Tredjelandsstatsborgeres ret til ligebehandling ved fuldbyrdelse af europæisk arrestordre

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den italienske forfatningsdomstol (Corte costituzionale) vedrørende fortolkningen af artikel 4, nr. 6, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre. Sagen er rejst i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udstedt mod O.G., en moldovisk statsborger, med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf.

Italiensk lov tillader, at en overgivelse nægtes, hvis den eftersøgte er italiensk statsborger eller statsborger i en anden EU-medlemsstat, der lovligt opholder sig i Italien, og domstolen beslutter, at straffen skal fuldbyrdes i Italien. Denne mulighed er ikke åben for tredjelandsstatsborgere.

Den forelæggende ret ønsker at vide, om EU-retten tillader en sådan forskelsbehandling, hvor tredjelandsstatsborgere automatisk udelukkes fra muligheden for at få fuldbyrdet deres straf i Italien, uanset deres tilknytning til landet.

Domstolen skal vurdere, om artikel 4, nr. 6, i rammeafgørelsen, fortolket i lyset af EU-chartret om grundlæggende rettigheder, er til hinder for en national lovgivning, der absolut og automatisk afskærer de judicielle myndigheder fra at afslå overgivelse af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig eller er bosat på det nationale område.

Presidente del Consiglio dei Ministri (premierministeren) argumenterer for, at formålet om social rehabilitering ikke kan begrænse princippet om gensidig anerkendelse, og at den italienske lovgivning ikke er i strid med EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 4, nr. 6, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med princippet om lighed for loven i artikel 20 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at artikel 4, nr. 6, er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der implementerer bestemmelsen på en måde, hvorved enhver tredjelandsstatsborger, der opholder sig eller er bosat på medlemsstatens område, automatisk udelukkes fra den fakultative mulighed for at nægte fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, uden en vurdering af tredjelandsstatsborgerens tilknytning til medlemsstaten.

Domstolen præciserer, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage en samlet vurdering af alle konkrete forhold vedrørende tredjelandsstatsborgerens situation for at afgøre, om der skal nægtes fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Dette inkluderer en vurdering af, om der er en tilknytning mellem tredjelandsstatsborgeren og den fuldbyrdende medlemsstat, der indikerer tilstrækkelig integration, og om fuldbyrdelsen i medlemsstaten vil bidrage til den pågældendes sociale rehabilitering efter afsoning. Relevante forhold omfatter familiemæssig, sproglig, kulturel, social eller økonomisk tilknytning samt opholdets art, varighed og betingelser.

Retlige Principper

• Princippet om gensidig anerkendelse: Dette princip er en hjørnesten i det retlige samarbejde i straffesager og indebærer, at medlemsstaterne som hovedregel skal fuldbyrde europæiske arrestordrer.
• Grundlæggende rettigheder: Rammeafgørelsen må ikke fortolkes eller anvendes på en måde, der tilsidesætter de grundlæggende rettigheder og retsprincipper, som de er defineret i artikel 6 TEU og EU-chartret om grundlæggende rettigheder.
• Lighed for loven: Dette princip, fastsat i artikel 20 i EU-chartret, kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.
• Social rehabilitering: Artikel 4, nr. 6, i rammeafgørelsen har til formål at fremme den eftersøgte persons sociale rehabilitering efter afsoning af straffen. Dette mål skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en arrestordre skal fuldbyrdes.
• Skønsmargen: Medlemsstaterne har en vis skønsmargen ved implementeringen af de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, men denne skønsmargen er ikke ubegrænset og skal udøves i overensstemmelse med EU-rettens grundlæggende principper.