Europæisk arrestordre og beskyttelse af familieliv: Afvejning af hensyn til barnets tarv

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione (Italien) vedrørende fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre, særligt i forhold til artikel 7 og 24 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

GN, der er mor til små børn, er genstand for en europæisk arrestordre udstedt af de belgiske judicielle myndigheder med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf for menneskehandel og lettelse af ulovlig indvandring. GN blev anholdt i Italien, og spørgsmålet er, om de italienske myndigheder kan afslå at fuldbyrde arrestordren under henvisning til hensynet til GN's børns tarv og retten til familieliv.

Corte suprema di cassazione ønsker oplyst, om rammeafgørelsen er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed afslår at overgive en mor til små børn, når overgivelsen vil være i strid med hendes børns tarv og retten til familieliv. Den forelæggende ret spørger også, om rammeafgørelsen i så fald er forenelig med EU-chartrets artikel 7 og 24.

Domstolen skal således tage stilling til, om hensynet til grundlæggende rettigheder kan begrunde en fravigelse af pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 1, stk. 2 og 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, i EU-chartret, skal fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed som udgangspunkt ikke kan afslå at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, alene med den begrundelse, at personen er mor til små børn, der bor hos hende.

Dog kan den fuldbyrdende judicielle myndighed undtagelsesvist afslå overgivelse, hvis:

• Myndigheden har oplysninger, der godtgør en reel risiko for tilsidesættelse af dennes ret til privatliv og familieliv (artikel 7 i EU-chartret) og barnets tarv (artikel 24, stk. 2 og 3, i EU-chartret).
• Denne risiko skyldes systemiske eller generelle mangler i den udstedende medlemsstat vedrørende forholdene under frihedsberøvelse for mødre med små børn og forsorgen for disse børn.
• Der er tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at de berørte personer, henset til deres personlige situation, vil løbe denne risiko.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Princippet om gensidig tillid og anerkendelse mellem medlemsstaterne, som er grundlæggende i EU-retten.
• Rammeafgørelsens formål om at lette og fremskynde det retlige samarbejde.
• Nødvendigheden af at respektere de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved EU-chartret, herunder retten til privatliv og familieliv samt barnets tarv.
• At vurderingen af risikoen for tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder skal foretages konkret og præcist af den fuldbyrdende judicielle myndighed.

Centrale EU-retlige principper

• Gensidig tillid og anerkendelse: Medlemsstaterne skal som udgangspunkt have tillid til hinandens retssystemer og overholdelse af EU-retten.
• Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre: Formålet er at sikre effektivt retligt samarbejde i straffesager.
• EU-chartret om grundlæggende rettigheder: Beskytter grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatliv og familieliv (artikel 7) og barnets tarv (artikel 24).
• Barnets tarv: Skal komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn.
• Proportionalitetsprincippet: Indgreb i grundlæggende rettigheder skal være nødvendige og proportionale.

Anvendelse i sagen

Domstolen fastslår, at princippet om gensidig tillid ikke er absolut. Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage en konkret vurdering af, om der er en reel risiko for, at overgivelsen vil føre til en tilsidesættelse af den pågældende persons og dennes børns grundlæggende rettigheder. Domstolen understreger, at barnets tarv skal vurderes på baggrund af alle sagens omstændigheder.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer, at princippet om gensidig tillid ikke er ubetinget, og at hensynet til grundlæggende rettigheder kan begrunde en fravigelse af pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Dommen understreger vigtigheden af at foretage en konkret vurdering af risikoen for tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder i hver enkelt sag, særligt når det drejer sig om sager, der berører børn.