Forenelighed af nationale regler om tilståelsesaftaler med EU-retten i sager om organiseret kriminalitet

Sagen omhandler en straffesag mod PT og andre tiltalte for deltagelse i en organiseret kriminel gruppe i Bulgarien. PT ønskede at indgå en tilståelsesaftale, men bulgarsk lov krævede samtykke fra alle medtiltalte, hvilket skabte tvivl om foreneligheden med EU-retten.

Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) forelagde tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af artikel 5 i Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA, artikel 4 i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, samt artikel 47 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

De centrale spørgsmål var:

• Er det foreneligt med EU-retten, at en tilståelsesaftale skal godkendes af et andet dommerkollegium end det, der behandler sagen?
• Er det foreneligt med EU-retten, at en tilståelsesaftale kræver samtykke fra alle medtiltalte?
• Skal retten afvise at prøve tiltalen mod de andre medtiltalte, hvis den godkender tilståelsesaftalen?

Domstolen fastslog, at EU-retten ikke er til hinder for de omstridte nationale bestemmelser. Domstolen fremhævede medlemsstaternes autonomi til at organisere deres retsvæsen og behovet for at sikre domstolenes upartiskhed og beskytte tiltaltes rettigheder.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU ikke er til hinder for:

• En national bestemmelse, der tillægger et til lejligheden sammensat dommerkollegium kompetencen til at træffe afgørelse om en tilståelsesaftale.
• En national bestemmelse, der betinger godkendelsen af en tilståelsesaftale af samtykke fra alle øvrige tiltalte i en straffesag mod flere tiltalte.

Domstolen fandt, at den nationale ordning, der involverer et særskilt dommerkollegium, er forenelig med EU-retten, da den har til formål at sikre dommernes upartiskhed. Domstolen bemærkede, at kravet om samtykke fra medtiltalte er foreneligt med retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Medlemsstaternes autonomi til at organisere deres retsvæsen, dog under overholdelse af EU-retten.
• Hensynet til at sikre domstolenes uafhængighed og upartiskhed.
• Vigtigheden af at beskytte tiltaltes ret til en retfærdig rettergang og retten til forsvar.
• At princippet om straffesagens umiddelbarhed ikke tilsidesættes, da den tiltalte frivilligt har valgt at erkende sig skyldig.

Centrale EU-retlige principper

• Effektiv domstolsbeskyttelse (artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU): Medlemsstaterne skal sikre adgang til domstolsprøvelse for at garantere effektiv retsbeskyttelse på områder omfattet af EU-retten.
• Domstolens uafhængighed og upartiskhed: Et grundlæggende krav for at sikre en retfærdig rettergang. Uafhængighed omfatter både eksterne (fri for instruktion) og interne (lighed for parterne) aspekter.
• Retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar: Grundlæggende rettigheder, der skal sikres i straffesager. Dette omfatter retten til at kende og imødegå beviser.
• Procesautonomi: Medlemsstaterne har autonomi til at fastlægge procesregler, men skal overholde EU-rettens principper.

Anvendelse i sagen

Domstolen fandt, at den bulgarske ordning med et særskilt dommerkollegium og krav om samtykke fra medtiltalte ikke tilsidesatte disse principper. Ordningen blev anset for at styrke domstolenes upartiskhed og beskytte medtiltaltes rettigheder.

Betydning for EU-retten

Afgørelsen bekræfter medlemsstaternes procesautonomi, men understreger samtidig vigtigheden af at sikre effektive retsmidler, domstolenes uafhængighed og retten til en retfærdig rettergang i straffesager, der er omfattet af EU-retten.