Direkte virkning af tjenesteydelsesdirektivet: Udbud af koncessioner på statsejede maritime arealer

Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (AGCM) anlagde sag mod Comune di Ginosa vedrørende kommunens beslutning om at forlænge koncessioner til brug af statsejede maritime arealer indtil 31. december 2033. AGCM mente, at denne forlængelse var i strid med EU-retten, særligt artikel 49 og 56 TEUF samt artikel 12 i direktiv 2006/123.

Den forelæggende ret ønskede en afklaring af direktivets gyldighed og fortolkning, herunder om artikel 12 har direkte virkning, og om kravet om grænseoverskridende interesse skal vurderes generelt eller specifikt for hver kommune.

Comune di Ginosa og andre parter argumenterede for, at direktivet ikke er "self-executing", og at national lovgivning skulle anvendes for at beskytte retssikkerheden. De anførte også, at der ikke var knaphed på ressourcer i kommunens kystområde, og at der ikke var påvist en grænseoverskridende interesse.

Domstolens vurdering

Domstolen fastslår, at direktiv 2006/123 er gyldigt og finder anvendelse, selvom alle relevante elementer findes inden for en enkelt medlemsstat. Artikel 12, stk. 1 og 2, har direkte virkning, hvilket betyder, at medlemsstaternes forpligtelse til at anvende en uvildig og gennemskuelig procedure for udvælgelse af ansøgere og forbuddet mod automatisk fornyelse af en tilladelse er fastsat ubetinget og tilstrækkeligt præcist til at kunne påberåbes for nationale domstole og myndigheder.

Domstolen præciserer, at medlemsstaterne har en vis skønsmargen ved vurderingen af knaphed på ressourcer, men at kriterierne skal være objektive, ikke-diskriminerende, gennemsigtige og forholdsmæssige. Både nationale domstole og myndigheder er forpligtet til at sikre overholdelsen af EU-retten og undlade at anvende modstridende nationale bestemmelser.

Afgørelse

Domstolen fastslår:

1. Artikel 12, stk. 1 og 2, i direktiv 2006/123/EF fortolkes således, at bestemmelsen ikke udelukkende finder anvendelse på koncessioner til brug af statsejede maritime arealer, der frembyder en klar grænseoverskridende interesse.
2. Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2006/123/EF fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at knappe naturlige ressourcer og mulige koncessioner bedømmes ved at kombinere en abstrakt og generel tilgang på nationalt niveau med en kasuistisk tilgang baseret på en analyse af den pågældende kommunes kystområde.
3. Behandlingen af det første spørgsmål har ikke frembragt tvivl om gyldigheden af direktiv 2006/123/EF i forhold til artikel 94 EF.
4. Artikel 12, stk. 1 og 2, i direktiv 2006/123/EF fortolkes således, at medlemsstaternes forpligtelse til at anvende en uvildig og gennemskuelig procedure for udvælgelse af ansøgere og forbuddet mod automatisk fornyelse af en tilladelse udstedt for en given form for virksomhed er fastsat ubetinget og tilstrækkeligt præcist til at have direkte virkning.
5. Artikel 288, stk. 3, TEUF fortolkes således, at bedømmelsen af den direkte virkning, der er knyttet til forpligtelsen og forbuddet i artikel 12, stk. 1 og 2, i direktiv 2006/123/EF, samt forpligtelsen til at undlade at anvende modstridende nationale bestemmelser, påhviler de nationale domstole og myndigheder, herunder kommunale.

Retlige principper

Domstolen fremhæver følgende retlige principper:

• Direkte virkning af direktiver: En EU-bestemmelse er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, der ikke er underlagt betingelser, og tilstrækkelig præcis, når den indeholder en utvetydigt formuleret forpligtelse.
• Forrang for EU-retten: Nationale domstole og myndigheder er forpligtet til at anvende ubetingede og tilstrækkeligt præcise bestemmelser i et direktiv og undlade at anvende nationale bestemmelser, der er i strid hermed.
• Skønsmargen: Selv om et direktiv giver medlemsstaterne en vis skønsmargen ved gennemførelsen, kan en bestemmelse have direkte virkning, hvis den fastsætter en minimumsbeskyttelse.
• Fortolkning af EU-retten: Domstolens fortolkning af EU-retten i en præjudiciel afgørelse belyser og præciserer betydningen af den pågældende regel, som den skal forstås og anvendes fra sin ikrafttræden.
• Knaphed på ressourcer: Medlemsstaterne har en vis skønsmargen ved valget af kriterier til at bedømme knapheden på naturlige ressourcer, men kriterierne skal være objektive, ikke-diskriminerende, gennemsigtige og forholdsmæssige.