Langtidsudlejning af biler og finansielle tjenesteydelser: Fortolkning af tjenesteydelsesdirektivet

Sagen omhandler en tvist mellem AUTOTECHNICA FLEET SERVICES d.o.o. (Autotechnica), et kroatisk selskab, og Hrvatska agencija za nadzor financijskih usluga (det kroatiske tilsynsorgan for finansielle tjenesteydelser, tilsynsorganet) vedrørende et forbud mod Autotechnicas udøvelse af leasingvirksomhed uden forudgående tilladelse fra tilsynsorganet.

Autotechnica, et datterselskab af et selskab etableret i en anden EU-medlemsstat, blev forbudt at udøve leasingvirksomhed, da tilsynsorganet fandt, at selskabet havde indgået kontrakter om langtidsudlejning af biler, hvilket tilsynsorganet anså for at være leasingvirksomhed.

Den forelæggende ret, Upravni sud u Zagrebu (forvaltningsdomstolen i Zagreb, Kroatien), har forelagt Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 49 TEUF, artikel 2, stk. 2, i direktiv 2006/123/EF (tjenesteydelsesdirektivet) og artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning (EU) nr. 575/2013.

De centrale spørgsmål er, om operationel leasing og/eller langtidsudlejning af biler er omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, om en virksomhed, der udøver operationel leasing, kan betragtes som et finansieringsinstitut, og om de nationale krav til udøvelse af operationel leasing er forenelige med EU-retten.

Tilsynsorganet og den kroatiske regering anførte, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, da alle elementer i sagen er begrænset til en enkelt medlemsstat. Domstolen afviste dette argument, da Autotechnica er et datterselskab af et selskab, der er stiftet i en anden medlemsstat.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2006/123 skal fortolkes således, at tjenesteydelser leveret i henhold til en kontrakt om langtidsudlejning af biler, som udlejeren har erhvervet efter anmodning fra lejeren mod betaling, ikke udgør »finansielle tjenesteydelser«, medmindre:

• Lejekontrakten indeholder en forpligtelse til at købe køretøjet ved lejeperiodens udløb.
• Lejeren betaler et vederlag, der dækker udlejerens fulde afskrivning af køretøjet.
• Kontrakten indebærer en overførsel af risici forbundet med køretøjets restværdi ved kontraktens udløb.

Domstolen fastslår yderligere, at artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 1 og 2, i direktiv 2006/123 skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, der indfører en tilladelsesordning for langtidsudlejning af biler, der ikke vedrører finansielle tjenesteydelser, og giver den nationale myndighed beføjelse til at pålægge virksomheder krav og begrænsninger, medmindre ordningen opfylder kravene i direktivets artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 1 og 2.

Retlige Principper

• Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser: Artikel 49 TEUF sikrer etableringsfrihed for selskaber inden for EU, hvilket omfatter retten til at udøve virksomhed i andre medlemsstater via datterselskaber.
• Direktiv 2006/123/EF (Tjenesteydelsesdirektivet): Dette direktiv fastsætter generelle bestemmelser for at lette etableringsfriheden for tjenesteydere og den frie bevægelighed for tjenesteydelser, samtidig med at det sikrer et højt kvalitetsniveau for tjenesteydelser.
• Undtagelse for finansielle tjenesteydelser: Direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), undtager finansielle tjenesteydelser fra direktivets anvendelsesområde, da disse er omfattet af specifik EU-lovgivning.
• Tilladelsesordninger: Artikel 9, stk. 1, i direktivet tillader medlemsstaterne at gøre adgangen til servicevirksomhed afhængig af en tilladelsesordning, hvis ordningen er ikke-diskriminerende, begrundet i et tvingende alment hensyn og proportional.
• Betingelser for tilladelse: Artikel 10 fastsætter, at tilladelsesordninger skal baseres på klare, entydige, objektive, ikke-diskriminerende og gennemsigtige kriterier, der er begrundet i et tvingende alment hensyn.
• Forbrugerbeskyttelse: Forbrugerbeskyttelse anerkendes som et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en tilladelsesordning.
• Proportionalitet: Enhver begrænsning af etableringsfriheden eller den frie udveksling af tjenesteydelser skal være proportional med det tilsigtede mål og må ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål.