Vederlagsfri overdragelse af installationer ved udløb af maritime koncessioner er ikke en restriktion af etableringsfriheden

Società Italiana Imprese Balneari Srl (SIIB) anlagde sag mod Comune di Rosignano Marittimo vedrørende kommunens afgørelse om, at installationer opført af SIIB på et offentligt maritimt område automatisk overgik til staten ved koncessionens udløb, hvilket medførte en forhøjet leje.

Sagen drejer sig om fortolkningen af artikel 49 TEUF (etableringsfriheden) og spørgsmålet om, hvorvidt en national bestemmelse, der medfører vederlagsfri overdragelse af bygningskomplekser på statsejet areal ved koncessionens udløb, udgør en uforholdsmæssig restriktion.

SIIB anførte, at den vederlagsfrie inkorporering af installationerne i statens offentlige maritime område er i strid med EU-retten, særligt i tilfælde af fornyelse af en koncession, og at det udgør en restriktion, der går videre end nødvendigt.

Comune di Rosignano Marittimo argumenterede, at koncessionen af 2009 ikke var en automatisk fornyelse, men en ny tildeling efter en særlig instruks, og at koncessionshaveren fandt tabet af ejendomsretten foreneligt med koncessionens økonomiske ligevægt.

Consiglio di Stato forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen om, hvorvidt artikel 49 TEUF er til hinder for en national bestemmelse, der ved koncessionens udløb medfører vederlagsfri overdragelse af bygningskomplekser på statsejet areal.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF ikke er til hinder for en national regel, der ved udløbet af en koncessionsaftale om brug af et offentligt område, og medmindre andet er fastsat i aftalen, forpligter koncessionshaveren til vederlagsfrit at overdrage ikkeflytbare installationer, selv ved fornyelse af koncessionen.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den nationale regel ikke specifikt regulerer betingelserne for etablering, men blot fastlægger konsekvenserne af principperne om offentlig ejendom. Reglen begrænser sig til at drage konsekvenserne af de grundlæggende principper om offentlig ejendom. Da søfartslovens artikel 49 udtrykkeligt giver mulighed for at fravige princippet om umiddelbar inkorporering ved kontrakt, fremhæver bestemmelsen den aftalte karakter af en koncession til brug af offentligt område.

Domstolen præciserede, at spørgsmålet om fornyelse eller første tildeling af en koncession ikke har betydning, da fornyelsen giver sig udslag i flere på hinanden følgende brugstilladelser og ikke en forlængelse af den første.

Retlige Principper

• Etableringsfrihed (Artikel 49 TEUF): Domstolen bekræftede, at retten til etablering omfatter retten for statsborgere i en medlemsstat til frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Enhver foranstaltning, der hindrer eller gør udøvelsen af denne frihed mindre attraktiv, udgør en restriktion.
• Restriktioner for Etableringsfriheden: En national lovgivning, der kan gøres gældende over for alle aktører og ikke har til formål at fastsætte betingelserne for etablering, er ikke i strid med artikel 49 TEUF, hvis de restriktive virkninger er for usikre og indirekte.
• Princippet om Offentlig Ejendom: Domstolen fremhævede, at statens vederlagsfrie erhvervelse af ikkeflytbare installationer på offentligt område er en del af princippet om, at offentligt område er uafhændeligt. Dette princip indebærer, at brugstilladelser er tidsbegrænsede og kan tilbagekaldes.
• Kontraktfrihed: Muligheden for at fravige reglen om vederlagsfri overdragelse via kontrakt understreger den aftalte karakter af koncessioner og udelukker, at der er tale om en tvungen overdragelse.
• Laezza-dommen (C-375/14): Domstolen præciserede, at principperne i Laezza-dommen ikke finder anvendelse, da den sag omhandlede aktiver, som koncessionshaverne reelt ejede, mens den foreliggende sag vedrører en brugsret af midlertidig karakter.