stk. 4, og artikel 57, stk. 5, første afsnit, litra a), i direktiv 2019/944, sammenholdt med direktivets artikel 59, ikke er til hinder for en national lovgivning, der har til formål at påvirke priserne for distribution af elektricitet. Dette gælder, selvom lovgivningen ikke specifikt regulerer tarifferne for transmission eller distribution af elektricitet eller metoderne til beregning heraf, men dens ikrafttræden har medført, at den nationale regulerende myndighed har ændret metoderne til kontrol af tarifferne for drift af elektricitetssystemet inden udløbet af den gældende kontrolperiode.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at medlemsstaterne har ret til at fastlægge deres energipolitik, men at dette ikke må gribe ind i de regulerende myndigheders uafhængighed. Nationale reguleringsforanstaltninger må ikke indeholde detaljerede bestemmelser, der specifikt fastsætter elementer inden for den regulerende myndigheds kompetence, såsom niveauet for tariffer eller konkrete beregningsmetoder. Det er op til den nationale ret at vurdere, om den nationale regulerende myndigheds ændring af metoderne er en følge af en lov, der udelukkende vedrører et aspekt, som ikke er forbundet med en opgave for denne myndighed, såsom forsyningssikkerheden.

Domstolen understreger, at betragtninger fremsat under vedtagelsen af en lov, herunder dens eventuelle indvirkning på fastsættelsen af tariffer, ikke er bindende for reguleringsmyndigheden, og at denne ikke kan betragte dem som instrukser.

Retlige Principper

• Den nationale regulerende myndigheds uafhængighed:
  • Medlemsstaterne skal garantere den regulerende myndigheds uafhængighed og sikre, at den optræder upartisk og gennemskueligt.
  • Den regulerende myndighed skal være juridisk og funktionelt uafhængig af andre offentlige eller private enheder.
  • Personalet og ledelsen skal handle uafhængigt af markedsinteresser og må ikke modtage instrukser fra regeringer eller andre enheder.
• Medlemsstaternes energipolitik:
  • Direktiv 2019/944 fratager ikke medlemsstaterne muligheden for at etablere og offentliggøre deres nationale energipolitik.
  • Medlemsstaterne kan fastlægge en politikramme, som de regulerende myndigheder skal handle inden for, f.eks. vedrørende forsyningssikkerhed.
  • Generelle energipolitiske retningslinjer må dog ikke gribe ind i de regulerende myndigheders uafhængighed og autonomi.
• Fortolkning af uafhængighedsbegrebet:
  • Uafhængighed indebærer, at den regulerende myndighed kan handle frit uden instruktioner eller pres fra andre organer.
  • Den beslutningsmæssige uafhængighed indebærer, at den nationale reguleringsmyndighed vedtager afgørelser selvstændigt og alene på grundlag af offentlighedens interesse.
• Begrænsninger for nationale reguleringsforanstaltninger:
  • Nationale reguleringsforanstaltninger må ikke indeholde detaljerede bestemmelser, der specifikt fastsætter elementer inden for den regulerende myndigheds kompetence, såsom niveauet for tariffer eller konkrete beregningsmetoder.
• Betydningen af forarbejder:
  • Betragtninger fremsat under vedtagelsen af en lov, herunder dens eventuelle indvirkning på fastsættelsen af tariffer, er ikke bindende for reguleringsmyndigheden.