Arbejdsløshedsunderstøttelse efter Brexit: Fortolkning af Udtrædelsesaftalen og Forordning 883/2004

Sagen omhandler en bulgarsk statsborger, DV, der arbejdede i Storbritannien fra 2014 til 2021. Efter ansættelsens ophør vendte hun tilbage til Bulgarien og ansøgte om arbejdsløshedsydelser. De bulgarske myndigheder afslog ansøgningen med den begrundelse, at hun ikke havde tilbagelagt forsikringsperioder i Bulgarien.

Administrativen sad Veliko Tarnovo forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte om fortolkningen af udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien, samt forordning nr. 883/2004 om koordinering af sociale sikringsordninger.

Den forelæggende ret ønskede afklaret, om DV's situation var omfattet af udtrædelsesaftalens bestemmelser om social sikring, og om hun dermed kunne få medregnet sine arbejdsperioder i Storbritannien ved beregningen af arbejdsløshedsydelser i Bulgarien.

De centrale spørgsmål var:

• Skal artikel 30, stk. 2, i udtrædelsesaftalen fortolkes således, at personer, der har været underlagt lovgivningen i Storbritannien i hele overgangsperioden, er omfattet af artikel 31, stk. 1, uanset om de fortsat er beskæftiget i Storbritannien efter overgangsperioden?
• Finder artikel 30, stk. 3 og 4, anvendelse, hvis en unionsborger har mistet retten til ophold og arbejde i værtslandet efter overgangsperiodens udløb?

Domstolen skulle tage stilling til, om DV kunne påberåbe sig EU-retten til at få arbejdsløshedsydelser i Bulgarien, baseret på hendes tidligere beskæftigelse i Storbritannien, efter Brexit.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse i en situation, hvor en person ansøger om arbejdsløshedsydelser i en medlemsstat, hvor vedkommende ikke har forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, og hvortil personen vender tilbage efter en periode med forsikring eller beskæftigelse i en anden stat, hvor personen var bosat i hele perioden.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at formålet med udtrædelsesaftalen er at beskytte rettigheder erhvervet under EU-retten inden overgangsperiodens udløb. Da DV havde bopæl i Storbritannien under sin beskæftigelse, og artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 derfor ikke finder anvendelse, er der ingen rettigheder at beskytte i henhold til udtrædelsesaftalen.

Retlige Principper

• Fri bevægelighed for arbejdstagere: Artikel 45 TEUF og forordning nr. 883/2004 har til formål at sikre fri bevægelighed for arbejdstagere inden for EU, herunder koordinering af sociale sikringsordninger.
• Forordning nr. 883/2004, artikel 65, stk. 2: Denne bestemmelse omhandler arbejdsløshedsydelser til fuldtidsledige, der under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente.
• Udtrædelsesaftalen: Aftalen har til formål at beskytte rettigheder, der er erhvervet under EU-retten inden overgangsperiodens udløb, for borgere, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed.
• Bopælsbegrebet: Afgørende for anvendelsen af artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 883/2004. Bopæl defineres som det sted, hvor en person har sit sædvanlige opholdssted.

Domstolen understregede, at udtrædelsesaftalen ikke skaber nye rettigheder, men beskytter eksisterende rettigheder erhvervet under EU-retten. Da DV havde bopæl i Storbritannien under sin beskæftigelse, fandt artikel 65, stk. 2, ikke anvendelse, og dermed var der ingen rettigheder at beskytte via udtrædelsesaftalen.